Aktiviteter

05.03.2015

Talentmøde talentprogram talent
Lars Gerner under sit oplæg for talenterne.

Torsdag den 5. marts afholdte Talentprogrammet et såkaldt talentmøde for talenter og mentorer. Dette skete i Business Danmarks glimrende lokaler. Og mødets første punkt var til at overskue, da de fremmødte blev budt på en sandwich.

Herefter gik mødet for alvor i gang startende med Kasper Darfelt fra DBU Københavns bestyrelse. Udover at Kasper er en fast del af arbejdet omkring Talentprogrammet, har han også siddet i et arbejdsudvalg, der har diskuteret muligheden for at lave et nationalt talentprogram. Det nationale talentprogram skal være for dommere før de kommer på talentdommer 3 (Lyngby-kurset og efterfølgende forløb i DBUs talentdommergruppe). Endnu er det dog uvist hvordan formen på talentprogrammet bliver, herunder hvor mange talenter der bliver plads til, om man vil medtage talenter fra de laveste lokale rækker og meget andet. Det der dog kunne siges var, at det højst sandsynligt kommer.

I elitedommernes honoraraftale blev der således også nævnt en fast track ordning, hvor der skal spottes talenter og få dem hurtigere gennem rækkerne, hvilket man kan formode at det nationale talentprogram for noget med at gøre. På nuværende tidspunkt er status, at der er nedsat et nyt arbejdsudvalg i DBU, der skal finde ud af hvordan talentprogrammets endelige form skal være. Talentprogrammet fortsætter i mellemtiden som det har gjort indtil nu, med de samme ressourcer som tidligere. Når først formen på det nationale talentprogram bliver offentliggjort, vil KFD undersøge om der skal laves et KFD talentprogram ved siden af det nationale. Formand for KFD Ruben, der var til stede da han er mentor, meldte i hvert fald klart ud, at det var KFDs bestyrelses klare holdning at ingen talenter måtte blive tabt ved overgangen til et nationalt talentprogram.

Efter dette indlæg fra Kasper, fortsatte Lars Gerner med et oplæg om året 2014 og om forventninger til året 2015. Der blev budt velkommen til de nyeste medlemmer af Talentdommergruppen Oliver og Mostafa. Herudover talte Lars om forventninger til talenternes arbejde, oplyste om afskaffelsen af karakterer og kunne også fortælle at der på nuværende tidspunkt var taget kontakt til DBU Københavns kontor, så han ville blive påsat som udvikler i en kamp hos så mange af talenterne som muligt.

Talentmøde talentprogram talent Peter Munch Larsen
Peter Munch Larsen forklarer om sin vej til 2. division.

Efter Lars’ oplæg fortsatte mødet med dagens gæst, den nyoprykkede 2. divisionsdommer Peter Munch Larsen. Peter lavede et oplæg om sin vej til 2. division, og kunne især give et dybdegående indblik i de forventninger og krav der er til dommere på eliteniveau. Udover dette kunne Peter fortælle, hvad han selv har skulle arbejde med og hvordan han har oplevet arbejdet i to forskellige talentprogrammer, samt arbejdet med sig selv. Kort sagt gav Peters oplæg en god ide om, hvad det kræves at tage skridtet fra breddedommer til elitedommer og kom med budskabet, at man lige så godt kan komme i gang med det samme, så man ikke skal lægge alle mulige vaner om, når først man befinder sig i elitedommernes søgelys. Efter Peter var færdig var der rig mulighed for talenterne til at stille spørgsmål til Peter, hvilket der også blev gjort.

På det næstsidste punkt på mødet skulle talenterne dele et udviklingspunkt de lige nu har fokus på. I forlængelse af dette blev der fra de fremmødte mentorer givet lidt råd til nogle af dem, og der blev i det hele taget lagt op til, at man ikke følte sig bundet til sin mentor, så man ikke søgte hjælp hos andre dommere eller hos hinanden. Der blev blandt andet foreslået at man tog ud og så en dommer dømme, hvis denne dommer var særligt god til et område, man selv skulle blive bedre til.

