Jans Corner: Ak ja, det udstyr…

Det er ikke nogen overraskelse, at det er de paragraffer, som på den ene eller anden måde kan blive kampafgørende, der giver størst interesse og trækker langt de fleste spørgsmål med sig. Det vil sige typisk dem, der enten handler om målafgørende situationer, f.eks. offsiden, eller dem, der handler om blod, vold, mord og drab (sådan cirka): den legendariske paragraf 12, der rummer alle forbrydelserne. Frisparksforseelserne, hændelser til advarsler og udvisninger osv. osv.

Men undertiden er det faktisk mere prosaiske områder, der kommer i fokus. I gamle dage var det paragraffen om spillernes antal, der fyldte mest i lovbogen. Det burde jo ikke kunne være så svært, for dem er der typisk 11 af – men så er der jo alle variationerne med spillere, reserver og udskiftede spillere, der løber ind eller ud uden tilladelse; bænkens øvige beboere, der begynder at blande sig, og hvad man nu ellers kan tænke sig. Her er det virkelig med at holde tungen lige i munden og have styr på grundprincipperne – men det kan vi tage en anden god gang. Aktuelt kom faktisk et andet undervurderet, men mindst lige så lusket område i fokus i mandagskampen mellem Viborg og AGF, nemlig spillernes udstyr.

På et tidspunkt i 2. halvleg bliver AGFs Vatsadze sendt ud, uden at nogen rigtig kan finde ud af hvorfor. Der er mange gode gæt, indtil det til sidst viser sig, at han er forsynet med en hvid ankelsok uden på de mørkeblå strømper, som er den officielle uniform. Det afstedkom de obligatoriske TV-kommentarer om pjat, små sko, og har man ikke andet at gå op i – og jeg vil også vædde på, at det ikke er den regel, som dommerne bryder sig mest om at skulle håndhæve. Det virker ikke specielt sexet i forhold til alle de mere substantielle ting, der foregår i en fodboldkamp. Men nu er fodboldloven jo ikke noget stort tag selv-bord, hvor man fra menuen bare kan vælge de paragraffer, som man gider overholde. Det kunne ellers være spændende, hvis holdene blev enige om, at i dag gider vi søreme ikke spille med offside, for det er der alligevel ikke nogen, der kan finde ud af…

Som oftest er der – uanset hvor tåbeligt det måtte virke – faktisk en grund til, at man har en regel. Aktuelt, at strømperne skal have den farve, som holdet nu engang har opgivet, og at eventuel tape e.l. skal have samme farve som strømpernes grundfarve. Det er ikke et spørgsmål om, at spillerne skal kunne deltage i et modeshow (selv om man i andre sammenhænge godt kunne tro det), men skyldes noget så banalt som, at man gerne vil have de rigtige kendelser. Det vil klubberne nok også foretrække. Og for linjedommerne, som jo ved kendelser om indkast eller målspark/hjørnespark ofte ser på fødderne, betyder det faktisk rigtig meget, at billedet ikke er alt for flimrende. I det aktuelle tilfælde fremviste Vatsadze endda en hvid ankelsok – og Viborg spillede i delvis hvide strømper. Så det kunne næsten ikke blive værre – heller ikke for dommeren, hvis han på et tidspunkt skulle få brug for at afgøre, hvis fod der egentlig forårsagede kontakten med en anden fod.

Man må så som dommer sige, at moden, teknikken og skofabrikanterne nu heller ikke just gør livet lettere for dem, der skal prøve at dele sol og vind lige. Seneste påfund er fodboldstøvler med en integreret ankelsok (af en eller anden farve). Her man man internationalt valgt den pragmatiske vej og sagt, at dem tillader man – men det med af egen drift at klippe foden af sokkerne og trække sokkerne uden på de rigtige strømper, det går altså ikke.

