Jans Corner: Tidsbegrænsede udvisninger

Det er fristende at tage tråden op fra sidste uges tur rundt i videodommerens velsignelser og forbandelser ved at nævne, at han også stjal fokus i Confederations Cup-finalen. Set hjemme fra lænestolen kunne Chiles Jaras albue på Tysklands Werner sagtens have båret et rødt kort – men dommeren valgte at nøjes med gult. Men OK: det viser endnu engang, at videodommeren på ingen måde er garanti for, at vi undgår diskussioner bagefter. Under alle omstændigheder er det nok også en af de episoder, som vil få en fremtrædende plads i evalueringen af eksperimentet. Og som nævnt i sidste uge: lad os endelig få så mange ‘spændende’ situationer som muligt her i forsøgsfasen, så der om muligt kan blive taget højde for dem i det endelige regelsæt.

Nu har videodommeren jo stjålet en del opmærksomhed, men der har faktisk også været andre forsøg i spil under de seneste ugers slutrunder. Confederations Cup bød også på nyskabelsen med en fjerde udskiftningsmulighed, hvis en kamp går i forlænget spilletid. Det har været et af de ønsker, som trænerne har bragt frem fra tid til anden, og det er – synes jeg – svært at indvende ret meget imod det. Selvfølgelig kan det anvendes taktisk, men nok så meget er det et forsøg på at sikre en rimelig sportslig afvikling af noget, der i sagens natur er en tæt affære, når der har skullet ekstratid til. Det ville være forbandet ærgerligt, hvis det ene hold i den afgørende fase skulle ende med 10 mand på banen på grund af en skade, og alle tre udskiftningsmuligheder var brugt.

Skulle den forlængede spilletid slutte uafgjort, går man jo til straffespark, og her prøvekørte man ved U/19-EM en ny måde at afvikle straffesparkskonkurrencen på. I stedet for den traditionelle, hvor det ene hold hele tiden sparker før det andet (ABAB…), forsøgte man sig med ABBA-princippet, hvor det ene hold starter med et enkelt spark, men hvor man derefter tager to spark ad gangen. Samme princip, som man kender fra tiebreak i tennis. Der er gennem tiderne skrevet lange artikler om, hvad der mon var den største fordel: at sparke først eller sidst. Presset ligger i den traditionelle udgave konstant på hold B, og helt uvidenskabeligt er det også min fornemmelse, at det i de fleste tilfælde er det først sparkende hold, der trækker det længste strå, hvis de vel at mærke kommer godt fra start. Presset bliver på ingen måde mindre på de enkelte skytter, men idéen med ABBA-princippet er at fordele dette pres nogenlunde ligeligt på de to hold. Det er selvfølgelig udviklingen i straffesparkskonkurrencen, der i sidste ende afgør, hvordan presset fordeles, men på papiret ser det interessant ud.

I dagens fysiske postkasse lå en lille pamflet fra IFAB om de overvejelser, som man under overskriften ‘Play Fair’ gør sig. Strategien (som dækker årene 2017-2022) er baseret på tre principper: at forbedre spillernes opførsel og bringe respekt i fokus; at få mere effektiv spilletid; og at gøre spillet mere tiltrækkende og fair. Der er både tiltag, som kan implementeres uden regelændringer; nogle, der kan afprøves i kontrollerede forsøg – og så er der ting til diskussion. Det kunne meget vel være, at det dukker op i små doser på denne plads fra tid til anden.

Men som nævnt for et par uger siden skal vi en tur omkring de tidsbegrænsede udvisninger, som vi herhjemme lystigt har praktiseret i breddekampe siden engeng i midtfirserne (det blev ikke indført på samme tid over hele landet, så jeg kaster mig ikke ud i årstalsgymnastik). Nu har vi også fået lov til det, eftersom IFAB i årets lovbog har skrevet ind, at de nationale forbund kan give tilladelse til, at tidsbegrænsede udvisninger anvendes i bredde-, ungdoms- og handicapkampe. Det er en stille revolution, for jeg har hverken tal på de gange, hvor punktet har været oppe at vende på IFABs årlige møder – eller de timer, som jeg i 3. halvleg har brugt i udlandet på at argumentere for idéen og for, hvor glimrende det fungerede i Danmark, også over for nogle af d’herrer med bredstribede skuldre. De senere år er der kommet andre lande til, og nu er vi der altså. Inden for de seneste to år er to af de særregler, som kendetegner breddefodbolden herhjemme – fri udskiftning og tidsbegrænsede udvisninger – nu landet i lovbogen som fuldt ud accepterede tiltag.

