Jans Corner: Sneflokke kommer vrimlende

Jeg skal ellers lige love for, at Kong Vinter markerede sig i sidste weekend. Det gik hårdt ud over progammet i 1. division, mens Superligaen slap mere nådigt igennem. Selv havde jeg fornøjelsen af mere eller mindre at sne inde, så da jeg heldigvis ikke var på udegående opgaver søndag, var der i stedet lejlighed til at følge TV-transmissionerne fra Superligakampene og føle med dem, der var ude i kulden og blæsten.

Men måske er det på sin plads at tage én af de gamle travere igen: hvordan er det egentlig med aflysninger på grund af bane- og vejrforhold ? Hvis vi starter med dommerens rolle, så kan han aflyse af to grunde: enten hvis banen er farlig at spille på (dvs. typisk fordi den er frosthård eller glat), eller hvis kampen ikke kan afvikles efter fodboldloven (typisk fordi dommeren ikke kan se linjerne pga. tåge, sne, som dækker dem, regnen har vasket dem væk eller tilsvarende). Ellers skal der rigtig meget til, før at dommeren vil aflyse en kamp på grund af vand, fordi vand normalt ikke vil gøre en bane farlig (så skal der nærmest ligge så meget, at man kan drukne i det). Det bliver sikkert en højst atypisk fodboldkamp, hvor underholdningsværdien vil ligge i alle de forkerte ting – men dommeren kan, i modsætning til hvad mange tror – ikke aflyse eller afbryde en kamp på grund af manglende sportslig berettigelse. Internationalt er det helt fast praksis, at man ved afbrydelse eller aflysning forsøger at få afviklet kampen inden for de kommende 24 timer. Det sker både af hensyn til holdene, men også af hensyn til de fans, som kan være rejst rigtig langt. Nogle husker måske endnu en Champions League-kamp mellem Galatasaray og Juventus for et par år siden, hvor kampen i første omgang efter flere afbrydelser måtte aflyses, fordi linjerne trods heroisk indsats fra kontrollører og frivillige føg til (og banen i øvigt også var blevet ret så glat efterhånden). Kampen blev genoptaget dagen efter, hvor banen var blevet ryddet, og linjerne var blevet sikret. Banen lignede noget, der var løgn, så opkørt var den, det begyndte at sne igen, og det blev en gyselig omgang fodbold. Men banen var ikke farlig, og så fik man afviklet kampen.

Men dommeren er ikke den eneste, der kan aflyse en kamp. Den baneansvarlige kan gå ind og sige, at her skal der ikke spilles fodbold. Det kan f.eks. være, hvis forholdene er sådan, at græsset vil tage så meget skade, at det går ud over kommende kampe. Helt lavpraktisk vil den baneansvarlige i sådanne tilfælde ofte have aflyst, før hold og dommer når frem (eller ideelt overhovedet er taget afsted hjemmefra), og er man nået frem, vil dommeren og den baneansvarlige også ofte stikke hovederne sammen og eventuelt tage holdene med på råd. Men står man i spidssituationen, at den baneansvarlige vil aflyse, og dommeren ikke mener, at banen er farlig, er det stadionmyndigheden, der vinder – det er deres græs.

Hvis vi vender os mod det, der skete i weekenden, var der da et par situationer, der tiltrak sig speciel opmærksomhed. I sidste uge sluttede jeg af med det bizarre indslag mellem Bosnien og Irland, hvor næppe mange kunne se alverden i 2. halvleg. Men dommerne kunne se nok til at afvikle kampen efter fodboldloven, banen var ikke farlig – og så kørte vi igennem.
Ikke mindre bizar var den situation, som opstod i 2. halvleg mellem AGF og Brøndby (hvor banen var blevet ryddet på imponerende vis, så sneen kun lå udenfor og gav nogle specielle oplevelser til de spillere, der landede derude efter kropskontakter tæt på linjen). Det var en situation af en kaliber, så man næppe kunne have udtænkt den på et teoribræt uden at blive udsat for almindelig hån og beskyldninger om verdensfjernhed. Brøndbys Rodolph Austin (som nok må have længtes efter Jamaicas klima lige den søndag) driblede afsted med bolden på AGFs banehalvdel oppe mod midten, ret ugenert, da han pludselig tog bolden op i hænderne og signalerede, at den manglede luft. Tja, forsætlig hands skal jo under normale omstændigheder give et direkte frispark – på den anden side skal dommeren jo afbryde spillet, hvis bolden er blevet defekt, få fat i en ny bold og sætte spillet i gang igen ved at lade bolden falde. Så varerne kan flåes ned af flere hylder her.

