Jans Corner: En kamp til historiebøgerne

Deadlines er noget mærkeligt noget. Hjemme over skrivebordet hænger en tegning af ’deadline-djævelen’ – en uhyggeligt udseende troldeagtig skabning, som står med en kroget klolignende finger og hugtænderne fremme bag skrivebordsstolen og en sagesløs person, som tamper løs i tastaturet. Deadline i sidste uge forhindrede akkurat, at jeg som resten af verden kunne tage fat på Barcelona–PSG-kampen. På den anden side beviste det, som nåede at komme med før deadline – scoringsjubel – sin aktualitet allerede selvsamme fredag aften i hundeslagsmålet mellem Randers FC og AGF. Det lykkedes kampens spiller Jonas Bager at gå fra helt til skurk i løbet af ganske få minutter, da han pådrog sig to advarsler. Den sidste i forbindelse med det straffespark, som skaffede AGF en sen udligning – og den første i forbindelse med scoringsjubelen ved føringsmålet kort forinden. Bager valgte som den eneste at juble ud mod AGFs medrejsende fans, og det var akkurat et af de nævnte eksempler, som er no go. Dels fordi det er usportsligt, men mest af hensyn til sikkerheden. Bager var mandfolk nok til bagefter at sige, at det anede han ikke, at man kunne få gult kort for. Hatten af for det – men så er det ligesom lært på den hårde måde. Seneste danske tilfælde med en lignende indrømmelse går nok tilbage til dengang Mohamed Zidan i sin FC Midtjylland-tid på smertelig vis opdagede, at man også godt kan få tildelt et rødt kort for at svine dommeren i spillergangen efter kampen og før omklædning.

Men til Barcelona-kampen – og ikke mange ord om to af de mere interessante tiltag, som er fremgået af pressen siden kampen. En underskriftsindsamling på nettet med krav om ny kamp (i weekenden havde den samlet omkring 200.000 underskrifter), og så en officiel henvendelse fra Paris med en klage over dommeren baseret på 15 nærmere definerede situationer. Aviser har også kunnet berette, at dommeren enten var blevet eller ville blive lagt på is som følge af sine afgørelser. Det er der sådan set ikke noget sensationelt i: ligesom spillere og trænere er dommere ikke bedre end deres seneste kamp og kan som rutine blive sat af holdet i kortere eller længere tid eller sat til mindre profileret arbejde.

Meget kunne nævnes fra kampen – men jeg bliver ved to situationer: det straffespark for hands, som PSG gerne ville have – og det, som Barcelona fik lige efter pausen. De er lovmæssigt ret så interessante. Suarez forbigår jeg i næsten-tavshed: den situation er nemlig ikke så spændende, men er direkte og oplagt fusk fra spillerens side og burde have indbragt gult kort nr. 2.

Hands-situationen opstår, efter at Draxler fra venstre side vil sende en flad bold ind i Barcelonas felt. Mascherano er gået ned for at tackle, og bolden rammer venstre arm, således at den aldrig når frem til sit bestemmelsessted. Det springende punkt er, om forsvareren har sin arm dér, fordi han ønsker at gøre sig ekstra høj eller bred og dermed fylde mere, for så rangerer det lovteknisk som en forsætlig handling og skal give straffespark. En af de helt store trends er, at forsvarere, når de glider frem, sørger for at lade armen hænge strakt bagved sig, således at der er større chance for at blokere. Det kan se meget uskyldigt ud, men der er spillere, der har perfektioneret dette lille greb og har det som regelmæssig spillefacon. Det er en risikabel leg at begive sig ud i, for ved kontakt skal der som sagt dømmes straffespark, uanset at det er bolden, der rammer hånden, eftersom spilleren forsøger at gøre sig større. Er det så det tilfælde, som vi er ude i her ?

Afgjort i det grå område, men efter min overbevisning nej. Armen er godt nok ude fra kroppen, men i balanceøjemed og tæt på jorden – ikke overdrevent ude og på ingen måde strakt. Ingen spillere kaster sig ned med armen under sig, så min første indskydelse var, at dette er inden for det tilladte. Netop fordi hands er det helt store tema i disse år, checkede jeg højere oppe i systemet, og det er også UEFAs opfattelse, at denne hands lovteknisk er uforsætlig. Som bonusinfo fik jeg så, at hvis bolden havde ramt spillerens anden arm, som svæver godt og grundigt over kroppen, havde det været en ganske anden sag.

