Jans Corner: Der sker altid noget i Spanien

Når man ser ud af vinduet – og slår øjnene op til noget bælgmørkt om morgenen – er man ikke i tvivl om, at det er efterårsturneringen, som vi har gang i. Om få dage stiller vi havemøblerne og urene tilbage, og det var så den sommertid.
Men der er endnu en håndfuld runder tilbage i de øverste rækker herhjemme og i de europæiske turneringer, før vinterhiet kalder. Og så er der naturligvis de lande, som bare spiller igennem, eventuelt med en kortere juleferie. At der er køligere tider på vej, oplevede jeg selv som en noget brat overgang fra en Europa League-kamp i Rom sent torsdag aften, hvor jakke og slips var nok til at holde varmen – og til en forblæst og regnfuld omgang i Lyngby lørdag eftermiddag, hvor temperaturen ikke var meget over de 6 grader (uden at der er indregnet chill-faktor). Men det var to gode kampe, hver på deres måde – og så kan man jo lære at tage tøj nok på næste gang.

La Liga i Spanien er altid god for et par situationer hver runde. Når der er tid til det, hygger jeg mig vældig godt ved at se et par af de (for mig) mere ukendte hold i TV, for det er ikke altid i storkampene, at de rigtig kontroversielle ting kommer. Men i den forgangne weekend var det opgøret mellem Valencia og Barcelona, der løb med overskrifter, og det var også en meget afvekslende og omskiftelig affære med en dramatisk sidste øjebliks-afgørelse og de obligatoriske eder og forbandelser mod dommeren bagefter. Specielt fra Valencia-side lød der nogle ting, som ville have kostet kassen og karantæner, hvis det var foregået i et andet land, f.eks. England, men så ringe kan dommeren nu heller ikke generelt være, for det var samme mand, der dømte Danmark og Montenegro for et par uger siden. Meget kan man sige om den kamp, men hans skyld var det i hvert fald ikke…

Specielt to situationer gav aktivitet på diverse fora bagefter – var Suarez offside ved Barcelonas 1-0 mål ? Og var der virkelig straffe, da han røg omkuld i overtiden, og det derved blev 3-2 til Barcelona ? Da begge situationer faldt ud til fordel for Barcelona, kan man tænke sig til en god del af skriverierne bagefter: alle konspirationsteoriers moder – det er de store hold, der får det hele. Ingen, der ikke selv har løbet rundt derinde på midten på et eller andet niveau, vil tro på, at sådan noget er der ikke tid til at tænke over i kampens hede: dér kommer afgørelserne nærmest reflektorisk til spilleren med enten rød eller grøn trøje uanset klubtilhør. Begynder man først at tænke over det med klubberne, går det helt galt.
Men lad os se på situationerne. Da Messi ved 1-0 målet sparker på mål fra kanten af feltet, er Suarez ganske rigtigt i en offside-position, men det er der jo ikke i sig selv noget galt i. I princippet kan en spiller stå offside i samfulde 90 minutter uden nogensinde at skulle straffes for det – det kræver noget mere. Nemlig at han begår én af de tre mulige offside-forseelser, indvirker på spillet, generer en modspiller eller opnår en fordel af sin offside-position. Det er tre fagudtryk, som ikke bare kan tages for deres pålydende værdi i det almindelige danske sprog, men har en ganske klar definition hægtet på sig. Den første og den sidste kræver begge, at spilleren rører bolden (med en enkelt undtagelse, som vi ikke behøver bruge krudt på ved denne lejlighed), og da Suarez ikke gør det, kan vi nøjes med at koncentrere os om, hvorvidt Suarez i sin offside-position generer en modspiller. Der er lige en enkelt ting mere, som skabte nogen forvirring på diverse fan-fora, hvor nogle begyndte at citere fodboldloven, hvilket i sig selv er prisværdigt, men nogle gange er et citat bare ikke nok – nemlig at spilleren skal ‘deltage aktivt i spillet’, når han begår offside-forseelsen. Det kunne man godt opfatte som, at spilleren skal begå forseelsen med vilje, men det er ikke tilfældet. Faktisk kan alle tre offside-forseelser begås, uden at spilleren egentlig vil det, altså uforsætligt. Eller som én af mine navnkundige forgængere i teorifaget formulerede det: ‘En spiller kan være død (forudsat at dommere ikke har opdaget det) og blive strafbar offside, hvis bolden rammer ham’. At deltage aktivt i spillet betyder blot, at spillerens handling skal have en eller anden praktisk betydning for situationens udvikling – udført med vilje eller ej.