Man kunne vælge den pragmatiske tilgang og sige, at Austin jo bare har hjulpet dommeren med at konstatere, at den er gal med bolden – og så lade bolden falde. Den helt regelrette tilgang vil tilsige, at Austin har taget bolden med hånden med vilje, og det må man selvfølgelig ikke – og så skal vi i gang igen med et direkte frispark. Dommeren valgte den sidste variant, og det er fint nok. Næste komplikation er, at Austin i forvejen har en advarsel, og skal han så have nummer to nu for at spille bolden med hånden ? Det var et spørgsmål, som både var oppe at vende i TV og selvfølgelig hos et par AGF’ere, der plæderede for det. Mange mener jo, at der automatisk skal falde en advarsel for forsætlig hands – men det skal der faktisk kun i nogle bestemte tilfælde. Hvis en spiller bruger hånden for at forhindre, at en modspiller erobrer den, eller for at standse et lovende angreb – eller hvis en spiller forsøger at score ved ulovlig brug af hånden. Endelig kan handlingen i sig selv være så usportslig, at det er brokkassen ‘usportslig opførsel’, som vi skal have fat i. Ingen af delene kan vi bruge her – det er Austins bold, og han forsøger ikke med sin handling at forhindre noget som helst, ej heller er det usportsligt. Så der skal ikke advarsel på forseelsen.

Men vi er ikke færdige med situationen endnu. Dommeren har bolden, lægger den på jorden og tæmmer den nærmest med foden. Så det er et direkte fripark til AGF, som vi har nu. Den AGF’er, som skal tage frisparket, sparker den en halvanden meters penge fremefter, og mens bolden er i fuld fart, høvler han den ned til Brøndby-forsvaret, som kan begynde forfra. Spillernes fair play-kodeks, og fred så være med det – men der er et andet problem. Ved alle igangsættelser gælder det, at den spiller, som udfører igangsættelsen, ikke må røre bolden igen, før den har rørt en anden spiller, når først den er i spil. Det kaldes gentagelsesspil og skal udløse et indirekte frispark. Så i virkeligheden burde Brøndby have fået et indirekte frispark dér, hvor AGF’eren rørte bolden for anden gang. Ingen spillere eller andre brokkede sig eller bemærkede det – og dommerne registrerede det heller ikke (eller undlod måske at registrere det for ikke at komplicere situationen yderligere). Fantastisk situation – og så på dette niveau…

I den mere alvorlige afdeling har der været en del snak i nogle medier og på diverse blogfora omkring Hobros Tidiane Sanes udvisning i kampen mod Esbjerg (forrygende og seværdig kamp i øvrigt – men nok sjovest, hvis man ikke er fra Hobro). Man kan lide det eller ej, men når en tackling sat ind med fart og knopperne forrest kommer over bolden og rammer direkte ind på en modspillers ben, flugter udvisningen 100 % med tonsvis af instruktionsklip fra både UEFA og FIFA. Det kan gå rent galt – og i sidste ende er det den tacklende spillers ansvar at have kontrol over det, som han foretager sig. Det er der åbenlyst ikke her. Så hvis man brokker sig over den udvisning, er man godt i gang med at skyde budbringeren, som bare gør, hvad instruktionerne siger, at han skal.

Man kunne med større ret gå i kødet på dem, der springer over, hvor gærdet er lavest. For de findes nemlig også.