Jans Corner: Bestemt ikke for små børn

Man kan godt mærke, at alt begynder at spidse til nu – turneringsafslutningerne i de store ligaer ligger lige for, godt hjulpet på vej af et EM, der gør, at det hele bliver endnu mere sammenpresset. Aktuelt var det Premier League, der fandt sin mester med et par hæsblæsende kampe – om lidt er fokus på Spanien, hvor de sidste runder heller ikke er for folk med sarte nerver, men selv herhjemme synes der at blive skruet lidt op for dramaet.

Kampen mellem United og Leicester søndag blev måske ikke den store fodboldmæssige nydelse, men den havde al den intensitet, der skulle til, og dommerrelevante situationer stod nærmest i kø. I 1. halvleg kunne tingene have set meget anderledes ud, hvis dommeren havde vurderet, at Lingard var blevet bragt til fald af Simpson i deres intense løbeduel ned mod Leicesters mål. Hvis det var blevet vurderet som en ulovlighed, havde der ud over frisparket også ligget et stensikkert rødt kort for berøven af oplagt scoringsmulighed, eftersom der var retning direkte mod mål og ingen andre spillere til at kunne gribe ind. Jeg sank en gang, da jeg så den i naturligt tempo, men gentagelserne bekræftede mit første indtryk, at det var en mand mod mand-duel i fuld fart med den sædvanlige brug af armene for at få kæmpet sig forrest. Duellerne var knivskarpe hele vejen, og til overflod var der et par mulige straffesparkssituationer. Leicesters Mahrez gik omkuld i noget, der i første omgang lignede et tilfældigt sammenstød – der står jo ingen steder skrevet, at forsvarerne ligefrem skal flytte sig og give plads til angriberne. Men på nogle af de efterfølgende vinkler er der en bevægelse i Mojos ben, der måske/måske ikke hjælper til. Umuligt at afgøre med sikkerhed og dybt inde i det grå område. Hvis forsvarerens ben er der først, er der ingen forseelse – hvis benet aktivt vælter angriberen, er der straffespark. Drinkwaters advarsel nr. 2 for en holde-forseelse lige omkring straffesparksfeltets linje er også svær at afgøre ud fra de vinkler, der blev vist. Ingen tvivl om, at det meste af United-angriberen er inde i feltet – men hvor er kontaktstedet, for det er det, der er afgørende ? Har det berøring med linjen, er der straffespark. I det mindste var advarslen klokkeklar og udvisningen dermed også.

Men det ubetinget vildeste i den kamp var nu alligevel Huth og Fellainis infight, før bolden blev sendt ind i feltet. Huth trækker Fellaini i håret (der er også en fair chance for at få fat), og undervejs er der minimum to albueslag bagud fra Fellainis side. For mig to helt klare udvisninger for voldsom adfærd. Spørgsmålet er, hvad man egentlig skulle have gjort ved Huths forseelse, hvis det var den, man valgte at dømme for, og bolden var i spil (det er altid den første af alle forseelserne, der er afgørende) – direkte eller indirekte frispark. Jeg har før været inde på, at fodboldloven ikke har haft fantasi til at forestille sig alt – derfor ville f.eks. Suarez’ bid udgøre noget af en nød at knække for en dommer. På papiret indirekte frispark – men det skulle nok kunne lade sig gøre at få den lempet ind under de ti forseelser , der skal give direkte frispark. Der står heller ingen steder, at man ikke må trække en modspiller i håret – til gengæld er én af de direkte forseelser ‘at holde en modspiller’, og det ville passe smukt, selv om det godt nok er sjældent, at det sker ved håret. Man må ikke håbe, at der har siddet for mange ungdomsspillere og fulgt med og konstateret, at sådan kan man også spille fodbold – og slippe godt fra det.

