Jans Corner: Mere om dommerlinje

I sidste uge luftede jeg muligheden for, at der kunne dukke noget klumme-interessant op i de to Champions League-kampe, som jeg måtte skippe af deadline-hensyn. Det gjorde der så ikke – i hvert fald ikke noget, der kan bære en hel artikel igennem – men det er ikke første og med statsgaranti heller ikke sidste gang, at jeg har taget fejl. Til gengæld synes jeg, at det bliver mere og mere tydeligt, at vi rundt om i de europæiske ligaer begynder at nærme os det punkt, hvor det gør ondt, og hvor seks point-kampene begynder at indfinde sig (hvad det så ellers er for et begreb – gad vide, hvem der har fundet på den betegnelse).

Weekenden bød på flere kampe af den kaliber, og havde man ikke haft andet at foretage sig, kunne weekenden med en god fodboldsamvittighed sagtens være tilbragt foran TV-skærmen. Hvordan al anden samvittighed så ville have haft det med det, er en anden historie. Selv var jeg søndag involveret i en dommereksamen i København og senere på dagen i en superligakamp, så jeg kom desværre til at misse Liverpool – Manchester United, mens jeg dog kastede mig ind ad døren i samme sekund, som Barcelona scorede sejrsmålet mod Real Madrid, og fulgte så med resten af vejen. Liverpool-kampen har efter mine hjemmelsmænds opfattelse rummet så meget, at der skulle være rigeligt at tage fat på. Den ligger heldigvis og hygger sig på DVD-optageren til en forhåbentlig stille stund i påsken, og så kan jeg sagtens finde på at komme tilbage til den. De få klip, som jeg har set, har i hvert fald ikke været kedelige.

Det var Barcelona og Real Madrid bestemt heller ikke – hvilket heller ikke nogen havde forventet, og jeg bliver altid betaget af, hvordan det opgør har sit eget liv og næsten aldrig skuffer: masser af tempo, konflikter, drama og ikke mindst godt spil. Som om de opgør får både det bedste og det værste frem i aktørerne. Sådan nogle opgør har man i alle lande – og i et eller andet omfang kan vi da også godt selv være med på vores eget beskedne plan, når det kommer til et opgør som FC København og Brøndby. Uanset hvordan de to klubber ellers har ligget i forhold til hinanden, bliver det så godt som altid til nogle forsvarlige brag.

Og det slår næsten aldrig fejl, at jeg efter sådanne opgør (både det i Spanien og det i lille Danmark) får henvendelser eller bare velmenende bemærkninger fra f.eks. arbejdskolleger, at det dog var fantastisk, så meget den dommer tillod og hvor meget han overså, for der var jo reelt frispark, hver eneste gang to spillere stødte sammen. Er reglerne ikke ens – eller bliver de bare suspenderet, når vi har de opgør?

Det kan man tale meget længe om – men essensen er, at papirreglerne er ens. Der er x forseelser, der skal give frispark, y, der skal medføre en advarsel, og z, der skal kaste en udvisning af sig. Men reglerne rummer også den vigtige, men meget oversete krølle, at ‘Det er lovens ånd, at kampene spilles med så få afbrydelser som muligt. Derfor er det dommerens pligt kun at straffe klare lovbrud. Fløjten for bagatelagtige eller tvivlsomme forseelser skaber irritation og modvilje hos spillerne og ødelægger tilskuernes fornøjelse.’

Jeg ved godt, at jeg har citeret den mange gange før på denne plads – og dette bliver næppe heller sidste – men jeg bliver ved, dels fordi det er en noget overset passus, dels fordi den faktisk rummer nøglen til mange af de spørgsmål, som dukker op efter disse kampe. Det er dommerens fornemste opgave at stikke poten i jorden og forsøge at tage temperaturen: hvad vil spillerne egentlig i dag? Og så forsøge at lægge en linje, hvor der kommer en seværdig fodboldkamp ud af det, samtidig med at alle kan gå på arbejde dagen efter uden brækkede lemmer. Det interessante er, at spillerne i disse opgør som oftest selv er interesseret i, at der bliver gået til stålet, uden at vi kommer ned i småtingsafdelingen. Ingen tvivl om, at bare den sidste halve time af Barcelona og Real Madrid, som jeg nåede at se, rummede adskillige frispark, som sagtens kunne dømmes med lovbogen i hånden og sikkert også var blevet det i adskillige andre kampe – også i La Liga. Men til gengæld betød tempo og flow også, at vi fik en meget medrivende kamp med nogle guddommelige detaljer, som jeg meget nødig ville have undværet – og at vi ikke fik en kamp, som blev hakket i stykker af evindelige afbrydelser.

Det siger sig selv, at det er en ekstremt følsom balance, og at dommeren har et kolossalt ansvar. Selvfølgelig må storforbrydelser – som f.eks. Gerrards besynderlige udvisning mod United – ikke have lov til at gå upåtalt hen, men når alle parter er indstillet på, at der er højt til loftet, bliver der måske nok nogle skærmydsler undervejs på grund af den høje puls, men til gengæld er alt glemt bagefter, hvilket man selv kunne forvisse sig om, hvis man fulgte ‘tak for kampen’-scenerne efter El Clasico. Dommerens ansvar er til gengæld også hele tiden at være oppe på dupperne og fornemme, hvis der sker et skift i temperaturen eller spillernes attitude. Den overtrædelse, som i kampens begyndelse måske var bagatelagtig, hvor alle bare spillede videre, kan, hvis en tilsvarende forseelse dukker op senere i en mere kritisk fase, være den rene gift for kampen, hvis den ikke tages. Derfor skal dommeren både være psykolog, sjælesørger, enevældig leder og den højeste retfærdighed på én gang, samtidig med at hans max.-puls bare høvler afsted. Så kommer man måske ud i situationer, hvor fordelsreglen er lagt helt ned i rygsækkens bageste rum i nogle minutter, og hvor alt dømmes, indtil vi er tilbage på sporet igen – og så er det, at mindre kyndige tilskuere eller andre ved god stemme eller adgang til en mikrofon eller pc kan finde på at sige, at dommeren ikke kan holde linjen. Selvfølgelig kan der ske ting, der er inkonsekvente – angriberne scorer heller ikke på samtlige chancer – men i langt de fleste tilfælde skyldes det, at linjen har flyttet sig i takt med kampens udvikling og spillenes stigende irritation. Så er der måske brug for en periode med nultolerance, før der kan slækkes på snoren igen.

Jeg plejer at sige, at det værste, som en dommer overhovedet kan gøre, er at spille kampen på forhånd – altså at låse sig fast på, at dette bliver en svær/let kamp osv. Jeg har set tonsvis af eksempler på kampe, der har udviklet sig helt anderledes end forventet – og så går det galt, hvis dommeren holder fast i sin forudfattede idé om, havd dette bliver for en kamp. Det bedste eksempel er måske VM-finalen for fem år siden mellem Holland og Spanien, hvor forventningerne – også hos dommer Howard Webb – uden tvivl var en god teknisk fodboldkamp. Derfor blev de første forbrydelser ikke fanget, som de burde – og resten er historie. Føl temperaturen, lod stemningen – ikke bare ved kampens begyndelse, men hele tiden – og handl derefter. Så kan det ikke gå helt galt.