Det er af samme grund, at man har de forkætrede regler om, at undershorts og undershirts skal have samme grundfarve som de beklædningsgenstande, de ligger under. Der er fine eksempler på, at spillere i luftduel med korte ærmer i én farve og undershirts i en anden har afstedkommet nogle kendelser, som ikke så kønne ud, fordi kontaktbilledet blev uklart. Så man er selvfølgelig velkommen til at mene, at det er småtskåret og pernittengrynet – men der er altså en grund til, at det er sådan – i kampe fra Danmarkssserien og opefter. Lokalt tager man mere afslappet på de dele.

Vi er ikke helt færdige med farverne endnu. I samme kamp så man dommerne i fuldstændig samme farver som Viborgs målmand: gul bluse, sorte bukser og gule strømper. Mærkværdigvis er der ikke nogen, der har spurgt mig om det endnu – for det er også én af klassikerne: hvorfor kan folk dog ikke finde ud af at være forskellige, når der nu står, at det skal de være? Tja – dommerne har fire farver bluser til rådighed. En klar lyseblå, sort, rød og gul. Den lyseblå og sorte er væk på grund af AGFs mellemblå udebanedragt. Herefter er valget mellem rød og gul – og AGFs målmand var i rødt, Viborgs i gult. Ingen vej ud her. Man ville blive forbløffet, hvis man vidste hvor mange gange det også internationalt giver problemer – men her opdages det trods alt ved sikkerhedsmødet om morgenen på kampdagen. Der er nu heller ikke mange farver at gøre godt med, når i princippet de to hold, de to målmænd, dommerne, de to holds opvarmningsveste og bolddrengene skal have forskellige trøjefarver.

Vi er heller ikke færdige med Vatsadze endnu. For i situationen, hvor han sendes ud for at få noget blå tape på, bliver det i nærbillederne også klart, at han har ét nummer på trøjen, et andet på bukserne. Her kan man så sige, at det må han heller ikke (selv om selve fodboldloven er ligeglad – den kræver ikke engang numre). Nu er der den forhistorie, at Vatsatdze på et tidligere tidspunkt har måttet udenfor med et blødende sår og måttet forbindes. Så måske er der kommet noget blod på bukserne (eller trøjen), der gør, at han ikke kan spille videre med dem – det ved jeg faktisk ikke, men det er dog en plausibel forklaring. Under alle omstændigheder er vi her efter mine begreber ovre i noget rent bogholderi, som ikke påvirker dommerens mulighed for at afsige de rigtige kendelser – og alt andet lige kan man dårligt forlange, at klubberne skal medbringe en hel lastvogn med tøj for at være dækket dobbelt ind på alle måder. Så det ville jeg fint leve med – og så skulle dommeren overveje at skrive et par ord ind bagefter, hvis andre skulle have bemærket det.

I den boldgade husker jeg (og har stadig på dvd til kursusbrug, skræk og advarsel) en U-21 kvalifikationskamp mellem Danmark og Slovenien tilbage i 2007, hvor de sidste minutter gik temmelig meget op i hat og briller med tre slovenske udvisninger. Den sidste til målmanden lige på grænsen til de 90 minutter og med et dansk straffespark til følge. Problemet var, at nu skulle målmanden ud, men alle udskiftninger var brugt, så en markspiller måtte på mål. Han skulle selvfølgelig have en målmandstrøje på – men den fandtes jo (naturligt nok) ikke med hans rygnummer. Hvorefter dommeren insisterede på formalia, så man måtte ud i først at prøve at tegne et nyt rygnummer på den forhåndenværende reservemålmandstrøje, dernæst klippe noget tape sammen til at angive nummeret. Alt imens Michael Jakobsen stod og ventede på at kunne sparke straffesparket. Det fik han så lov til hen ved 10 minutter inde i tillægstiden – og scorede til 1-0. Gode nerver – men her kunne dommerens paragrafrytteri lige så vel have givet ‘forbryderne’ en fordel, hvis skytten havde været et mindre roligt gemyt…