Intensiteten her skulle man ikke tro kunne overgås uden videre – men det skete så alligevel mandag aften mellem Chelsea og Tottenham, hvor børn og ubefæstede sjæle forhåbentlig var lagt i seng. Der var stort set ikke det, der ikke skete i den kamp, som ikke var nogen stor propaganda for det polerede spil, men til gengæld havde alt i drama og nogle forrygende mål. Det vil være håbløst at gennemgå den kamp i detaljer – jeg har nu alligevel sat en optagelse på af genudsendelsen, for som undervisning i konflikthåndtering kan den nok være interessant. Både hvad man skal gøre, og hvad man ikke skal gøre. Lad mig bare nøjes med at slå fast, at den kamp vist blev afviklet efter sit helt eget regelsæt, som på nogle punkter havde ligheder med fodboldloven – og at der var fælles accept af, at dette den aften var linjen i en åben slagudveksling. 12 advarsler – det kunne have været det dobbelte, og et par direkte røde kort kunne såmænd også have sneget sig ind for nogle af tacklingerne i slutfasen. Og nej, der står heller ikke i fodboldloven, at man ikke må stikke fingeren i (eller omkring) øjet på en modspiller – men der var nok blevet fundet en passende straf, hvis det var blevet registreret. Efter de første fem massekonfrontationer, hvor spillerne løb til fra alle sider, holdt jeg op med at tælle. Den slags skal som minimum koste en advarsel til hvert hold (selvfølgelig ud over den hændelse, som i første omgang gjorde folk sure). Men så havde der nok slet ikke været nogen spillere tilbage til sidst.

I sammenligning med det forekommer et par situationer fra Nordsjælland og Randers ualmindelig blege i sammenligning – men i den ene af dem fik vi i hvert fald bekræftet, at der med stort talent også ofte følger en skyggeside. Emre Mors udvisning for film (2. advarsel) har været genstand for megen snak, og den er også usædvanlig oppe midt på banen – men det står faktisk direkte i loven, at stedet på banen er underordnet. Der bliver i første fase begået et frispark på Mor, ingen tvivl om det, men der køres en fordelsregel – og så kommer situationen med den næste Randers-spiller. Igen er det umuligt at se, om der er en minimal kontakt eller ej – men uanset hvad, bør det ikke kunne fremkalde et sådant fald, når man tænker på, hvordan Mor ellers kan slalomdrible og balancere sig igennem hvad som helst. Når han så oven i købet sætter foden i og trækker den efter sig i faldet, så det kommer til at se voldsommere ud, har han selv bedt om problemerne. Det illustrerer fint dommerens evige skisma. Man skal ubetinget beskytte en spillertype som Mor, der bliver udsat for lidt af hvert, men den første forseelse er ikke større, end at fordelen er klart størst ved at fortsætte. Så virker det nærmest, som om Mor forsøger at tydeliggøre frisparket, så han kan få fordelen trukket tilbage – men man kan altså ikke selv optjene et frispark på den konto. Og hvad der skete på vej fra banen, var der forhåbentlig heller ikke for mange ungdomsspillere, der så – rigtig flot at se, at der var ansvarlige ledere på bænken, der lynhurtigt opfattede situationen og fik ham gelejdet væk.

Det mål, som Randers aldrig fik – tja: ingen kameravinkler fra selve kampen viser, om den bold er i mål eller ej – så skal kameraet stå direkte på linjen, når det handler om så snæver en afgørelse . Viasats computergrafik dagen efter viste, at bolden er inde – vel med én til tre centimeter, når man husker på, at hele bolden skal have sluppet hele stregen og dermed være over 22 centimeter bag den bageste del af stregen. Det er meget. Rigtig ærgerligt, og selvfølgelig skal vi igen have diskussionerne om målkamera eller ej. Inden man kommer alt for langt i den retning, skal man bare huske, at målkameraer til afgørelse af et objektivt kriterium – om en bold har krydset en linje eller ej – er fuldt ud tilladt i fodboldloven, hvis man ellers vil ofre pengene og det godkendte udstyr på det. Hvorimod videooptagelser til støtte for dommerens subjektive skøn er en helt anden historie, hvor forsøg nu skal klarlægge, om det må bruges og under hvilke præmisser.