Jans Corner: Kun til kanten

Det er en højst mærkværdig uge at skrive klumme i, for det har godt nok ikke manglet på drama de seneste dage. Mange vil nok forvente, at jeg griber superligaopgøret mellem Randers FC og FC København med én udvisning og to kontroversielle situationer af samme type oven i hatten. Det gør jeg så ikke. Ikke fordi jeg er nogen speciel tøsedreng – i hvert fald ikke på det punkt – men fordi sagen ved deadline stadig kører i det disciplinære system, og så vil jeg principielt ikke røre ved den. Så har vi haft en far, der åbenbart følte sig kaldet til at lege overdommer i en U-13 kamp, fordi han følte, at hans søn blev uretfærdigt behandlet – og derfor angreb dommeren, som måtte afbryde kampen. Der havde været nogen ordveksling mellem to af ungdomsspillerne, og dommeren skønnede, at den ene omgang ytringer var til en advarsel, den anden ikke. Faderens reaktion er heldigvis hinsides fodboldloven – den må andre love vurdere og kommer tilsyneladende også til det, eftersom der ligger en politianmeldelse – men ved lejlighed kunne det godt blive et tema her, hvad man egentlig kan tillade sig at sige på en fodboldbane. 

Og så sluttede vi effektfuldt af med pokalsemifinalen i Tyskland mellem Bayern og Dortmund, hvor Lewandowski blev slemt skadet, da han blev mejet ned af målmand Langerak. Flere har – også på mail hertil – plæderet for straffespark, men der er den lille finte, at Lewandowski er i offside-position og bliver strafbar, da han forsøger at erobre bolden og derved generer en modspiller. Når man har to forseelser, som tidsmæssigt foregår efter hinanden, er det den første, der skal dømmes for. Så straffesparket er en umulighed – men man kunne sagtens overveje (og burde det også!) en eller anden kortfarve til Langerak.

Så temaet bliver noget mindre dramatisk – nemlig med udgangspunkt i en mail fra en læser, som gerne vil vide, hvordan det egentlig er med stregerne på en fodboldbane. Hvor hører de til, når vi kommer ud i grænsetilfældene? Han supplerer selv med to eksempler: et selvoplevet, hvor han som målmand på et serie 4-hold fangede en bold lige på kanten af straffesparksfeltet (selv om en modspiller forsøgte at psyke ham forinden ved at påstå, at den ville være udenfor – kunne såmænd også blive et tema engang). Og et eksempel fra den italienske serie A i efteråret mellem Juventus og Romar, hvor Juventus får et straffespark for en forseelse, som bliver begået akkurat på straffesparksfeltets grænse (og til overflod i luften over stregen). Den flinke læser havde vedhæftet et link til situationen – meget værdsat…

Pyha. Som udgangspunkt er det simpelt, men så sniger der sig alligevel nogle finurligheder ind. Grundreglen er helt klar og beskrevet i fodboldloven: stregerne hører med til de felter, som de afgrænser. Herlig mundret formulering – men det betyder f.eks., at en bold helt skal have sluppet stregen på alle måder, før den er ude (eller i mål, jfr. den moderne målteknologi). Og da en fodbold i sagens natur er kugleformet, kan man sagtens komme ud for, at man kan se græs både foroven og forneden, uden at bolden har passeret stregen. Det betyder omvendt også, at bolden er inde igen, så snart blot noget af den har berøring med yderste del af stregen. Det får man brug for ved indkast.

Det betyder i læserens to tilfælde, at stregen hører med til straffesparksfeltet, og så længe der er en eller anden form for kontakt med den streg, er vi i straffesparksfeltet. I det tilfælde, hvor målmanden forsøger at sikre sig bolden, betyder det f.eks., at selv hvis målmanden er landet uden for straffesparksfeltet og med det yderste af neglene på en fremstrakt hånd får kontakt med den bold, som med sine sidste kvadratcentimeter flugter med det absolut yderste af stregen, er det i orden, for det er boldens placering, der er afgørende. Også selv om målmandens krop måske er et par meters penge uden for feltet. Dermed er også samtidig sagt, at ‘i luften over stregen’ er lige så godt som ‘på stregen’. Man skal forestille sig en virtuel mur rejst på linjen – og er man over muren og fri af den, er man udenfor. I modsætning til f.eks. tennis, hvor en bold godt kan være ude i luften, men stadig lande inde, ser fodboldloven kun på stregen og luftrummet over den. Bliver det overskredet, er bolden ude.

Og så er der alle finurlighederne. I fuld overensstemmelse med grundreglen ovenfor (at stregerne hører med til de felter, som de afgrænser) kan et hjørnespark tages lovligt, hvis bare rundingen på bolden i luftrummet har en eller anden kontakt med det yderste af stregen på kvartcirkelbuen ved hjørneflaget. Af og til møder man internationalt linjedommere, som insisterer på, at bolden ikke må rage ud over buen – men det holder altså ikke i byretten.

Kombinerer vi grundreglen med en anden grundregel – nemlig at det er kontaktstedet, der er afgørende for, om en forseelse skal give frispark eller straffespark – kan vi møde den festlige situation, at en angriber på vej igennem bringes til fald af en forsvarer i en situation, hvor han her ét ben på stregen til straffesparksfeltet, det andet ben udenfor. Så hvis kontakten bliver på det forreste ben, er der straffespark – er den på det bageste ben, bliver det kun til et direkte frispark uden for feltet. (Det klarede så læserens Juventus-situation – et helt korrekt straffespark).

Strengt taget ulogisk er det til gengæld, at man må foretage et indkast, hvis blot en del af hver fod er på stregen eller uden for banen. For det betyder jo, at spilleren med størrelse 45 i sko kan foretage et lovligt indkast, hvis blot det yderste af ligtornen på hælen rører ved det yderste af linjen – uanset at han vel er en halv meter inde på banen.

Nu har heller ingen jo lovet, at fodboldloven skulle være logisk – deri adskiller den sig såmænd ikke fra så mange andre juridiske tekster – men helt overvældende bliver det, når talen falder på midterlinjen. Mange ynder at tale om midterlinjen som et neutralt område. ‘Neutralt’ kan vi i fodboldloven ikke bruge til noget som helst. Vi går den anden vej og siger, at midterlinjen hører med til begge banehalvdele. Når der foretages et begyndelsesspark, er det et krav, at alle spillere er på deres egen banehalvdel – så i princippet kunne de alle 22 stå og træde hinanden over tæerne deroppe. Men kommer vi til offside, hvor man som bekendt ikke kan straffes, hvis man i spilleøjeblikket er på egen banehalvdel, gælder det, at man er på modspillernes banehalvdel, hvis blot en del af hoved, krop eller fødder (f.eks. næsen) har passeret midterlinjen. Med andre ord har vi to forskellige opfattelser af midterlinjen, alt efter hvilken regel vi beskæftiger os med.

Der er en god grund til, at nogle mennesker kan bruge en god del tid på at grave i reglerne. Og så har jeg egentlig glemt noget af det mest basale til info for stadionansvarlige: linjerne må maksimalt være 12 centimeter brede – og der er ikke noget minimumskrav, udover at linjerne skal være tydelige.