Jans Corner: Det handler om linjer

I sidste uge slap jeg godt fra at udskyde skriveriet til allersidste sekund onsdag, fordi jeg gerne ville have Barcelona og Atletico Madrid med. Det kunne være ualmindelig fristende at gøre det samme i denne uge, for en pokalsemifinale mellem Brøndby og FCK skulle nok kunne byde på et eller andet. Men af forskellige årsager kan det ikke lade sig gøre, og så må man jo tage, hvad der ellers ligger på fadet. Det er nu heller ikke så ringe endda.

Superligarundens dramatiske og kuriøse højdepunkt kom allerede i fredagskampen mellem FC Nordsjælland og Hobro, da Hobro fik tilkendt et straffespark lidt efter den halve time. Da jeg checkede navne, opdagede jeg – mindst lige så kuriøst – at aviserne ikke kan blive enige om, hvem der egentlig begik det, til trods for, at det er en duel mellem kun to spillere. Der er mindst tre forskellige navne i omløb, men jeg holder med flertallet og siger Emre Mor. I en duel på kanten af Nordsjællands straffesparksfelt vælger Mor at løfte sit ben så højt, at han også rammer hovedet på Jonas Brix-Damborg, der er ved at heade til den samme bold.  Stillbilleder viser, at Mors ene ben er inde i feltet, men det er det andet, som han sparker med – omvendt er begge Brix-Damborgs ben uden for feltet, mens han læner kroppen kraftigt fremover og mod linjen.

Der er tre problemer i det. For det første, om der overhovedet er en forseelse. Det er der næppe tvivl om: der er fin kontakt mellem støvle og hoved, og så er det fuldstændig ligegyldigt, om bolden er blevet spillet eller ej. Der kan heller ikke være nogen tvivl om, hvem det er, der gør situationen farlig: når to spillere går ind fuldstændig samtidig efter den samme bold, og resultatet er farligt, ser man på, hvad der er den naturlige spillemåde. Og med en bold placeret i hovedhøjde er det pudsigt nok at spille den med hovedet, så det er spilleren med det strakte ben, der er synderen. Næste problem er, om frisparket skal være direkte eller indirekte. Mange garvede fodboldspillere vil nok sidestille farligt spil med indirekte frispark – men sådan er det ikke længere og har i øvrigt ikke været det siden 1997. Hvis det farlige spil mod en modspiller medfører en fysisk kontakt, skal der dømmes et direkte frispark. Og det fører os durk over i det tredje problem: er forseelsen inden for eller uden for feltet ?  Uanset hvor størstedelen af de to spillere måtte befinde sig henne, er det kontaktstedet, der er afgørende. Linjerne hører med til de felter, som de afgrænser og må være op til 12 centimeter brede. Så hvis kontaktstedet blot er på den yderste kant af linjen – det vil sige op til 12 centimeter fra dér, hvor det grønne græs i straffesparksfeltet begynder – er forseelsen begået i feltet, og dermed bliver det direkte frispark til et straffespark.

Det mener jeg,  at det er – der er rigeligt at give af – så kendelsen er korrekt nok. Sjældent set – men moralen må være, at man i det hele taget skal lade være med at satse på den måde i straffesparksfeltet. Der var sikkert blevet ballade, selv om forseelsen var begået langt inde i feltet, for det med farligt spil og kontakt er stadig ikke nået helt ud i krogene – men ekstra interessant bliver det selvfølgelig, når det foregår lige omkring linjen.

