Jans Corner: Påvirkning af dommeren

Deadline-djævelen gør igen, at jeg ikke får onsdagens to kampe i Champions League med denne gang – de tegner ellers til at blive muntre, og jeg sidder stadig og overvejer, om jeg vil følge Barcelona – Manchester City eller Dortmund – Juventus senere på denne onsdag aften. Det skulle ikke undre mig, om der dukker et eller andet op, der kan brygges videre på i næste uge eller senere.

Men ellers er det nu forunderligt, som situationer, der knytter sig til ét bestemt tema, nogle gange nærmest falder over hinanden. Det skete igen i sidste uges Champions League og Europa League-kampe. Læseren kan jo i baggrunden prøve at ransage hukommelsen de næste minutter, for temaet gemmer jeg til sidst: først skal jeg lige have et dugfrisk og rigtig lovteoretisk eksempel fra tirsdag aften under behandling. Scenen er Championship-kampen mellem Cardiff og Bournemouth (som ender 1-1). Cardiffs målmand har bolden i hænderne pænt ude i sit eget straffesparksfelt. Bournemouth-angriber Callum Wilson befinder sig på kanten af feltet med ryggen til, dog ikke mere, end at han diskret kan dreje hovedet og holde øje med, hvad målmanden foretager sig. Da målmanden sparker bolden ud, har Wilson decideret ryggen til og tilsyneladende resigneret. Bolden rammer ham i ryggen, rikochetterer tilbage mod mål og rammer overliggeren, Wilson er først på returen og sender den i mål. Hvorefter målet annulleres, og Wilson får en advarsel.

Med al respekt er det en af de situationer, som jeg vil håbe, at ikke alt for mange ubefæstede dommersjæle herhjemme har set og accepteret. For den er rivende gal. Eneste mulige begrundelse er, at dommeren må mene, at Wilson forhindrer målmanden i at frigøre bolden til spil. Men pointen er, at angriberen slet ikke bevæger sig i de øjeblikke, da målmanden sparker bolden ud. Hvis angriberen har lyst til at opholde sig på lige præcis den græstørv, er der ikke noget, der kan forhindre ham i det. Han må også gerne gøre det med den skumle hensigt at gøre livet mere besværligt for målmanden. Men til gengæld klapper fælden, hvis han så fra sin position forsøger at følge med målmanden, bevæger sig ind i boldens bane e.l. Da Wilson i øjeblikket for udsparket er passiv, er det ubetinget målmandens problem at få bolden uden om ham (større er han trods alt heller ikke), f.eks. ved at tage et skridt mere til siden, før der sparkes. Toppen i The Championship er ekstremt tæt i år, og forskellen på oprykning eller ej er et pænt stykke på den anden side af 100 millioner – pund. Blot for at minde om, hvilket enormt pres dommerne på de kanter er under – måske har vi det ikke så dårligt herhjemme alligevel.

Til det gennemgående tema: påvirkning af dommeren. Vi så ekstremt mange situationer, hvor spillerne stimlede sammen om dommeren for at forsøge at påvirke ham. ‘Mobbing the referee’, som det meget malende, men også meget korrekt og dækkende er blevet kaldt. To af kampene fulgte jeg selv på TV. Den mest spektakulære af episoderne var uden tvivl Zlatan Ibrahimovics udvisning mod Chelsea. Selve den tackling er der skrevet ufattelig meget om – min personlige mening er, at den er hård, sammenholdt med den øvrige linje i kampen, men den er på ingen måde noget justitsmord. Det er i det øjeblik, hvor Zlatan sætter sin flyvende tackling ind, at han skal tænke sig om en ekstra gang: hvad kan der ske her? At han tilsyneladende undervejs i tacklingen bøjer benene, fordi han bliver klar over, at dette kan gå galt, er selvfølgelig et sympatisk træk, men skaden er sket. De bøjede ben kan måske give lidt rabat ved karantæneudmålingen, men udvisningen er sådan set OK ud fra de sædvanlige parametre som f.eks. muligheden for at spille bolden, hastigheden i tacklingen og kontrollen over den.

Tacklingen var fæl nok, men hvad der var absolut endnu mindre klædeligt, var den hob af Chelsea-spillere, der som gribbe kastede sig over dommeren for at lægge tryk på, så det blev til en udvisning. Totalt overflødigt i øvrigt, for dommeren havde allerede kortet i hånden langs siden. Og taksten er efter loven klinkende klar: ‘En spiller, som gestikulerer eller løber mod dommer/linjedommer for at protestere og dermed undergrave dommerens autoritet, skal advares. Det samme gælder spillere, som stimler sammen om dommeren for at forsøge at påvirke ham’.

Endnu mere grotesk blev det i den rent spanske Europa League-kamp mellem Villarreal og Sevilla omkring Villarreals reduceringsmål, som en kort overgang så ud til at genåbne kampen. Målet bliver til efter et par yderst tricky mulige offside-situationer i opspillet. I mine øjne er målet godt nok – og dommeren anerkender det også i første omgang. Så får han åbenbart en besked i headsettet fra mållinjedommeren, som gør, at han må konsultere ham – nu med en hel flok af spillere fra begge hold på nakken. Spillere, som råber, gestikulerer, griber fat i dommeren osv. Herfra ud til linjedommeren – stadig med spillerne i hælene, hvorefter seancen gentager sig. Så retur til mållinjedommeren – og endelig ud til linjedommeren igen, hvorefter målet bliver anerkendt.

Man kan i høj grad tale om dommerens ledelse og gennemslagskraft i hele denne sekvens, for selvfølgelig må spillerne aldrig have lov at følge så meget med rundt, at de kan overhøre diskussionerne – men det ændrer ikke på, at spillerne her går langt over stregen, og at situationen nærmest eskalerer for hvert pitstop, så dommerens arbejdsbetingelser bliver totalt umulige. Én ting er at skulle høre, hvad der siges i et headset med et stort antal larmende tilskuere, en anden er, at spillerne fra begge hold hænger på nakken af én og råber med.

Dette var torsdag aften. Sent fredag eftermiddag var UEFAs dommersektion ude med en mail til alle dommere og observere (med vedhæftede videoeksempler – pudsigt nok ikke Villarreal og Sevilla, men til gengæld tilsvarende fra Bayern – Shakhtar og Fiorentina – Roma). Og budskabet er fuldstændig klart: selv om man ikke selvfølgelig forventer, at dommeren lader sig påvirke, uanset hvilket pres han sættes under, er selve spillernes handling med sammenstimlen og forsøg på at påvirke skadeligt for fodboldspillets image. Ordet ‘uacceptabelt’ bliver brugt. Og dommerne har UEFAs fulde opbakning til at tage passende disciplinære forholdsregler, når det er nødvendigt (og det er dem, som jeg har nævnt ovenfor).

Flot med denne hurtige reaktion – og lad os så håbe, at dommerne formår at følge linjen igennem. Eller endnu bedre, at spillerne lader være, når de ved, hvad der venter dem. Men kan godt få små kuldegysninger ved tanken om alle de ungdomsspillere, der sidder foran TV i hele Europa og registrerer, hvordan deres idoler opfører sig – uden at der sker noget. Det er ikke den fodbold, vi gerne vil se…