Idéen bag den tidsbegrænsede udvisning er simpel nok: straffen skal afsones her og nu med kontant afregning, således at en advarsel udløser 10 minutters udvisning, som kommer modstanderholdet i den aktuelle kamp til gavn – og ikke modstanderen næste søndag, hvor spilleren måske har samlet karantænepoints nok sammen til at sidde udenfor.

Med tilladelsen fra IFAB følger også en ramme og et sæt retningslinjer, som de nationale forbund skal holde sig indenfor, hvis de vælger at indføre tidsbegrænsede udvisninger. Det virker også fair nok, så ikke alle lande styrter i hver sin retning, og regelsættet svarer på to undtagelser nær til det, som vi har kørt efter herhjemme. Udvisningsperioden skal stadig regnes fra det øjeblik, hvor spillet sættes i gang igen, efter at advarslen er tildelt – og den tid, som dommeren lægger til i løbet af udvisningsperioden, skal også lægges oven i spillerens straf. Det er en af de ting, som kan gøre trænere helt gasblå i ansigterne, for de timer naturligvis også de 10 minutter – men det er logisk nok. Man kunne tænke sig, at en spiller bliver tidsbegrænset udvist, og 30 sekunder efter brækker en anden spiller benet, hvorefter man må vente et kvarter på, at ambulancen kommer til og kan flytte ham. Skulle den udviste spiller så kunne komme ind igen ? Al logik siger nej. En tidsbegrænset udvist spiller må også gerne deltage i en eventuel straffesparkskonkurrence, selv om den starter inden for de 10 minutter. Så langt, så godt – og intet nyt i det.

Det nye – og her skal vi til at tænke anderledes – er for det første, at spilleren må komme ind igen efter dommerens tilladelse, mens spillet er i gang, helt på linje med en skadet spiller. Hidtil har vi prædiket ‘ved næste spilstop’. I praksis vil det næppe gøre den store forskel, for under spillet har dommeren jo andet at gøre end at løbe og holde øje med sekundviseren. Så lur mig, om ikke det i langt de fleste tilfælde alligevel bliver ved næste spilstop. Den anden afvigelse rammer dybere. En spiller, som pådrager sig to tidsbegrænsede udvisninger i samme kamp, bliver godt nok udvist med rødt kort, men må erstattes efter udløbet af sin anden udvisningsperiode. Hidtil har vi sagt, at et rødt kort er et rødt kort, og holdet må spille videre med en mand i undertal – men nu må man altså skifte en anden spiller ind efter de 10 minutter. IFABs argument er, at straffen jo er udstået ved udløbet af de 10 minutter, og derfor må spilleren erstattes. Man ville kunne argumentere begge veje – men nu er det altså sådan, at det er, og det vænner alle parter sig nok til efter et par spillerunder. Dette var under forudsætning af, at spilleren havde udstået sin første tidsbegrænsede udvisningsperiode, var på banen igen, og nu fik nummer to. Hvis han derimod under sin første udvisningsperiode har held til at pådrage sig advarsel nr. 2, f.eks. ved at brokke sig, vil det tælle som et direkte rødt kort (fordi spilleren endnu ikke er kommet fri af den første periode), og så er der ingen kære mor for holdet, der må spille videre med en mand i undertal resten af kampen.

Erfaringsmæssigt giver sådan nogle ændringer god trafik på mailen, og det har der også været hos både mine kolleger og mig. Vi skal nok være glade for, at de fleste kabler nu er gravet ned, for ellers ville de små spurve have fået rødglødende fødder. Vi er også blevet spugt om den klassiske situation, hvor en spiller i en breddekamp begår en forseelse til en advarsel, dommeren benytter fordelsreglen, og inden spillets afbrydelse begår spilleren endnu en advarselsforseelse. Han skal ud – men må han erstattes ? Og svaret er nej – det tæller som et helt almindeligt rødt kort.

Som sagt: alt nyt kræver lige lidt tilvænning, og efter få runder tænker ingen forhåbentlig på, at det nogensinde har været anderledes. Under alle omstændigheder er der ikke så meget at rafle om – vil vi i Danmark køre med tidsbegrænsede udvisninger, skal det ske inden for de rammer, som IFAB har sat.