Til sidst blev der samlet op på hele mødet, hvorefter talenterne fik en snak med deres mentorer, samt fik evalueret hvordan det stod til med kendskabet til fodboldloven hos Lars. Alle talenter havde nemlig uanset indrangering fået lov til, at komme til teoritest da denne blev afviklet.

————————————————————————————————

25.08.2014

Sommeren har budt på to gode nyheder. Daniel den Dulk, som er relativt ny i KFD, er blevet optaget i talentprogrammet. Gruppen glæder sig til at arbejde med Daniel, der allerede har vist stort engagement. Derudover har Jonathan Bak Dragsted vist flaget flot på Lyngbykurset og er udtaget til DBU’s talentprogram, hvilket er et halvt skridt mod en indstilling til divisionen.

————————————————————————————————

09.07.2014

På denne lune sommeraften var talenterne samlet i DBU KBH’s lokaler for at deltage i en tema-workshop om fremtidens linjedommer. Ud over talenterne var to tidligere deltagere, Katrine og Yasin fra henholdsvis kvinde 1. division og herre 2. division, specielt inviteret.

KFD’s toplinjedommer, David Vang Andersen, kørte fysisk træning og koordinationstræning målrettet linjedommere for hele gruppen. På følgende link er en video fra det vindblæste Svanemølleanlæg.

Talentlinjedommer-træning

Aftenen sluttede af med et inspirationsoplæg til stor glæde for deltagerne.

Talenttræning

————————————————————————————————

18.02.2014

Det er ikke kun på banen at talentet skal udfolde sig, men i høj grad også uden for stregerne.  Det fik fem af talentprogrammets medlemmer samt elitedommeren Katrine Stensholm fra kvindernes 1. Division at mærke i kurset vedrørende trioledelse.

Bjarne Nigaard gennemførte den interessante workshop for talenterne, og aftenen startede på den hyggelige Restaurant Sundby Sejl, hvor talenterne for første gang fik at føle, at det ikke kun handler om at dømme og lede spillet godt på banen. Det handler i høj grad også om ledelsen i ens trio, og hvordan man optimerer det i en positiv retning. Begreber som forventningsafstemning, sprogbrug, førstehåndsindtryk og indre tidsplaner blev gennemgået, mens talenterne flittigt indgik i dialogen og noterede ned.

Herefter blev snakken og teorien til virkelighed, og flere skulle for første gang gennemføre en dommerinstruktion. Det blev til seks vidt forskellige instruktioner hvor alt fra den sociale til udførlige administrative stil blev præsenteret.

Alle deltagerne var dog enige om, at det vigtigste ord i en trio er vi-følelsen, for selvom det er dommeren der er i centrum, så skal alle i en trio føle, at de har vis form for indflydelse. Herudover må det sociale element aldrig forglemmes, for det er her relationerne og lysten til at dømme skabes for mange.

————————————————————————————————

30.01.2014

Vi kan med stolthed annoncere, at Jonathan Bak er udtaget som én ud af kun tre dommere i DBU’s Talentdommer 2-forløb, der består af et udvekslingsforløb med England. Jonathan skal både dømme i England og være linjedommer for engelske dommere i Danmark. Stort tillykke til Jonathan med dette første af mange skridt mod en divisionskarriere.

————————————————————————————————

18.11.2013

KFD har indgået et samarbejde med DBU KBH om et samlet københavnsk Talentprogram. Første møde i dette nye setup blev gennemført med inspiration udefra samt oplæg fra en række af de københavnske ressourcer, der er de drivende kræfter i projektet.

