Som du måske er bekendt med, har DBU København som den første lokalunion i Danmark valgt at afskaffe karaktererne i forbindelse med udviklinger. Dvs. at når du fremover bliver udviklet, vil der kun være tekst omkring kampen og altså ingen karakterer længere. Denne ”nye” form for udvikling er allerede implementeret i superligaen, hvor man haft gode erfaringer med dette.
Indrangeringsgruppen under DBU København havde derfor indkaldt til udviklersamling lørdag før påske. 15 udviklere havde revet en lørdag ud af kalenderen og skulle sammen med Jan Carlsen og Niels-Erik Van Zeijst finde et fælles fodslag for den kommende sæsons udviklingsarbejde. Efter rundstykkerne var blevet fortæret, blev udviklerne opdelt i grupper. Her skulle grupperne sammen finde ud af, hvad en udvikling skulle indeholde, for at indrangeringsgruppen kan bruge udviklingen. Der blev bl.a. lagt vægt på at den skrevne tekst i udviklingen – også fremover – skal være klar og tydelig, således indrangeringsgruppen får en god fornemmelse, mht. hvor den enkelte dommer ligger niveaumæssigt.
Efter frokosten skulle udviklerne overvære serie 1 kampen mellem Vigerslev og Husum, som skulle ledes af KFD’eren Bart Wilkowski.
Van Zeijst skulle foretage den officielle udvikling af Bart. Alle de øvrige udviklere skulle – traditionen tro – notere 3 fastholdelsespunkter og 3 udviklingspunkter fra kampen. Og selvom det var koldt og blæsende, var det lærerigt for alle udviklere. Der blev diskuteret, argumenteret og sparret med hinanden under hele kampen.
Efter kampen blev udviklerne igen opdelt i grupper, hvor hver gruppe skulle blive enige om hvilke fastholdes- og udviklingspunkter, som de syntes var relevante for kampen. Efter en god, faglig og saglig diskussion i grupperne fremlagde grupperne sine punkter, som man var blevet enige om. Og nu troede alle udviklere ”at den ged var barberet”, men nej. Carlsen dannede igen nye grupper og bad de nye grupper, om endnu engang at blive enige om 3 fastholdelses- og 3 udviklingspunkter for kampen.
De enkelte grupper fremlagde nu sine ”definitive” fastholdelses- og udviklingspunkter. Herefter var det Van Zeijst og Carlsens tur til at fremlægge deres oplevelse af kampen samt deres 3 fastholdelses- og 3 udviklingspunkter. Og de to herrer var enige med de de øvrige grupper. Der var selvfølgelig nogle små nuanceforskelle i ord og vendinger, men det var intet graverende. Så det var yderst positivt, at alle mere eller mindre havde set den samme kamp og var enige om, mht. hvad der var det væsentlige i kampen. Van Zeijst og Carlsen lukkede herefter af og ønskede alle en rigtig god sæson ude på banerne.