Torsdag den 20. juli 2017 tog KFDs talentprogram afsted til Norge på træningslejr. Klokken 08.00 stod 8 talenter klar ved Rotunden med højt humør inden talentchefen Bjarne meldte sin ankomst.
Efter 10 timers kørsel og færgetur ankom vi til Treungen. Her ventede værten og nordmanden Helge Reinholt, der bød de unge talenter velkommen i sit hjem. Ankomsten bar hurtigt præg af turens formål og bød på en løbetur på seks kilometer langs Nisserstien med smukke nordlige omgivelser. En lang dag med omskifteligt terræn
Regnvejr reddede de unge talenter fra en løbetur og formiddagen bød derfor på workshop, hvor drengene kom ud for forskellige scenarier og kampsituationer, som de måtte lære at tackle med varierende succes. Workshoppen nåede sin ende og drengene måtte tage fløjlshandskerne på i skoven, hvor de måtte bære brædder til dannelsen af en sti. Den fysiske aktivitet måtte belønnes med frokost inden samarbejdsøvelserne blev igangsat. Øvelsens formål var at bygge en tømmerflåde ved hjælp af selvfundne rekvisitter og et tildelt reb. Kravene til tømmerflåden var dens evne til at bære en spand vand i 30 sekunder uden at synke. De to hold fuldførte opgaven til vidt forskellige tider.
De arbejdende talenter nød efterfølgende deres pause inden de måtte klæde om og gøre klar til dagens løbetur. Den ni kilometer lange løbetur foregik med en stigning på 350 meter.
Aftenen blev indledt med en hyggelig quiz, hvor værterne blev udfordret af talenterne. De stolte værter vendte sejrrigt i seng.
Bådbroen lagde grund til en overraskende teoritest, der var første punkt på dagsorden for lørdagen.
Grupperne fik udleveret en spand, en rektanglet træplade og en sæk brande, mens de individuelt fik et papkrus og en møtrik. Disse genstande måtte anvendes til dagens anden øvelse. Inden øvelsen gik i gang blev spandene fyldt vha. papkrusene med vand fra søen. Vandet skulle kastes fra to meters afstand fra papkrusene til spanden.
Efterfølgende kørte holdet til Skuggenatten , som er placeret 706 meter over havets overflade, en gruppe valgte at gøre konkurrence ud af turen og løb, mens de resterende måtte tage til takke med gåturen samt de andres tasker. Drengene var opsatte på at tage til byfest, men opgav hurtigt grundet prissatserne. De tog derfor sagen i egen hånd og hyggede med sejlture, bål, taler og historier.
Udkørte og trætte talenter og talentchef vendte søndag hjemad efter en mindeværdig tur.