Jans Corner: Sommerens velsignelser

Af en eller anden grund har nogle ting det med at blive endnu mere rosenrøde i erindringens skær, når glemselens barmhjertige slør har lagt sig over de mindre attraktive aspekter. Vintrene var koldere og længere i gamle dage, og der var meget mere sne at muntre sig i – omvendt var somrene varmere, så man kunne gå i vandet hver dag. Erindringsforskydninger af den type kan være ganske udmærkede – dels giver de bedre historier at fortælle, dels illustrerer de fint, at vi mennesker heldigvis har en veludviklet evne til at fortrænge det, som måske var knap så behageligt. Bivirkningen af det kan være, at vi fortrænger så grundigt, at vi lystigt begår de samme fejltagelser igen og igen – men det er en anden historie og kan ikke rummes på den spalteplads, som denne klumme har at disponere over.

Hvad der imidlertid er ubestrideligt og ikke blot en erindringsforskydning er, at sommerferien mellem fodboldsæsonerne var længere ‘i gamle dage’. I sidste weekend fik vi spillet den kamp, som satte navn på det hold, som overlevede i 2. division på det yderste mandat (Middelfart) – og om to uger begynder superligaen igen. Pausen udfyldes af diverse slutrunder – vi er lige kommet igennem U/21-EM med en svensk sejr, som jeg personlig godt kunne have tænkt mig at sætte en pæn klat penge på forinden. Flot klaret af vores nordiske naboer! Der er stadig Copa America og VM for kvinder i henholdsvis Chile og Canada, og de ville normalt servere en stak emner til behandling her – men transmissionerne har ligget på så ugudelige tidspunkter, at de ikke rigtig har kunnet passes ind med et almindeligt civilt arbejde. Mens alt dette foregår, er UEFA-turneringerne startet på de første kvalifikationsrunder, og dér går det så ellers slag i slag hver uge den næste måneds tid. Og på skrivebordet er der travlt med at få bundet sløjferne på den overståede sæson og forberede den kommende, inden det går løs igen. Så i mangel af et generelt tema bliver det også herfra en opsamling af ting, der har fået lov til at ligge og vente på lidt bedre tider. Spørgsmål, som er kommet ind – men som der ikke lige har været plads til i kampens hede og derfor har ligget i syltekrukken i kortere eller længere tid.

I relation til forrige uges artikel om skadede spillere har en af de trofaste læsere konstateret, at jeg gjorde meget ud af, hvornår en spiller skulle forlade banen – men hvornår og hvordan må han så egentlig komme ind igen? Og skal det nødvendigvis være fra det sted, hvor han gik ud? Godt spørgsmål – og havde pladsen været længere den fredag, var svaret også fremgået dengang. Det er nemlig et af de steder, hvor der stadig hos nogle er en hævdvunden opfattelse af, at ‘sådan er det nok’ – men nej. Vi skal starte med at skelne mellem de to situationer, hvor spilleren er gået ud over sidelinjen, henholdsvis mållinjen. Taler vi sidelinje, må spilleren komme ind igen over sidelinjen på et hvilket som helst tidspunkt, forudsat at dommeren har givet tegn til det, også gerne mens spillet er igang. Taler vi mållinje, må spilleren komme ind igen over mållinjen, men først ved et stop i spillet og efter dommerens tilladelse. Man vil ikke risikere, at spilleren kommer brasende ind i en situation, som kan blive potentielt farlig – og også give forvirring om, hvor offside-linjen nu er henne. Men fordi man er gået ud over sidelinjen kan man sagtens komme ind igen over mållinjen, hvis man har lyst til det (eller omvendt) – under betingelserne nævnt ovenfor. Dommeren vil, hvis det foregår over sidelinjen (og han gør det rigtigt) først give spilleren tegn til at komme ind, når bolden er et andet sted – igen vil man ikke have en spiller til at komme ind og påvirke en spilsituation splitsekundet efter.

Det interessante er, at man ofte ser spillere – uanset hvor de er gået ud – spurte op til midterlinjen for at melde sig klar igen. Men der er altså ikke noget krav om, at indtræden skal foregå ved midterlinjen (hvorimod en udskiftning skal finde sted dér). Og skal vi binde den sidste sløjfe, er straffen en advarsel, hvis spilleren myldrer ind uden at have fået lov – og så skal vi igang igen med et indirekte frispark til modspillerne dér, hvor bolden var, da spillet blev standset. Ét af de meget få steder, hvor det ikke er stedet for forseelsen, der er punktet for igangsætning (altså et eller andet sted på én af linjerne). For det er jo ikke givet, at dommeren har set, hvor spilleren kom ind – pludselig var han der bare…

Et andet spørgsmål har også med ind- og udtræden at gøre, denne gang bare omkring udskiftninger. En spiller fra det førende hold har en advarsel i forvejen og skal skiftes ud. Nu bevæger han sig uforskammet langsomt mod sidelinjen for at trække tiden og give holdkammeraterne lidt luft. Dommeren synes, at det her er for meget af det gode og takserer spillerens handling som at ville forhale tiden, hvilket indbringer advarsel nr. 2 og rødt kort – alt imens der står en utålmodig reserve og tripper ude på sidelinjen for at komme ind. Og hvad så nu? Ja, den situation kunne såmænd være grebet direkte ud af et teorimesterskab fra de lange mørke vinteraftener, men det forekommer faktisk i praksis. Jeg kan da huske, at én af UEFAs nuværende øverste på dommerområdet i sin tid som international dommer gjorde det i en VM-kvalifikationskamp (med en del tumult til følge).

Der er jo ikke så meget tvivl om, at synderen er udvist og bare skal gå til omklædning. Men fortsætter holdet så med 10 eller 11 spillere? En udskiftning er først foretaget, når den nye spiller har krydset sidelinjen og dermed er trådt ind på banen. Så udvisningen kommer før udskiftningen. Med andre ord er holdet nu reduceret til 10 mand. Så hvis en udskiftning stadig står ved magt, skal træneren altså finde en anden spiller at tage ud end ham, der lige er blevet udvist. Han kan også vælge at droppe udskiftningen, for nu har den taktiske situation unægtelig ændret sig. Men hvis han vælger at gennemføre en udskiftning, og da reservespilleren ikke har nået at træde ind, kan træneren i princippet vælge at sætte en helt anden spiller ind i stedet for den stakkel, som har varmet op og nu står og glæder sig på sidelinjen. Pyha – der er en god grund til, at fodboldlovens § 3, som handler om spillernes antal, med kommentarer og afgørelser faktisk er en af de længste, selv om selve emnet lyder yderst uskyldigt og velegnet til at sove vintersøvn på.

Der er stadig nogle læserhenvendelser tilbage i posen, så hvis ikke der dukker noget epokegørende op inden næste uge, fortsætter oprydningen i mailbox og på skrivebord – også fordi jeg skal afsted til en Europa League-kvalifikationskamp i ét af Europas mere fjerne hjørner, så der er tidlig deadline. Nyd den herligt varme weekend, som det i skrivende stund ser ud til at blive – arbejdet med den nye udgave af fodboldloven kommer forhåbentlig til at rykke ud på terrassen, hvis udsigterne holder (og så kan martyrglorien vist heller ikke trække ret meget mere).