Jans Corner: Oplagt scoringsmulighed igen, igen

Af alle de lovændringer, som blev indført i sommer, har ingen haft mere fokus i kommentarer og medier eller fået mere spalteplads end afskaffelsen af den automatiske berømte – mange vil sige berygtede – ‘triple punishment’: straffespark, udvisning og karantæne.
Typisk optrådte den, når en angriber blev berøvet en oplagt scoringsmulighed inde i straffesparksfeltet – og særlig højlydt blev kritikken, når det var målmanden, der begik forseelsen. For han er alt andet lige ofte den sværeste at undvære, og den efterfølgende udskiftning – fordi man jo skal have en målmand – har vendt bunden i vejret på mange taktiske overvejelser, som ellers var gjort før kampen.

Jeg kan sagtens forstå, at denne tredobbelte straf har kunnet bringe sindene i kog. Ikke bare blandt trænere, men så sandelig også blandt folk i dommerverdenen, hvor debatterne virkelig har kunnet holde deltagernes argumentationsevne i god kampform samt både adrenalin og galde lystigt flydende. Hvor meget kan man tillade sig at lave om på reglerne, så det stadig kan genkendes som fodbold, det vi spiller ? I og med at det kun var forseelser i straffesparksfeltet, der udløste den højeste grad af uretfærdighed (som mange hævdede), måtte man, hvis der skulle findes en løsning, nødvendigvis save i den grundpille i fodboldloven, der siger, at en forseelse straffes ens, uanset hvor på banen den begås, hvornår i kampen den begås, og hvem, der begår den. Og det valgte man så at gøre fra den 1. juni.

Først og fremmest skal man vide, at begrebet ‘triple punishment’ ikke nævnes nogen steder i fodboldloven og vel dybest set er et smart management-trick, der skal få fænomenet til at se ekstra uhyrligt ud. Hvem synes, at det er rimeligt at blive straffet tre gange ? Når det er sagt, synes jeg faktisk – skønt oprindelig svoren modstander af at ændre på reglen – at det følsomme kompromis, som man landede på, er lidt af et columbusæg. Man begrænsede ændringen til kun at omhandle berøven af oplagt scoringsmulighed. Man ændrede heller ikke ved kriterierne for, hvornår der foreligger en oplagt scoringsmulighed – dem vender jeg tilbage til.

Så det nye udgangspunkt er, at et straffespark for berøven af oplagt scoringsmulighed skal medføre en advarsel. Punktum – eller måske snarere semikolon, for nu kommer alle undtagelserne. Hvis det sker ved at spille bolden med hånden, er straffen stadig en udvisning. Fint nok – retfærdighedsfølelsen ville nok lide et knæk, hvis forsvareren, som lå vandret på stregen for at redde et mål, slap med en advarsel. Hvis det handler om en holde- eller puffeforseelse, er straffen stadig en udvisning – også fint nok, for hverken hands, holde eller puffe har så meget med fodbold at gøre. Det er, når vi kommer ned til de egentlige redskaber, fødderne, at genialiteten virkelig slår igennem. En tackling, som berøver en oplagt scoringsmulighed, skal stadig give udvisning, hvis spilleren ikke har mulighed for at spille bolden (f.eks. fordi den er for langt væk), eller ikke har viljen til at spille den (udelukkende koncentrerer sig om at få stoppet angriberen uden tanke for bolden). Har tacklingen en karakter, som i sig selv ville berettige til et rødt kort (f.eks. svinestreger som Romas to mod Porto i tirsdags), skal det også falde i fremtiden.
Og hvad bliver der så tilbage ? Faktisk kun de tilfælde, hvor den spiller, som begår forseelsen (som vil være en tackling) forsøgte at spille bolden, havde muligheden for det – men også eller måske udelukkende fik fat i manden. Det kunne være det tilfælde, hvor tacklingen sættes ind, men angriberen i mellemtiden tager et træk, så kontakten bliver med angriberen og ikke bolden. Og det er netop den situation, som målmanden typisk vil være i, når han glider ud for at redde, men mistimer sit indgreb en anelse, så han fælder angriberen. Vi er også nødt til at sige, at målmanden som den eneste kan spænde ben / tackle med hænderne, for ellers ville hans forseelser mod en angriber med hænderne jo automatisk være ovre i afdelingen for at holde eller puffe, og så ville man alligevel ende med udvisningen.

