Jans Corner: Bagsiden af medaljen

Foråret er på mange måder herligt med masser af skæve helligdage, og den side af sagen er det bare med at nyde, så længe det varer. For om godt en uge hedder næste skæve helligdag 2. juledag, og selv om den kommer nærmere og nærmere dag for dag, er der dog et stykke tid til. Men sådan er livets goder så ulige fordelt. Et andet og lidt mere irriterende aspekt ved de skæve helligdage for sådan nogle som mig er, at det giver ændringer i den deadline, som redaktørens lange pegepind står og prikker med. Hvilket så igen giver forsinkelser på ting, som kunne fortjene en aktuel behandling. Så i denne uge kan det sagtens være, at der sker spændende ting i de to returkampe i Champions League og Europa League-semifinalerne, men de når altså ikke at komme med, men må i givet fald hen på hylden til bedre tider.

Noget andet, som kan rykke ved alle de gode tanker, som er tænkt, er, når der pludselig kommer noget ind fra højre, som flytter fokus. Og det var akkurat, hvad der skete i denne uge. Enhver, der har været blot i nærheden af en eller anden form for medie, vil have registreret, at der i weekenden var et tilfælde af vold mod dommeren – endda i den grove ende. Og det kan jeg selvfølgelig ikke bare lade passere forbi, som om intet var hændt.

Hændelsen var fæl nok i sig selv, og med helikopterperspektivet på kom den næsten på det værst tænkelige tidspunkt. Netop i disse uger kører der en kampagne for at få deltagere til sommerens dommercamp (en pendant til de populære fodboldskoler, men hvor fokus bare er på dommeruddannelse og efterfølgende eksamen). Disse camps retter sig i høj grad mod unge mennesker, og derfor var det simpelthen frygtelig timing, at lynet lige slog ned nu. Ser man alene på de faktuelt korrekte beskrivelser i medierne, er det næppe noget, der bidrager til at få flere dommere ind i folden, og det vil man jo rigtig gerne, for selv om situationen med dommermangel ikke er helt så slem, som den var for få år siden, kan der altid bruges flere. Der er stadig mange dommerløse kampe rundt om i landet, som alle gerne ville se afviklet af autoriserede dommere.

Men denne gang gik det galt i København i hvad der på papiret burde være en fredelig serie 3-kamp (på de britiske øer ville man kalde det ‘Sunday Football’) – konkurrence, men også med et stort element af hygge og sund motion. Dommeren i denne kamp kom i problemer efter et dømt straffespark og et senere rødt kort. Ingen har mig bekendt anfægtet korrektheden af kendelserne, men det var nok til, at det ene hold tændte fuldstændig af, så det endte med tæv uddelt af spillere og tilskuere, selv om modstanderholdet forsøgte at lægge sig imellem. Dommeren måtte afhentes i ambulance – og selvfølgelig er der indgivet politianmeldelse. Straffeloven gælder heldigvis såvel inden for som uden for kridtstregerne.

Skal man endelig forsøge at finde noget positivt, er det, at alle parter efterfølgende har ageret prompte og professionelt. Klubben ved straks at tage totalt afstand, sågar også med en officiel meddelelse fra førsteholdets anfører. Unionen i København ved straks at tage sagen op disciplinært og suspendere holdet, indtil det er klart, hvad der er op og ned og hvem de primære skyldige er. Den lokale dommerklub i København ved øjeblikkelig at komme på banen med det tilbud om hjælpeprogram, som heldigvis findes – og den landsdækkende dommerunion ved også at tilbyde støtte og hjælp. Og allerbedst dommeren selv, som ikke har gemt sig i busken, men står frem med navns nævnelse og i øvrigt siger, at han er på banen igen lørdag. Det er godt gået – og helt i tråd med det, som mange gange fremføres også uden for sportens verden, at det ikke må være de få, der ødelægger det for de mange, og at forbryderne ikke skal have lov til at vinde ved at kunne sætte dagsordenen.

Jeg synes, at der midt i alle overskrifterne er behov for at pointere, at denne hændelse heldigvis er en – omend frygtelig – undtagelse fra reglen, og at den for alt i verden ikke må få nogen, der overvejede at gå dommervejen, til at bremse op og give op på forhånd, selv om det ville være yderst forståeligt. Årligt afvikles der vel i omegnen af 75.000 fodboldkampe i Danmark, organiseret under DBU, og jeg mener, at de tilfælde, hvor en dommer løber i så store problemer, at han må afbryde en kamp på grund af vold eller trusler om vold, er langt under én promille. Som på alle andre områder i livet gælder, at man kan risikere at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Det gør det bestemt ikke mindre ubehageligt, hvis det sker – men man bliver jo tosset i hovedet, hvis man altid skal tage højde for den risiko, uanset hvad man gør. Reelt er antallet af voldssager faktisk faldet i forhold til for få år siden.

Tænker jeg tilbage på den tid, hvor jeg selv løb rundt og gjorde banerne usikre for ca. 35 år siden, eksisterede problemet også dengang, omend i mindre omfang. Men rammerne er blevet meget bedre, og der er en helt anden organiseret hjælp og støtte at hente, hvis det går galt. Proaktivt er der f.eks. faktisk et kursus i systemet, som hedder ‘Dommer i vanskelige kampe’. Så godt nok har samfundet ændret sig i de forløbne år, men det bagvedliggende apparat, som skal træde til, hvis det går galt, har heldigvis også foandret sig – endda radikalt – i den rigtige retning.

Der er også en anden ting, som lynhurtigt kan komme til at afspore debatten og dreje den i en retning, som folk med politiske dagsordener kan udnytte. Det har jeg kunnet konstatere ved at kaste et hurtigt blik på nogle af de, lad mig sige ‘mindre seriøse’. blogfora. Nemlig at stort set samtlige spillere på det hold, som var synderne her, har navne, der afslører, at de ikke har været her i landet siden Gorm den Gamle. Det er uden tvivl rigtigt, og det kan også godt være, at der generelt er en overrepræsentation af den gruppe i det totale billede – men de er søreme ikke alene. Det kan lige så vel være et hold bestående af Hansen, Olsen osv., som pludselig tænder af og bliver et problem. På det punkt har verden heller ikke ændret sig de sidste 35 år: dengang havde vi også hold af begge typer, hvor man på forhånd vidste, at nu skulle man være ekstra på vagt.

Så som en personlig konklusion: ser man alene på tallene, er det ikke en ubehagelig episode som denne, der skal afholde nogen fra at forsøge sig i dommergerningen med de glæder og kompetencer, som den giver. Kompetencer, som også er yderst nyttige i livet uden for fodboldbanen. Den omtalte dommercamp foregår i øvrigt i Storvorde ved Aalborg i uge 31 og er specielt rettet mod 15 til 20-årige.. Kast et blik på www.dbu.dk for nærmere information.

Og i næste uge kommer det forhåbentlig til at handle om rigtig fodbold igen.