Jans Corner: Så er der lovændringer, 1. akt

Der ville ellers være rigeligt af emner i denne uge. I Superligaens sidste runder stod skallerne nærmest i kø – besynderligt, for det er da ikke noget typisk dansk fænomen, men bare for en sikkerheds skyld er en skalle lovmæssigt sidestillet med et slag og betyder direkte udvisning. Den lokale Madrid CL-finale bød på et offside-mål, et tyndt straffespark og en Pepe i sædvanlig konfliktsøgende udgave. Han skal være ualmindelig glad for, at han fik lov til at blive hængende. Og meget mere. Men jeg har jo lovet at komme ind på de lovændringer, som træder i kraft internationalt 1. juni, og som vi vil kunne se i udfoldelse ved EM for første gang. Det skal på alle måder blive spændende.

Generelt kan man sige, at dette er kulminationen på flere års tilløb. Lovbogen er simpelthen blevet kastet op i luften, og alt har været til diskussion. The Board (IFAB) kalder det selv for den største lovrevision nogensinde, dvs siden 1863. En dag ved lejlighed kunne jeg godt tænke mig at diskutere med rette vedkommende, om 1937 ikke var værre på papiret – men jeg husker selv levende 1997, som virkelig satte folk på overarbejde. Teknisk er dette års ændring klart af større kaliber. Så foran mig (og mine to kolleger i DBUs fodboldlovgruppe) ligger der 208 engelske sider og griner og afventer en dansk oversættelse asap. Lovbogen kommer jo kun på FIFAs fire officielle sprog: engelsk, tysk, fransk og spansk (ved tvivlstilfælde er den engelske gældende), så alle vi mindre lande er i den grad på overarbejde hen over sommeren. Så alle bedes bære over – ting kommer så hurtigt, som de overhovedet kan.

Så denne og følgende klumme vil gribe fat i de ændringer, som er mærkbare i praksis (og endda kun de vigtigste af dem). Den almindelige fodboldspiller, -dommer og -tilskuer kan sagtens klare sig med nogle pejlemærker, men de virkelig hårdt ramte er dommerinstruktørerne, hvor de 43 danske kan imødese at skulle revidere deres undervisningsmateriale helt ned til grunden. Lovbogen er totalt omstruktureret og er nok blevet mere læsevenlig (når først man har vænnet sig til det). Der er angiveligt forsvundet 10.000 ord i den engelske udgave; ting er ændret, så de modsvarer det virkelige liv, og det er tydeligt, at IFAB har sat alle sejl til for at give loven et mere nutidigt og brugervenligt præg.

Faktisk synes jeg, at det er lykkedes ganske godt. Det er ikke gjort vold på spillets sjæl, men omvendt er der skruet på nogle hidtil bærende principper. Det er nu langt hen ad vejen gjort med sund fornuft, og således at teorien afspejler praksis i dag. Så hertil er alting jo godt. F.eks. er der nu indføjet, at dommeren ikke blot skal tage hensyn til lovens bogstav, men også spillets ånd. Det har de fleste forhåbentlig gjort hele tiden, men i kommentarerne lægger IFAB ikke skjul på, at man vil deciderede paragrafryttere til livs og dyrke de dommere, som kan forene sund fornuft med lovtekst.

I samme boldgade er en bestemmelse om, at en spiller, som er blevet skadet som følge af en forseelse, som har givet advarsel eller udvisning, må behandles kortvarigt på banen og derefter ikke behøver at forlade den. Rimeligt nok – alt andet vil være dobbelt straf, først at få jævnet spilleren med jorden og dernæst skulle spille 10 mod 11, indtil dommeren vil tillade genindtræden. Eller det nye, at en bold ved frispark eller hjørnespark først er er i spil, når den er sparket og klart bevæger sig (i modsætning til ‘bevæger sig’) – så farvel til diverse hundekunster ved hjørnespark. Vi har også nu langt om længe fået slået fast, at når dommeren lader bolden falde, skal mindst to spillere røre bolden, før et mål kan godkendes. Det gør ikke op med spillernes selvbestaltede Fair Play-princip, men mindsker dog risikoen for ulykker, hvis nogen ikke vil lege med – jfr. Adriano-situationen mellem FCN og Shakhtar i Champions League, som i hvert fald vi danskere stadig husker. Samtidig er det skrevet ind, at dommeren ikke må forsøge at koreografere eller instruere situationen. Perfekt – dommeren har sine skrevne regler, og spillerne har deres uskrevne, og de har intet med hinanden at gøre.

