Jans Corner: Benhårde tacklinger

Der har været en uges pause, eftersom jeg har tilladt mig at tilbringe en halvanden uges tid i nogle småbyer nord for Rom med et dyk ned i antikkens historie og arkæologi. Internetforbindelsen på hotellerne har været – for nu at sige det diplomatisk – fleksibel, så selv om den bærbare var med, lykkedes det aldrig at finde tid eller lejlighed til at checke mails eller andet. Så det var på den ene side ti herlige dage, hvor der ikke var noget udefra til at forstyrre – bagsiden af medaljen var et trecifret antal mails, da jeg kom hjem, som kunne minde om, at verden jo ikke just har stået stille imens. Heller ikke på fodboldfronten, som flertallet af mails var om. Mange med spørgsmål af typen, ‘Hvad mener du om…’ – og det gjorde jeg jo så ikke, i hvert fald ikke før jeg havde fået støvet situationerne op igen på nettet. Så denne uge bliver en skønsom opsamling af lidt af hvert – og så er vi forhåbentlig klar til at tage fat på en frisk i næste uge.

Men en del henvendelser gik på den tackling, der kostede Andreas Cornelius en brækket ankel i opgøret mod Silkeborg. Før jeg går videre, er det på sin plads at slå fast, at ingen selvfølgelig går efter at skade en modspiller med vilje, men nogle gange kan omstændighederne og uheldet så gøre, at det bare sker alligevel. Men der er jo de sædvanlige berømmelige parametre, som skal i brug, når kortfarven på Dennis Flintas tackling bagfra skal vurderes. Den sker med stor kraft og stor hastighed. Der er ikke meget kontrol over tacklingen, som sættes ind med to ben uden kontakt med jorden, det forreste ben strakt og med knopperne forrest og et kontaktsted lige over foden. Det er muligt, at viljen til at spille bolden var der, da tacklingen blev sat ind, men muligheden for at gøre det var der ikke. Bolden var for længst væk, og man skulle tværs igennem Cornelius for at nå den. At tacklingen kommer bagfra, gør såmænd i den henseende ikke nogen forskel – var en tilsvarende tackling kommet forfra eller fra siden, havde situationen været den samme – men selvfølgelig er faren for offeret større, når tacklingen lander dér, hvor der notorisk ingen beskyttelse er. At spilleren er udsat for fare, taler resultatet jo sit tydelige sprog om. Så alle parametre står og blinker rødt – og derefter kan man filosofere over, hvorfor det kun bliver gult (og hvorfor det ikke giver mere panik på banen).

Retfærdigvis skal jeg sige, at da jeg så situationen første gang og i normalt tempo, så den ikke nær så grel ud. Det er en kendt sag, at situationer kørt i langsom gengivelse for et publikum har en tendens til at kaste alvorligere straffe af sig – derfor skal video som sandhedsvidne også tages med gran salt, fordi hastigheden i sagens natur bliver svær at vurdere, når situationen køres i slow. Dommeren står glimrende placeret for situationen – måske endda lidt for tæt på, for igen bliver hastighed og kraft faktisk sværere at vurdere, når man står lige oven i situationen uden at have noget baggrund til at give perspektiv, og uden at have den store vinkel på situationen. Det virker lidt på samme måde, som når den absolut sværeste offside-kendelse for en linjedommer er på den spiller, der står helt ude på tæerne af ham.

På den måde kan man sige, at situationen minder lidt om den fra VMs Italien-Uruguay-kamp, hvor Marchisio blev vist ud for en tackling med knopperne forrest, der nærmest landede på Uruguay-spillerens knæ. Her stod dommeren også rigtig tæt på – men havde den rigtige vinkel til at give en helt korrekt udvisning, som for de fleste først blev tydelig i gentagelserne.

Så denne burde have været rød – selv om det ikke gør nogen forskel for stakkels Cornelius. Tirsdag aften mødte vi en tilsvarende voldsom satsning fra Bayerns Badstuber på Portos Quaresma, og kommentatorerne flirtede lidt med rødt eller i hvert fald mørkegult. Den så også voldsom ud, og hele butikken blev satset, men her var der faktisk mulighed for at spille bolden, og det blev den også (heldigvis for Badstuber!). Så et par af parametrene falder fra denne gang, og derfor synes jeg, at gult er det rigtige her. Jeg har tidligere plæderet for, at det i virkeligheden er ligegyldigt, om man rammer bolden eller ej i en tackling, men det er i relation til, om frisparket skal dømmes (man kan sagtens tænke sig situationer uden boldkontakt, hvor vi skal køre videre – og omvendt situationer med boldkontakt, hvor der skal dømmes). Ser vi på eventuel kortfarve, bliver bolden afgjort en af de ting, der skal tages hensyn til.

I den mere fredelige afdeling var der også spørgsmål omkring varigheden af den berømmelige 10 minutters udvisning, som udløses af en advarsel i lokalrækkerne herhjemme. Jeg er altid uhyre varsom med at bevæge mig ud i fortolkningen af lokale turneringsreglementer, men denne er i hvert fald ens over hele landet, samtidig med at spørgsmålet kommer fra tid til anden – og sikkert også har relevans for en god del af læserne. So here goes: spørgsmålet kom fra en klub, som undrede sig over en kamp, hvor der var gået en god del mere end de 10 minutter, før spilleren fik lov til at komme ind igen. Dommeren havde forklaret det med, at han havde lagt tid til i udvisningsperioden. Men man har da ikke effektiv spilletid i fodbold?

Nej, det har man ikke. Men for det første må spilleren først komme ind igen ved næste spilstop efter de 10 minutter. Dér har vi allerede noget forsinkelse. Og dernæst skal dommeren jo lægge tid til, hvis der er større ophold (skader, udskiftninger osv.), og det vil han på det plan typisk gøre ved at stoppe sit ur. Så man kan sige, at udvisningen er efter dommerens stopurs-tid, ikke almindelig klokketid. Et lille tankeeksperiment: vi får en 10 minutters udvisning, spillet sættes i gang, og 30 sekunder efter brækker en spiller benet ved et hændeligt uheld. Han kan ikke flyttes, og man må vente 20 minutter på, at der kommer en ambulance. De fleste vil nok finde det yderst mærkeligt, hvis den udviste spiller måtte komme ind igen midtvejs i venteperioden, uden at han egentlig havde nået at være savnet af sit hold.

Endelig var der kuriøst nok også en henvendelse omkring de rygnumre, som jeg havde fat i lige før ferien. Igen en forespørgsel fra en klub – om man måtte bruge trecifrede rygnumre? Tja, fodboldloven forhindrer det ikke, og jeg mener heller ikke, at noget hjemligt turneringsreglement står i vejen. Til gengæld stopper UEFA i deres turneringer festen ved rygnummer 99. Så hvis skuldrene i øvrigt er brede nok, er der ikke noget i vejen for det – det duer bare ikke at gøre numrene ekstremt små for at få plads til det hele, for numrene skal jo også være tydelige. Det vil give noget bøvl med nummertavler ved udskiftning, hvis man har sådan nogle – enten manuelle eller elektroniske, for de har kun plads til to cifre, men det bliver så en logistisk udfordring.

Kom ikke og sig, at fodboldloven er kedelig…