Den anden situation er om muligt endnu mere tricky. Det er straffesparket til Barcelona i starten af 2. halvleg, hvor Neymar er på vej igennem i venstre side, og hvor den jagtende Meunier falder, glider videre og får kontakt med Neymar, som går omkuld i feltet. Dommeren vinker først afværgende og indikerer målspark, da kendelsen ændres til et straffespark, uden tvivl foranlediget af mållinjedommeren. I øvrigt ganske interessant, at man gerne vil have de rigtige kendelser på bundlinjen, og at mållinjedommerens berettigelse ofte af udenforstående drages i tvivl – og når han så går ind og synligt påvirker en kendelse, er det også galt, og man begynder at måle vinkler på, hvem der kan se bedst og mest. Vi skal se på, om kontakten mellem den faldende forsvarer og Neymar er forsætlig. Hvis han bare falder og glider ind i angriberen, er det lovteknisk et tilfældigt sammenstød, og så er der målspark. Er der et element af noget ekstra handling ’med vilje’ hos den faldende forsvarer før kontakten, er der straffespark. Det er en situation, som man kan se på så længe, at man kan få firkantede øjne. Ingen tvivl om, at forsvarsspillerens snublen som udgangspunkt er tilfældig nok. Jeg abonnerer ikke på teorien om, at han falder med vilje for at kunne fælde angriberen. Til gengæld synes jeg heller ikke, at han gør noget som helst for at undgå kontakten, men vel snarere styrer sin faldende krop et par grader mod angriberen, ligesom der er en bevægelse i venstre arm, som ikke bare ligner en fald-bevægelse, men har et andet formål. I sidste ende falder Neymar nærmest over forsvarerens hoved, mens der er kontakt med lidt af hvert. Teknisk set er det et benspænd med kroppen, og jeg synes selv, at der kommer nok forsætlige træk ind i det uforsætlige fald til, at straffesparket kan forsvares. Er det forkert, er det i hvert fald ikke noget åbenlyst justitsmord. Dommerens salg af situationen med markeringen for målsparket først er til gengæld ikke noget at skrive hjem om – han skal selvfølgelig vente det ene sekund, til han har hørt fra mållinjedommeren, men nu skal vi jo ikke vurdere det kunstneriske indtryk, men rigtigheden af kendelsen. Ved Suarez-straffesparket tager dommeren også afgørelsen selv først – og her synes jeg, at mållinjedommeren i den bedste af alle verdener kunne have reddet ham, for han har en bedre vinkel. Men sådan er der så meget.

Suarezs handling har også nogle steder rejst spørgsmålet, om film bliver straffet for blidt med et gult kort. Hvis vi ser bort fra det rent moralske aspekt, at man som fodboldspiller burde holde sig for god til at snyde, kan man sagtens have sympati for en strengere straf. Konsekvenserne af en angribers skuespil kan jo være lige så vidtrækkende for kampens resultat som de tilfælde, hvor en forsvarer saver en angriber midt over eller berøver en oplagt scoringsmulighed. Så ud fra den betragtning kunne man godt plædere for et rødt kort. Ingen er blevet såret på andet end stoltheden – men det er stadig en usportslig svinestreg. Man skal nok bare have et enkelt aspekt mere med: nemlig at film er noget af det mest hundesvære for dommeren at vurdere, specielt i de tilfælde, hvor der vitterlig er en kontakt, men hvor den bare bliver overdrevet. Lad os lege med den situation, at en angriber er på vej igennem med frit løb mod mål. Forsvareren har minimal kropskontakt med ham, og den udnytter angriberen til fulde ved at gå omkuld. Udelukker vi et tilfældigt sammenstød, vil dommerens valg så stå mellem at udvise forsvareren for berøven af oplagt scoringsmulighed – eller udvise angriberen for film. Det er godt nok en grim afgørelse at skulle træffe på noget, der som oftest er et hårfint skøn (for det er de færreste, der gør det så eklatant som Suarez og slipper godt fra det). Vel skal man ikke sky problemerne, men det er et voldsomt ansvar at lægge på dommeren, også fordi selv videooptagelser ofte ikke giver svaret (eller endnu værre: modstridende svar). Så er det trods alt knap så skelsættende at hive et gult kort op af lommen.