Jans Corner: Lad julefreden sænke sig – sådan da

Roen er ved at sænke sig – i hvert fald, hvad det fodboldmæssige angår. Mange turneringer er gået ned i kadence, og så er der naturligvis de britiske øer, hvor juletiden traditionelt udgør nærmest et højdepunkt, hvad angår intensitet. Det er en tradition, som man nok nærmest skal være født på øerne, for at man for alvor kan forstå og værdsætte den. Men juledagsfodbold er et ritual på fuldstændig tilsvarende vis, som vi herhjemme har julefrokosten med familien.

Det sammenpressede program, som virkelig kræver sin mand og sit hold, ser virkelig overvældende ud – og det er heller ikke tilfældigt, at man med statistikken i hånd kan argumentere for, at det hold , som slipper bedst ud af det kompakte juleprogam, også ligger rigtig godt for, når mesterskabet skal afgøres i det sene forår. Noget tilsvarende gør sig selvfølgelig gældende omkring nedrykningsslaget.

Som sagt skal man nok være indfødt for til fulde at forstå den sociale betydning af fænomenet, og der kommer også med jævne mellemrum nogle pjevsede-bidske kommentarer fra udenlandske trænere, hvor man går til angreb på det pressede program. Jeg kan i hvert fald huske både Arsene Wenger (som vel ellers efterhånden nærmest må betragtes som indfødt) og Louis van Gaal være ude med riven. Men problemet er, at man forsøger at argumentere logisk med ting som den fysiske belastning ved mange kampe på få dage – og programmet har intet med rationel tænkning at gøre, men derimod med følelser og traditioner. Og de lader sig ikke bare sætte på formel. Folk har altid elsket gladiatorer og superatleter, som kan kæmpe sig igennem et hårdt program – og dette er ingen undtagelse.

Jeg håber, at der bliver stunder til at få fulgt lidt med på TV i juledagene, for det plejer bestemt ikke at være de kedeligste kampe, de bliver afviklet lige her. Så forhåbentlig kan de kampe kaste lidt af sig til skriverier her – for ellers er julen og andre skæve helligdage jo et helvede for en klummeskriver. Der sker ikke så voldsomt meget fagligt, der er rigeligt med andre ting at gøre – og deadlines er også fremrykket, så det hele bliver lidt med tungen ud af halsen. Men forhåbentlig lykkes det altsammen – selv om stoffet kan være begrænset, og det ofte får karakter af opsamling på den ene eller anden måde. Hvad ligger der lige og venter på skrivebordet ?

Jeg har skrevet det før og skriver det gerne igen: klummer som denne lever langt hen ad vejen af spørgsmål og indslag fra læsere. Jeg kan sagtens have mine idéer om, hvad der muligvis kunne interessere – men det flugter ikke altid med det, som virkelig brænder hos læseren, hvad enten det er nogle overvejelser, man har gjort sig i lang tid, et væddemål, som man gerne vil have afgjort – eller noget, som er dukket op under en bedre herrefrokost m/k. Alt er lige velkomment – for jeg vil jo også helst skrive om noget, som folk gider læse.

I indbakken til videre behandling ligger bl.a. en mail fra en mangeårig håndbolddommer, som blandt meget andet har nogle betragtninger om dommernes vilkår med afgørelser på et splitsekund, hvoraf nogle er undskyldelige, mens andre aldrig burde kunne forekomme. Det kan vi slet ikke blive uenige om. Men så er der også et par mere konkrete og yderst relevante regelspørgsmål. I hvert fald er det første noget af det, som også kan gøre mig småophidset, når jeg sidder og følger en kamp på TV. Faktisk vil jeg tillade mig at citere læseren, for det kan jeg ikke selv beskrive bedre:
‘Når man ser fodbold fra det sydlige Europa eller Champions League er der en ting som i den grad kan få mit blod i kog.