Talentchefen introducerede til programmet, og bød velkommen til en række nye talenter og mentorer. Talenterne er tidligere blevet præsenteret her på siden, men også Peter Kjærsgaard-Andersen blev budt pænt velkommen som ny mentor. Peter er flyttet til København og vil gavnligt stille sig til rådighed som mentor ud over sin travle kalender med dommeropgaver i Superligaen.

Dagens eksterne oplægsholder var Superliga-linjedommer Daniel Nørgaard, der ud over sine kampe i Superligaen også er personlig træner og kostvejleder. Daniel fortalte om sit intensive arbejde med kost og træning til stor inspiration for de københavnske talenter.

4

Derudover talte DBU Københavns Vagn Christensen om muligheder og forventninger til talenterne, og beskrev de mange fordele ved et tæt samarbejde mellem KFD og DBU KBH.

6

 

John Holm præsenterede, hvordan talenterne kan bruge ham til teoretisk træning og sparring. Talentprogrammet stiller høje krav til de teoretiske færdigheder. Ligesom den fysiske træning er udgangspunktet, at ingen nogensinde er rykket op ved at være toptrænet teoretisk, men det modsatte kan derimod nemt lade sig gøre: Det kan være en begrænsning for at komme videre i systemet.

1

Ibrahim forklarede de nye talenter, hvordan han selv har arbejdet med logbogen gennem sin talentkarriere. Dette gav mulighed for erfaringsudveksling og gode råd talenter og mentorer imellem.

3

Gerner var sidste mand på scenen. Han fortalte talenterne om sin rolle som talentudvikler. Gode råd om tilgangen til den gode udvikling blev delt, og Gerner kunne med glæde fortælle, at han skal kigge på hvert talent 2 gange om året for at kunne følge deres udvikling og støtte dem bedst.

7

————————————————————————————————

28.10.2013

Tanju Saglam og Krunoslav Brkic indtræder dags dato som talenter i KFD’s Talentprogram. Derudover er Lars Gerner blevet tilknyttet som konsulent og talentudvikler. Planen er, at Gerner skal se talenterne så ofte som muligt ude på banerne.

————————————————————————————————

30.09.2013

Talenterne mødtes på denne lune efterårsaften for at løbe FIFA’s nyeste skud på stammen: Dynamic yoyo test. Efter en bizar omklædning på gaden fra Jonathan Bak blev keglerne blev sat op i Fælledparken, og deltagerne viste endnu engang, at de er i fremragende form. Alle de forbrændte kalorier viste sig dog at blive hældt på igen, da Kristian i anledning af sin fødselsdag (der er talentsamling hvert eneste år på hans fødselsdag, besynderligt nok) havde en helt genial kage med.

Talenter1

talenter2

————————————————————————————————

13.07.2013

Talentprogrammet har gennemgået en større ændring i deltagergruppen. Se den opdaterede liste under “Talenter” her på siden.

————————————————————————————————

29.01.2013

Talentprogrammets nyeste deltager hedder Rüstü Yilmaz. Han er født i 1992 og er pt indrangeret i serie 1. Rüstüs mentor bliver i det første halvår Kenn, og han vil derudover blive indført i talentarbejdet af sin klynge.

————————————————————————————————

24.01.2013

Tidligere topdommer Anders Hermansen besøgte de københavnske talenter en kold januar-torsdag. Anders fortalte om sin karriere med tilhørende op- og nedture, og gav på den lærerige aften talenterne sine bedste råd med på vejen.

Der blev lyttet og lært intenst

————————————————————————————————

20.01.2013

En stor del af talenterne var samlet på en iskold søndag for at konkurrere i de nyopfundne talentlege. En lillebror og en mentor havde også fundet deres vej til arrangementet, der bød på discipliner som fodbold, basketball, hockey, badminton, skumtennis og en besynderlig sport, hvor man fik point, hvis man greb bolden i luften og landede på madrassen. Især i sidstnævnte disciplin gik bølgerne højt, og det lykkedes endda Yasin at lande ved siden af madrassen med en mindre skade i albuen til følge. Han er dog ved godt mod og er klar til elitedommertræningslejren i februar, hvor han er inviteret med som indstillet til divisionen.

