Jans Corner: Et par sjældenheder

Det er besynderligt, men slår sjældent fejl, at der i sommertiden dukker uforholdsmæssigt mange mystiske situationer og spørgsmål op. Jeg ved i hvert fald af erfaring, at der er god grund til at holde øje med sin mailbox i disse tider, for spørgsmålene flyver lavt. Det kan der være mange grunde til. Måske meget naturligt, at der dukker mærkværdigheder op i turneringsstarten, hvor alle lige skal i gear igen. Starten på de europæiske turneringer betyder også, at der bliver præsenteret mange forskellige former for fodbold på skærmen – også fra geografiske hjørner, som vi normalt ikke koncentrerer os så meget om. Så er der kommet nye regler, og det får mange til lige at tage en tur igennem de gamle for at være helt sikre – og falder måske over noget, man ikke lige havde tænkt over før, og er det nu også lavet om ? Og endelig er der en slutrunde kørende, og alle ved, at enhver slutrunde har sine øjeblikke. Så i denne uge bliver det ikke så meget et tema som en rundtur i spidsfindigheder. Det kan så fortsætte i næste uge – medmindre der dukker noget større op.

Vi starter i det europæiske med en situation, som i returopgøret mellem Lyngby og Slovan Bratislava fik kommentatorerne til at træde vande, indtil en venlig sjæl ringede og fortalte, hvordan det hang sammen. Og det er helt fair at være i tvivl her – for det er der med garanti også mange andre ude i fædrelandet, der er. Vi skal have fat i den situation i 2. halvleg, hvor en Slovan-spiller først begår et pænt stort benspænd på en Lyngby-spiller nede i Lyngbys forsvarszone. Fløjten lyder og med et par sekunders forsinkelse tordner spilleren så bolden langt væk i frustration og/eller protest. Måske ikke det mest begavede at gøre, når man i forvejen er bagud, men det er ikke det, som sagen drejer sig om. Derimod om man i én og samme situation kan pådrage sig to advarsler og dermed en udvisning ?

Og svaret er ja – det kan man godt i disse tider. Jeg er nødt til at skrive ‘i disse tider’, for sådan har det ikke altid været – men dog i det mindste siden 2009. Før det var det – for at kunne lægge advarslerne sammen – en nødvendighed, at dommeren havde gjort spilleren bekendt med, at han stod til en advarsel ved næste stop i spillet. Det lyder måske kryptisk, men det forekom faktisk relativt ofte, når dommeren kunne bruge fordelsreglen efter forseelsen, som var til en advarsel. Hvis dommeren råbte til spilleren eller nåede at runde ham for at fortælle ham, at gult ventede på ham lige om et øjeblik, vidste spilleren, hvor han stod og kunne agere derefter. Så ordet ‘advarsel’ skulle tages bogstaveligt – spilleren kendte konsekvensen, hvis… Man skulle mene, at så skulle spilleren nok vide at holde sig i skindet, men jeg har faktisk selv i embeds medfør overværet i en 1. divisionskamp, at budskabet ikke var gået rent ind, så spilleren i en 35 meters jagt på modspilleren, som han ikke havde fået helt uskadeliggjort i første omgang, begik en forseelse til advarsel nr. 2 – og blev udvist. Reglen havde den lille krølle, at hvis den 1. advarsel var for ulovlig indtræden, og der derefter fulgte en forseelse til advarsel nr. 2, behøvede dommeren ikke have ‘advaret’ spilleren først – ud fra den logik, at enhver spiller burde vide, at det kostede en advarsel at løbe ulovligt ind. Jeg er ikke sikker på, at det er tilfældet – men sådan var argumentet.

Men det blev der altså lavet om på i 2009 – så hvis vi ser på situationen i Lyngby (som endte med en advarsel), er det åbenlyst, at forseelsen at sparke bolden 30 meter væk berettiger til en advarsel i sig selv. Spørgsmålet er, hvad dommeren har vurderet den indledende tackling til. Ingen ud over dommeren og UEFA ved, hvad advarslen blev givet for – men hvis den blev givet for benspændet, skulle spilleren i min optik have haft sit 2. gule kort for at sparke bolden væk. Så man må næsten formode, at dommeren ikke har vurderet tacklingen til i sig selv at fortjene en advarsel. Det synes jeg nu – set fra den bløde TV-stol – sagtens, at den kunne have båret, men det er jo dommerens skøn, om han synes, at det var ‘satset’ (ingen advarsel) eller ‘hensynsløst’ (advarsel). Det korte af det lange er, at det store tvivlsspørgsmål, om man overhovedet kan spare to advarsler sammen til en udvisning i samme situation, skal besvares med et ja.