Næsten hver gang der fløjtes for frispark på den sidste tredjedel af banen samles 5-6 spillere omkring dommeren for at give deres besyv med, om han skal gøre det ene eller andet. Det forsvarende hold vil have dømt for skuespil, det angribende hold vil have synderen skal have et gult eller helst rødt kort. Det hele tager en uendelighed af tid….selv om dommeren med sine signaler har fortalt hvad han vil. Denne opførsel er en skændsel for selve fodboldspillet. Kan man ikke gennem regelændringer få denne usportslige opførsel fjernet ?’

Jeg sidder også ofte og græmmer mig, og så er det en beskeden trøst, at det faktisk har været meget værre før. For en 3-4 år siden gik UEFA ind og gjorde dette til et regulært fokuspunkt: man ville simpelthen ikke se fænomenet ‘mobbing the referee’ (som man meget passende kaldte det). Det skulle koste en advarsel – og det hjalp faktisk også, i hvert fald i et par år, selv om jeg må indrømme, at pendulet så småt er begyndt at svinge tilbage igen. Som med mange andre ting – og det gælder såmænd ikke bare fodbold, men også almindelige leveregler og omgangsformer – er der med passende mellemrum brug for at bremse op, slå en streg i sandet og minde om, hvordan regler og kutymer er. Fodboldloven er faktisk klar nok – for at citere den danske udgave: ‘En spiller, som gestikulerer eller løber mod dommer/linjedommer for at protestere og derved undergrave dommerens autoritet, skal advares. Det samme gælder spillere, som stimler sammen om dommeren for at forsøge at påvirke ham’.

Alt er samlet under én overskrift ‘Påvirkning af dommeren’, som også omfatter det, som vi populært kalder ‘film’ (hvilket jo også er et forsøg på påvirkning – nemlig at få det til at se ud, som om noget er sket, selv om det ikke er det) – og den spiller, som vifter med et imaginært kort for at fortælle dommerne, at her skal der falde en advarsel . Det skal der også – men ikke nødvendigvis til modspilleren, men til ham, der prøver at puffe til dommerens dømmekraft. I senere tider har vi endda fået endnu et åbenlyst forsøg på påvirkning med – nemlig ved at pege på en storskærmsgengivelse. Og det er her, at jeg rituelt kunne udbringe et ‘død over alle storskærme’, hvis det ikke lige var, fordi de i andre sammenhænge kan være nyttige – og heldigvis giver dommeren ret i ni tilfælde ud af ti (en helt uvidenskabelig påstand).

Jeg er meget enig med læseren i, at spillernes sammenstimlen er én af de ting, som tager tid, er møgirriterende at se på – og aldrig fører til noget. Hvornår har man senest set en dommer ændre en kendelse på grund af protester fra spillerne ? Der er jo en grund til, at han har vurderet, som han har. På den anden side er selve fænomenet jo ikke nyt. Ethvert hold med respekt for sig selv har og havde en spiller, som altid lige skulle hen og stille et par spørgsmål til dommerne på mere eller mindre diplomatisk vis. Så gik der tid, forsvaret kom med hjem osv.. Kim Vilfort, som jeg i øvrigt har stor respekt for på mange områder, ville have været ubestridt danmarksmester på det punkt i sin Brøndby-tid, hvis konkurrencen havde eksisteret som officiel disciplin.

Så det korte svar til læseren er, at lovgrundlaget faktisk allerede er til stede for at straffe de spillere, som stimler sammen. Det sker ikke altid – for så kommer modreaktionen lynhurtigt: hvorfor ikke advare for nogle af de grimme forseelser i stedet for at have de store ører og skride ind over for brok ? Det er en følsom balance, men også efter min smag kunne vi sagtens stramme op igen her.
Et andet spørgsmål fra læseren er, hvorfor man ikke afskaffer offside-reglen – og den gemmer jeg lige en postgang. Der er – synes jeg – gode grunde til ikke at gøre det, men her kan vi komme langt omkring. Lad mig i denne omgang slutte med at ønske læserne en rigtig god jul, med eller uden fodbold. .