Festlighederne fortsatte i den grad om søndagen i Premier League-kampen mellem Leicester og West Ham, hvor vi fik alt det drama og rutsjebane, man overhovedet kunne ønske sig.  Det må have været tæt på uudholdeligt, hvis man var fan til den ene eller anden side.Helt efter bogen med en tidlig Leicester-føring og en klokkeklar advarsel til Vardy, som kom alt for sent i en tackling – men så tog tingene fart i 2. halvleg. Vardy tager en stor løbeduel ind i straffesparksfeltet sammen med Ogbonna, og det ender med, at begge ryger omkuld. Hvorefter dommeren dømmer frispark til West Ham og giver 2. advarsel til Vardy for film.  Det fører os til én af fodboldens mest misforståede regler og én af de mest fordomsbefængte: kan man begå film, når der rent faktisk er fysisk kontakt  ?  Og ja, det kan man godt. Selvfølgelig er de mest spektakulære film-situationer dem, hvor spilleren går omkuld uden at være rørt – men så let har dommeren det sjældent. Film – eller ‘forsøge at påvirke dommeren og opnå en uberettiget fordel’, som det så smukt hedder, kan også være,  hvis spilleren f.eks. udnytter en let kontakt og overdriver den, eller hvis han selv opsøger kontakten.

Når man ser situationen fra den modsatte vinkel, kan man se, hvordan Vardy nærmest ikke har fokus på bolden, men kun på modspilleren, og hvordan han afviger fra sin bane og derved opnår kontakten (og falder med brask og bram). Alligevel vil jeg være skeptisk ved at kalde det for film – jeg tror faktisk, at Vardys fald er ægte nok, for godt nok søger han kontakten, men han møder også en modspiller, der er lige så stor og i lige så høj fart, så sammenstødet bliver ret heftigt. Jeg ville have været rigtig godt tilfreds, hvis det var blevet til et frispark til forsvareren (så kan man efter temperament kalde det benspænd eller puf) og så ikke yderligere straf.

Mens dommeren indtil nu egentlig havde haft fint styr på begreberne, begyndte tingene herfra at sejle lidt, og det var ikke altid lige let at se, hvor linjen var. Spillerne gjorde det nu heller ikke let for ham, for de fangede også signalerne og begyndte at lugte blod. Hvorfor får dommeren så problemer – tja, ingen kan jo skære hjernen op på ham og se, hvad han tænker, men jeg ville ikke blive forbavset, hvis han også de næste minutter efter udvisningen har haft situationen liggende i baghovedet og grublet videre over den, for selvfølgelig er han selv klar over, at dette er kontroversielt. Når spillerne ikke kan finde ud af, hvor linjen er, og hvad de må og ikke må, så bliver de forståeligt nok frustrerede, og så avler den ene kontroversielle situation den næste (som dommeren så kan tænke over osv.). Kunsten er virkelig at få kastet situationen væk – for den kan jo ikke ændres alligevel, og det kræver en god del mental træning at kunne gøre det. Vi ender i en hårrejsende afslutning med to straffespark, det sidste dybt inde i tillægstiden – og igen kan de teknisk forsvares, men ikke med det niveau for kropskontakter, som man normalt ser på de britiske øer eller i det hele taget med det niveau, som ellers er blevet kørt i kampen. Lidt i stil med Brasiliens straffespark mod Kroatien i åbningskampen ved sidste VM. Jeg så i hvert fald større straffesparksforseelser i denne kamp end de to, som blev dømt.

At Vardy efter pressebillederne at dømme med sin mimik og gestik mod dommeren efter udvisningen måske er ved at rage sig ud i endnu større problemer, er heldigvis ikke noget, man som dommer skal bekymre sig om, når først indberetningen er skrevet. Det er ikke bare dommeren, der helst skal holde hovedet koldt – det gælder også spillerne. Det vil være lige meget nok, hvis en tvivlsom situation og en uovervejet reaktion skal ende med at koste Leicester det mesterskab, der i den grad ville føles som et frisk pust.

Nogle vil måske have bemærket, at enkelte medier er begyndt at omtale nogle af de nye regler, som træder i kraft til 1. juni. Den nye og totalt gennemreviderede lovbog er i engelsk udgave netop landet på skrivebordet. Det er en børste på 208 sider – så nu skal vi bare have lavet en dansk udgave ud af den. Jeg vender tilbage med de ting, som har praktisk betydning, og som man vil lægge mærke til ude på banerne, men først henne sidst i maj, først i juni – op til EM. Lidt ligesom barndommens jul – ventetiden er det værste…