Den ændring, som har trukket de største overskrifter (bortset fra den dybest set betydningsløse, at et begyndelsesspark ikke længere behøver blive sparket fremad – det er det sjældent blevet de seneste mange år), er justeringerne omkring straffen for at berøve en oplagt scoringsmulighed i straffesparksfeltet. Den berømte / berygtede tredobbelte straf (straffespark, udvisning og karantæne), som har delt fodboldvandene i mange år. Det behøver ikke længere give en udvisning, men kan i nogle tilfælde ende med en advarsel.

Det lovnørdet interessante her er, at man piller ved et bærende princip, der går ud på, at en forseelse vurderes ens, uanset HVEM der begår den, HVOR den begås, og HVORNÅR den begås. Nu er inden for / uden for straffesparksfeltet pludselig blevet en parameter.

Når det er sagt, synes jeg egentlig, at man er landet rimelig fornuftigt – omend bestemt ikke på en måde, så livet bliver lettere for dommerne, snarere tværtimod. Og ændringen har i den grad i medier, der har baseret sig på den meget kortfattede pressemeddelelse lige efter IFABs møde i februar, været hypet i retning af, at nu ville man ikke møde straffespark og udvisning længere. Derfor bliver vi i sandhedens og forståelsens interesse nødt til at se på, hvad den fulde lovtekst egentlig siger.

Udgangspunktet ved en berøven-forseelse i straffesparksfeltet er godt nok advarsel, men så kommer der lige en stribe undtagelser. Hvis forseelsen er at holde eller puffe (dvs typisk brug af armene), er straffen fortsat en udvisning. Hvis spilleren ikke har til hensigt at spille bolden eller ikke har mulighed for det, er straffen fortsat en udvisning. Hvis forseelsen i sig selv er til en udvisning, uanset hvor på banen den blev begået (f.eks. slag eller spark), er straffen fortsat en udvisning. Og hvis en spiller berøver en oplagt scoringsmulighed eller et mål ved at stoppe bolden med hånden, er straffen fortsat en udvisning.

Det var hovedreglen (advarsel) og alle undtagelserne (udvisning).Og hvad bliver der så egentlig tilbage til advarsel ? Som jeg ser det kun ét enkelt tilfælde, nemlig det, hvor spilleren har mulighed for at spille bolden med fødderne, også har viljen til at gøre det, men desværre fælder manden i stedet (den langsomme forsvarer). Så det forekommer ikke nær så revolutionerende, som det kunne lyde – men ganske fornuftigt (og er en ekstra sten i dommerens rygsæk). I praksis forudser min krystalkugle, som dog før har haft nogle bygningsfejl, at vi vil se færre målmænd blive udvist for denne type forseelse (og det er måske også dér, at den tredobbelte straf har virket ekstra hård). Målmanden, der kommer glidende ud, hjertens gerne vil have fat i bolden, men nu får manden i stedet, kan i fremtiden nok ofte slippe med en advarsel. Selvfølgelig ikke, hvis han først forsøger at få fat i bolden, og derefter – uanset om han rørte bolden eller ej – selvstændigt fælder manden.

Det bliver umanérlig spændende at se, hvordan dette bliver udmøntet i praksis ved det kommende EM, som bliver verdenspremieren. Man kan tænke sig alle mulige mere eller mindre fantasifulde scenarier. Hidtil har det klart været en fordel at få bremset en oplagt scoringsmulighed uden for straffesparksfeltet, for så kostede det ‘kun’ en udvisning og direkte frispark – vil vi i fremtiden se spillere spekulere i at vente, til man er kommet ind i feltet, så resultatet kan blive et straffespark og en advarsel ?
Jeg fortsætter i næste uge…