Jans Corner: Når teori bliver til virkelighed

Det var så den fodboldferie – i weekenden går det som bekendt løs med Superligaen igen, og de europæiske kvalifikationskampe styrter også afsted med tungen ud af halsen uge for uge. Så der er god lejlighed til at få ryddet lidt op på hylderne, inden der kommer nye situationer til. Lad mig starte med endnu et af de tilfælde, jeg elsker som instruktør – om ikke andet, så fordi hævnens time er kommet for endnu én af de teorisituationer, som pludselig dumper ned fra himlen. Denne har jeg heller ikke tal på, hvor mange gange jeg har stillet som led i diverse tests og blevet mødt med himmelvendte øjne i to omgange. Første gang, fordi jeg overhovedet kan driste mig til at stille spørgsmålet – anden gang, når der er svaret forkert, og man skal prøve at redde æren. Typisk med bemærkninger som ‘Det sker jo aldrig’ og ‘Det kunne jeg aldrig finde på’. Meget vel – men pludselig er ‘once in a lifetime’-situationen der, og så må man håbe, at der gribes rigtigt. Ikke så meget af hensyn til øvrige aktører, for de ved det såmænd for størstedelens vedkommende heller ikke – men af hensyn til en korrekt afvikling og for at undgå protestsager. For vær sikker på, at der nok skal være en enkelt venlig sjæl, der rejser spørgsmålet. ‘Det sker jo aldrig’ – nej, men det gjorde det så alligevel: i dette tilfælde ved U/19-EM i Georgien.

Vi er i den indledende gruppe, hvor Portugal møder Tjekkiet. Stillingen er 2-1 til Portugal, og da uret står på 89 minutter, presser Tjekkiet. Alligevel kommer der en omstilling til Portugal, men angriberen er løbet i en offside-position et par meter inde på Tjekkiets banehalvdel. Det vinkes og fløjtes ganske planmæssigt, og Tjekkiet gør klar til at tage frisparket – men så skal der lige foretages en udskiftning, så der går et halvt minuts tid, før frisparket kan effektueres, hvilket åbenbart ikke er godt for koncentrationen hos alle. Sparkeren ser, at Portugals målmand er helt ude på kanten af målfeltet, så han tager chancen og fyrer en ballonbold afsted. Målmanden opfatter faren for sent og må pludselig løbe meget hurtigt baglæns, men resultatet bliver, at både bold og sprællende målmand ender inde i målet, uden at andre har rørt bolden.

Vild jubel hos spillere og bænk over udligningen, og det får man lov til at juble over et lille halvt minut, inden det dæmrer for dommeren, at frisparket jo er indirekte, og bolden skal røre en anden spiller, for at der kan dømmes mål. Så efter lidt palaver og lidt halvhjertede protester dømmes målspark (og kampen ender 2-1 til Portugal). Det lyder jo umiddelbart ret tilforladeligt og efter bogen, selv om den kunstneriske udførelse kunne have været kønnere. Men pointen er, at dommeren på intet tidspunkt har haft armen i vejret og markeret for, at frisparket er indirekte – hverken da sparket tages, eller da frisparket blev dømt.  Og her har vi det foragtede teorieksempel, som altså ikke var så teoretisk endda, og som der er lovgivet specifikt for. Er der dømt indirekte frispark, og dommeren glemmer at række armen i vejret, skal frisparket tages om, hvis bolden er sparket direkte i mål.

Og hvorfor så det ? Fordi alle parter skal vide, hvilke præmisser  sparket skal tages under. Sparkeren kunne med god ret sige, at han havde sparket under falske forudsætninger, hvis han høvlede bolden direkte i mål, og dommerens arm var nede, selv om frisparket var indirekte. Og omvendt for målmanden: hvorfor skulle han overhovedet ulejlige sig med at gå efter en bold og risikere at komme til at røre den, hvis frisparket var indirekte, men så direkte ud ?  At det er vigtigt, ses også af, at dommerens markering skal blive oppe ganske længe, nemlig indtil sparket er taget, og bolden er rørt af en anden spiller eller er gået ud af spil.  Jeg har selv prøvet en gang i en ungdomskamp for en af de lavere aldersgrupper at se et halvsløjt frispark fra midt på banehalvdelen passere forbi tre-fire forsvarsspillere, som ikke ramte bolden, og endelig forbi målmanden og i mål. Dér var jeg rimelig glad for, at jeg stadig havde armen i vejret, for der var gået rigtig lang tid fra sparket, og indtil bolden lå i mål. Så kampen i Georgien sørgede for, at jeg til næste sæsons teoriaftener igen kan støve den pointe af, at hvis man bare venter længe nok, sker tingene – selv de mest usandsynlige.  Og begge hold endte i øvrigt med at gå videre til semfinalerne.