Så den snedigt udtænkte regelændring ser ved første øjekast revolutionerende ud og afskaffer den automatiske tredobbelte straf (så er alle kritikerne glade) – men vil stadig udvise synderen i langt de fleste tilfælde i straffesparksfeltet, og i praksis nok primært beskytte det svageste led, målmanden, mod udvisning som følge af den spillemåde, som er naturlig for ham, i og med at han skal holde sit mål rent for fodbolde. Så er traditionalisterne også glade. De, som ikke er glade, er nok dommerne, for det kan være en giftig, utaknemlig og yderst afgørende vurdering at tage, om spilleren havde mulighed og/eller vilje til at spille bolden. Derfor ventede vi alle spændt på at se, hvilke eksempler det netop afviklede EM ville give os som rettesnor – men ak, der kom ikke nogen.

Alt dette som en meget lang indledning for at nå frem til situationen med Frederik Rønnows udvisning i kampen mellem Panathinaikos og Brøndby. Den har – med rette – fået megen medieomtale. Victor Ibarbo slipper efter et par kontraer fri i venstre side og vil runde Frederik Rønnow, som kaster sig ned, får minimal kontakt med bolden – men efterfølgende også kontakt med Ibarbos ben, som angriberen går omkuld. Resultatet er straffespark og udvisning. At der er straffespark, har ikke mange forsøgt at anfægte, og det er der heller ikke grund til. Uanset at Rønnow rammer bolden, rammer han aktivt også manden, og som tidligere beskrevet her er det at spille bolden ikke en frikendelsesgrund i sig selv. Det interessante er udvisningen, som der har været stort set enstemmighed om at kalde forkert (i hvert fald i Danmark). Og det er svært at være uenig i den vurdering. Når Rønnow i sit dyk rammer bolden, har han i hvert fald haft både viljen og muligheden til at spille den, og så er vi efter kriterierne her allerede henne på advarslen.

Mange har fremhævet, at udvisningen er forkert efter de nye regler. Det er jeg enig i – men det interessante er, at selv efter de gamle regler ville man også kunne hævde, at kendelsen var forkert. Kriterierne for, hvornår der foreligger en oplagt scoringsmulighed, er som nævnt ikke ændret – de er stadig, at dommeren skal se på afstanden til målet, spilretningen, sandsynligheden for at bevare eller opnå kontrol over bolden, samt forsvarsspillernes antal og placering. Vi kan med det samme sætte flueben ved afstanden til målet (tæt på) og spørgsmålet om kontrol over bolden (det har angrebsspilleren). Men i sit træk uden om Rønnow dribler Ibardo i bedste fald direkte til siden og formentlig endda snarere baglæns, så det trækker den anden vej – og driblingen bringer ham direkte ind mod en Brøndby-spiller, som er på vej hjem for at forsvare, ligesom der er endnu en forsvarsspiller med nede og tæt på. Så det er i hvert fald ikke nogen indlysende korrekt oplagt scoringsmulighed, som forsvinder.

Det, som undrer mig allermest i situationen, er hvordan en så rutineret herre kan gå så galt i byen. Dommene i disse sidste kval-kampe er ikke bare kommet op af tombolatromlen, men hører til i UEFAs øverste rangeringslag. Mit bedste bud er, at situationen opstår på en meget hurtig omstilling. Selv om dommeren lykkes med at hænge på, må han spurte så krafitigt, at han ikke har mulighed for at vurdere situationen i ro – og vurderinger i fuld fart har det med at blive fortegnet. Linjedommeren er for langt væk til at være den store hjælp, da det hele sker i modsatte side af feltet – og det er først fra gruppespillet, at mållinjedommerne dukker op. De ville have været rare at have her – så tror jeg personlig ikke, at man var endt, som man gjorde.