Det var ikke den eneste situation, der skabte lidt uro i kommentatorboksen i den forløbne uge. Jeg kom desværre lidt sent ind i kampen mellem FC Midtjylland og Silkeborg, men jeg kunne da forstå, at spørgsmålet om holdenes og dommernes farver fik både mavesyren og blodtrykket til at stige markant hos en del af kommentatorteamet. Det er et stykke tid siden, at jeg har rundet spørgsmålet om farver, så den kan vi passende tage igen – men den ryger lige op på knagen i første omgang, for jeg skal også rundt om en noget mere spektakulær situation fra Kvinde-EM.

I den indledende gruppekamp mellem England og Spanien fører England med 1-0, da Spanien får tilkendt et straffespark for hands. Men inden man når at få sparket, ændrer dommeren sin kendelse og lader bolden falde i stedet – til stor forbløffelse for kommentatorer og andre. Vi purister kan godt lide at bruge lovens ord ‘lade bolden falde’ i stedet for det, som alle siger, nemlig ‘dommerkast’ – for meget kan man gøre mod dommeren, men at kaste rundt med vedkommende synes at være over kanten.

Lad mig starte med at fastslå, at dommeren er i sin fulde ret til at ændre sin kendelse, hvis han/hun bliver overbevist om, at der er noget grueligt galt. Det skal blot ske, inden bolden er sat i spil igen – det duer altså ikke at komme på bedre tanker to minutter efter, når alle forlængst er videre. Hovedsagen er, at vi får den rigtige kendelse, så selv om det kunstneriske indtryk i høj grad er angribeligt, er det lovteknisk i orden. I det givne tilfælde er jeg ret sikker på, at der kommer en impuls i headsettet fra ét af de andre medlemmer i dommerteamet, som dommeren vælger at følge. Selve situationen opstår efter en tværbold, hvor flere engelske spillere i straffesparksfeltet forsøger at få fat i bolden. I første omgang er det nr. 11 (hvis nu nogen skulle have set situationen på internettet), der er på vej mod bolden og har armen lidt strakt frem for sig. Men hun trækker lynhurtigt armen til sig igen, da hun indser, at hun ikke kan nå bolden med kroppen – med det resultat, at bolden stryger tværs over brystet på hende og videre – i betænkelig nærhed af armen, men uden at der er kontakt. Så kommer bolden til nr. 18, som vil sparke væk med højre ben, men bolden kommer så hurtigt, at hun mistimer sparket, så hun godt nok rammer bolden – men kun har held til at sende bolden op på sin venstre arm, som er pænt hævet over hovedet, også fordi hun samtidig er ved at miste balancen. Det går lynende hurtigt,og  bolden nærmest flyver fra hendes fod op på armen. Spørgsmålet er, om den handling er strafbar. Bolden kommer med pæn fart, det er på kort afstand, der er ingen selvstændig bevægelse i armen mod bolden – så det eneste, som bliver tilbage, er at vurdere, om armen er dér, fordi spilleren vil gøre sig ekstra høj eller bred. Der er i sig selv ikke noget mærkeligt i, at venstre arm svinger opad, når man vil sparke til bolden med højre ben, og spilleren er oven i købet ude af balance – efter min bedste overbevisning er det en uforsætlig hands og som sådan ikke strafbar. Vel vidende, at hands er noget af det mest lovmæssigt giftige at beskæftige sig med i disse tider, og at der forhåbentlig er nogle mere klare retningslinjer på vej.

Men hvorfor dømmer dommeren så straffespark i første omgang ? Det kan kun blive gætværk, men jeg kan forestille mig, at dommeren tror, at der er kontakt mellem arm og bold ved den første spiller (nr. 11), hvor der er bevægelse i armen. Man kan også se, at nr. 11 plæderer vildt for, at hun ikke har rørt bolden (hvilket er rigtigt) – og at det er det, som bliver korrigeret med hjælp udefra. Der ville i hvert fald ikke være nogen logisk grund til at lade sig overrule, hvis straffesparket er dømt for den åbenlyse hands fra nr. 18, for den har dommeren klart selv det bedste udsyn til. Efter mine begreber landede vi det rigtige sted – men at det ikke så kønt eller overbevisende ud, skal jeg være den første til at medgive.