2

Et sirligt udformet pointsystem skulle udregne den samlede vinder, hvilket blev ingen ringere end Darko, som overraskede særdeles positivt i basketball(!). Selvsamme basketball viste sig at være lidt af en lovteknisk udfordring. Men det blev løst ved, at Bjørn bare opfandt sine egne regler, efterhånden som de kunne komme ham til gode.

3

Christian Hansen havde taget initiativ til det flotte arrangement, som ud over de fire timers fysisk træning var en super hyggelig dag for talenterne.

1

————————————————————————————————

11.10.2012

Alle de københavnske talenter var samlet til praktisk træning på B93’s baner. Som gæster var Frederiksborg Amts Fodbolddommerklubs talentgruppe, og de deltog helhjertet i de mange forskellige øvelser i dommertekniske standardsituationer. Samlingen var i øvrigt David Nissens første, da han netop er indtrådt i talentprogrammet.

Udendørs træning i forskellige procedurer og scenarier
De nordsjællandske gæster så til under instruktionen til øvelserne

 

————————————————————————————————

27.09.2012

11 talenter fra Talentprogrammet mødte sammen med talentchefen op på den militære forhindringsbane i Værløse for at prøve kræfter med de mange forhindringer. En instruktør gennemgik øvelserne, inden banen blev løbet i to hold som en holdkonkurrence. Til sidste gennemførte alle talenterne banen på individuel tider, som alle kunne være ganske stolte af. Mest af alt var holdet dog stolte af at undgå skader.

————————————————————————————————

26.09.2012

Efter optagelsen af nye talenter var tiden kommet til efterårets opstartsmøde. Kenneth Egeberg havde lånt lokaler, der kunne rumme den store gruppe talenter samt de fremmødte mentorer.

De tre timer fløj afsted med oplæg om mentorsamarbejdet, ernæring, logbogsskrivning, socialt engagement samt erfaringer fra Avedøre-kurset. I pausen var der vejning og fedtprocentmålinger, og derudover blev der også holdt dommerfaglige oplæg og set videoklip fra FCK-OB, som talenterne overværede i maj. Aftenen blev afsluttet med de et møde i de tre klynger, som talenterne er opdelt i.

————————————————————————————————

23.08.2012

Efterårets talentprogram er skudt i gang med samtaler med en række nye ansøgere. Kristian Brkic, Sebastian Aagerup, Christian Iversen og Bjørn Kure kom gennem nåleøjet, og deres profiler her på siden vil blive opdateret snarest. Deltagerne viste allesammen, hvor meget de brænder for dommergerningen, og de får nu muligheden for at vise deres dedikation i talentprogrammet.

Tre nye mentorer er også kommet med på holdet. Lars S. Jensen, Ruben Christensen og Mikkel Frantsen har valgt at give en hånd med, og der er store forhåbninger til deres sparring med talenterne. I øjeblikket arbejdes der på datoer for opstartsmøde samt praktisk træning.

————————————————————————————————

06.05.2012

Udvalgte talenter drog til Parken for at overvære FCK-OB, der blev dømt af Kenn og vinket af blandt andre Darko. Inden kampen fik talenterne mulighed for at se Parkens dommeromklædning og mærke banen på egne fødder. Til næste samling vil deltagerne med udgangspunkt i videoklip fra kampen fremlægge en relevant problemstilling fra kampen.

————————————————————————————————

03.05.2012

Talentprogrammets deltagere havde denne maj-aften arrangeret fællesspisning inden besøget af Pernille W. Bagge – en diætist, som før har rådgivet og undervist dommere i andre talentgrupper på Sjælland. Madlavningen var arrangeret af flere af fyrene, men ikke overraskende viser billedet herunder, hvordan ansvarsfordelingen endte i køkkenet.