‘Genere en modspiller’ kan man gøre på flere forskellige måder, beskrevet i lovbogen. Den første er ‘forhindre en modspiller i at spille eller kunne spille bolden ved at spærre for hans udsyn eller bevægelser’. Man må heller ikke i en offside-position ‘angribe en modspiller for at erobre bolden’ eller ‘klart forsøge at spille en bold, som er tæt på, og ved den handling påvirke en modspiller’. Endelig må man heller ikke ‘foretage en åbenlys handling, som klart påvirker en modspillers mulighed for at spille bolden’. Det lyder langhåret – og at genere i en offside-position er også den sværeste af de tre stafbarheder at forholde sig til – men vi kan heldigvis nøjes med at se på et par af mulighederne. Da Messi sparker på mål, befinder Suarez sig i offside-position midtvejs mellem målfeltets linje og straffesparkspletten, dvs. en 8-9 meter fra mål. Bolden går først mellem benene på en forsvarsspiller, hvorefter Suarez hopper over bolden, der forsvinder videre ind mod Alves i Valencias mål. Så Suarez hverken angriber for at erobre bolden eller forsøger at spille den – faktisk forsøger han at undgå det, og så har vi allerede halveret antallet af straffemuligheder. Tilbage står at vurdere, om Suarez spærrer udsynet for Alves – eller om han foretager en åbenlys handling, som påvirker Alves mulighed for at redde bolden.

Udsynet først. I gamle dage talte man om ‘synsfelt’, og sådan ét er jo en ret bred størrelse – nu ser man på, om det direkte udsyn til bolden er spærret – altså snarere en skovsti mellem målmandens øjne og bolden end en landevej. Vi befinder os uden tvivl i det grå område her, men jeg vil selv lægge vægt på, at Suarez trods alt er 8-9 meter ude og hverken er den højeste eller bredeste af spillere, så der skal meget til, for at han tager hele udsynet. Er der nogen, der gør det, er det vel snarere forsvareren, hvis ben bolden passerer imellem. Og så springer Suarez over bolden – er den handling nok til at påvirke Alves’ mulighed for at spille den ? Det er mere tricky, men det ser ikke ud til, at Alves bliver forsinket specielt meget i sin reaktion – i modsætning til, hvis Suarez-aktionen havde fikseret ham så meget, at han aldrig var nået ned mod bolden. Så i min bog kan målet sagtens forsvares – vel vidende, at andre dommere og linjedommere kunne have valgt en anden vej, og offside-reglen taler netop om ‘dommerens skøn’. Endelig er det jo sådan, at hvis der er tvivl, skal fordelen komme angriberen til gode. I det virkelige liv vil en situation som denne – om spilleren tager målmandens udsyn eller ej – typisk resultere i, at linjedommeren vil vinke, fordi han ikke har en kinamands chance for fra siden at afgøre vinklen mellem målmand, bold og angriber. Det kan dommeren derimod, så det vil være ham, der skal tage den endelige afgørelse. I disse moderne tider vil linjedommeren måske ikke engang vinke – men det hele blive afhandlet over headsettet i lynhurtig diskretion.

Straffesparket til allersidst: tja, der er ubetinget kontakt og en strakt arm fra en Valencia-forsvarer i nakken på Suarez. Ikke jordens største berøring, og Suarez falder også rimelig let – men man må trods alt stille sig spørgsmålet, hvorfor han går omkuld, hvis der ikke er grund til det. Det er også en ganske pæn chance, hvis han bare fortsætter med bolden under kontrol. Film er vi i hvert fald ikke i nærheden af.

Så to situationer, som ikke er sort/hvide, og som sagtens kan diskuteres – men jeg nægter som sagt at tro på, at udfaldet bliver, som det bliver, fordi det er storholdet og de berømte spillere, der er involveret. Og her ville ikke engang den meget omtalte videodommer gøre en forskel, for det er dommerens subjektive skøn, der afgør – ikke et spørgsmål om vinkler eller objektivt målbare forhold.