Der er tid og plads til at runde et af de mere jordnære problemer, som er kommet ind ad flere kanaler. Nogle har bemærket, at det efterhånden snarere er reglen end undtagelsen, at en modspiller stiller sig foran et frispark, så snart det bliver dømt, uanset hvor på banen – med det resultat, at sparket ikke kan afvikles hurtigt. Og det efterfølgende spørgsmål: er der lavet noget om i reglerne (også fordi der sjældent lyder de store indignerede protester fra sparkerens hold) ?

Lad mig starte med at slå fast, at der ikke er ændret på noget som helst i reglerne, og jeg har egentlig heller ikke bemærket, at fænomenet skulle være blevet så meget hyppigere, men sådan er det jo ofte, når et eller andet kommer snigende. Jeg har til gengæld bemærket, at holdene synes at være mindre indstillede på at tage hurtige frispark, end de var før. Om det så er det samme fænomen set fra en anden vinkel, eller det skyldes, at holdene nu oftere end før satser på specialtrænede indlæg eller frisparkskombinationer (eller har en kanonskytte til rådighed), vil jeg ikke kloge mig på. Klart er det imidlertid, at hvis en spiller ved at placere sig foran bolden umuliggør, at et frispark kan tages, skal det koste en advarsel – men lige så klart, at hvis han ikke forhindrer noget som helst, fordi holdet ikke er interesseret i at komme hurtigt i gang, har vi en anden situation. Men jeg lover, at jeg vil have antennerne ude i den kommende tid for at prøve at se, hvad der er op og ned her.

Lad os bare blive lidt ved de hurtige frispark og afstandsregler. Alle spillere kender de 9,15 meters afstand til bolden, indtil den er sat i spil. At de så undertiden har lidt forskellige indre målebånd med på banen, er en anden historie. Det hurtige frispark betyder, at sparkeren ikke nødvendigvis behøver at vente på, at modspillerne kommer 9,15 meter væk – men tager han sparket hurtigt, er det på eget ansvar. Det betyder, at hvis bolden rammer en modspiller, som ikke er 9,15 meter væk, skal spillet fortsætte – og denne modspiller må sågar også gerne foretage sig en bevidst handling ved at hoppe op efter bolden eller stikke foden ud efter den, når den kommer forbi. Det sidste er igen et af de tilfælde, hvor man kan fange en god del spillere og trænere (og desværre også nogle dommere) i ukendskab til lige det regelhjørne. Det er helt legalt at prøve at erobre den bold – det er sparkeren, der har valgt at tage en chance ved ikke at afvente, af afstandsreglen blev opfyldt. Til gengæld må modspilleren ikke bevæge sig frem mod bolden for at forsøge at erobre den, når den sparkes. Her er vi tilbage i tilfældet med det indirekte frispark i starten – alle skal vide, hvilke forudsætninger dette spark tages under – men det er ikke noget krav, at modspillere høfligt skal lade bolden passere forbi sig, når den kommer. Det ulovlige forsøg på at erobre bolden indbringer en advarsel. Den anden side af mønten er, at en spiller ikke må tage et hurtigt frispark, når først dommeren har bestemt sig for at skridte afstanden ud og få forsvarsspillerne væk. Enten-eller. Det er også derfor, at man ofte ser dommeren vise sparkeren sin fløjte. Den ved han forhåbentlig godt, at dommeren har – men idéen er, at sparkeren skal vente, indtil afstanden er OK og fløjten lyder.

Den sidste krølle er, at hvis spilleren alligevel sparker, før han har fået lov til det, koster det en advarsel for usportslig opførsel (han har jo fået besked på at vente) – og hvis han gør det to gange, bliver han vist ud, som en Lyngby-spiller på smertelig vis erfarede for et par år siden, da han gjorde det to gange på 30 sekunder. Det gav en del tummel i medierne om dommerens manglende fingerspidsfornemmelse – men dommeren har ikke noget valg, for den advarsel er direkte foreskrevet i loven, og der er ikke noget skøn, der skal udøves her – handlingen er åbenbar for alle.