Som forberedelse til mødet havde talenterne afleveret oversigt over deres indtag af mad over en længere periode. Diætisten rådgav på baggrund af dette talenterne i alt fra nedbringelse af fedtprocent til kampforberedende mad.

Aftenen blev afsluttet med talenternes oplæg og refleksioner fra HBK-BIF, som blev overværet på stadion i påsken. Oplæggene var dels træning i præsentationsteknik, dels fremlæggelsen af dommerspecifikke overvejelser, som blev diskuteret flittigt med udgangspunkt i videoklip fra kampene.

————————————————————————————————

12.04.2012

Udvalgte talenter tog i Fælledparken for at selvtræne procedurer og kropssprog. Ligesom spillere træner standardsituationer, bør vi dommere også med jævne mellemrum træne vores standardsituationer. På denne forårsdag i Fælledparken testede talenterne hinanden af med en variation af svære situationer.

Hvor beasty kan Jonathan egentlig blive?
Jonathan prøver at dæmpe Ibrahim
Jesper synes, at NU er det nok
Ibrahim med en energisk retningsmarkering
Katrine uddeler en kæmpesviner til Johan
Danny og Ibrahim kontrollerer Jonathans kropsholdning

————————————————————————————————

09.04.2012

Brøndby-HB Køge blev overværet af de københavnske talenter, som var inddelt i grupper med hver deres fokus. Efter kampen mødte talenterne kampens dommer Claus Bo Larsen og fik mulighed for at afklare alle tvivlsspørgsmål. Iagttagelserne samt interviewet af Claus Bo danner grundlag for individuelle præsentationer med talenternes egne refleksioner på næste møde i talentprogrammet.

Københavnske talenter til SL-kamp på vestegnen

 

————————————————————————————————

09.02.2012

Talentprogrammets første samling startede med FIFA’s løbetest, der ikke blev afviklet helt uden problemer. Det viste sig nemlig, at blandingen af bidende kulde og sne gjorde, at Hvidovre Stadions løbebane ikke var farbar. Men det skulle naturligvis ikke hedde sig, at programmets første test skulle aflyses, så talentchefen rekvirerede straks Kenneth Egeberg, Frank Kanlund samt Casper Thorsøe, der beredvilligt trådte til med sneskovl og fejekost og ryddede de problematiske 100 meter på løbebanen. Ja, der foregår teambuilding på mange niveauer!

Den bidende kulde gjorde ikke talenternes indsats ringere

Testen, i form af 6×40 meters sprint og 24×150 meters løb + 50 meters gang, blev afviklet uden dikkedarer, og deltagernes individuelle resultater indgår som en ”før-måling”, som deltagerne i nogle tilfælde skal forbedre for at leve op til de strenge fysiske krav, der stilles til elitedommere.

Nogle af deltagerne i talentprogrammet prøvede FIFA-testens 40-meters sprinter for første gang.

Efterfølgende blev vægt og fedtprocent målt på deltagerne efter den gælde DBU-udregningsmetode, så alle talenternes fysiske data kan følges over tid.

Fedtprocent-målinger er en integreret del af DBU’s talentarbejde og dermed også KFD’s

Aftenen blev sluttet af med et møde, hvor deltagerne blandt andet diskuterede, på hvilke områder de kan vise den kvalitet og seriøsitet, der er krævet af topdommere. Denne liste – samt en række udleverede artikler – dannede grundlag for deltagernes hjemmearbejde, der skal tages op med de respektive mentorer.

Det første møde bar præg af stor arbejdsomhed og gå-på-mod

—————————————————————————————————

31.01.2012

Efter gennemgang af de mange flotte og kvalificerede ansøgninger og efterfølgende samtaler med udvalgte dommere blev 15 københavnske talenter valgt til KFD’s nye talentprogram. På generalforsamlingen blev talenterne og deres mentorer præsenteret.

De nye talenter.

2 Comments

Comments are closed.