Jans Corner: Scoringsjubel og dyreliv

Der var nogle heftige og underholdende kampe på programmet i den seneste runde i Superligaen, og det gik bestemt heller ikke kedeligt for sig ude i resten af Europa, men gennemgående slap vi igennem uden de helt store overskrifter. Derfor synes jeg, at det er passende denne gang at bremse op og samle nogle af de småting sammen, som har sneget sig ind på lystavlen på det seneste, men som ikke i sig selv kan trække en hel klumme rundt.

Lad os begynde med én af klassikerne – scoringsjubel. Den dukker simpelthen op med nærmest upassende mellemrum. Måske fordi det er ét af de steder, hvor fodboldspillere også kan få lov til at lade fantasien folde sig ud inden for nogle givne rammer. Dommere holder generelt ikke meget af den type situationer – mest fordi det virkelig er en tabersituation, når spillerne træder uden for rammerne, og straffen bliver en advarsel. Reaktionen er stjernesikker: man skal have lov til at vise følelser i fodbold; det er faktisk det, som det hele handler om, og må man nu ikke engang vise sin glæde, uden at der kommer en tørvetriller af en dommer med de store læsebriller på og peger ned i paragrafferne? Jo, fodbold er følelser – det er derfor, vi alle sammen kan lide det – men ikke desto mindre er der en blonde eller rettere tre. Jubelen må ikke tage uforholdsmæssig lang tid (forhaling af tiden), den må ikke have en karakter, der kan give yderligere problemer (f.eks. ved at provokere modspillernes fans med jubelen) – og den må heller ikke overskride de almindelige grænser for opførsel på en fodboldbane (vi skal ikke ud i en intern konkurrence eller cirkusforestilling, for hvem finder så på den næste og vildere gimmick?). Kan man holde sig inden for de grænser, må man være lige så glad, som man har lyst til. Fodboldloven nævner så nogle eksempler på det, som i hvert fald ikke er tilladt: klatre op ad hegnet mod tilskuerne, tage trøjen af eller over hovedet, eller tage en maske på. Gør man én af de dele, er advarslen uundgåelig, for her skal dommeren ikke engang skønne – ellers skal han vurdere, om de almindelige grænser for opførsel er overskredet.

Bundesligaen er åbenbart stedet, hvor tingene sker. Lige på overgangen til marts spillede Dortmund mod Schalke i et klassisk rival- og lokalopgør, og ved den lejlighed scorede Aubameyang et ret så afgørende mål. Heldigvis i den ende, hvor han på forhånd havde deponeret lidt udstyr bag målet, så det mål blev fejret ved, at han selv fremdrog og iklædte sig en Batman-maske og halvlangt slag, mens der var en Robin-halvmaske til medspiller Reus. Batman så gult, mens den unge protegé slap fri. På det instruktørkursus i Albanien, som jeg omtalte sidst, mødte jeg de tyske kolleger, og på deres initiativ kom vi i de stille og sene timer til at snakke om situationen, som havde voldt dem en del hovedbrud. For skulle der ikke også have været et gult kort til Robin Reus? Vi enedes om, at i teorien var svaret ja – men det var så oplagt Aubameyang, som var iscenesætteren her, så man kunne godt leve med kun ét kort. Men det er med til at understrege, at reglen ikke kun gælder målscoreren – andre jublende kan også sagtens ryge i fælden.

Ugen efter scorede Kölns Ujah et befriende mål mod Frankfurt og jublede ved at styrte ud til Kölns traditionelle maskot, gedebukken Hennes (som efterhånden må have været der i adskillige generationer, både tilskuere og geder). Men fejringen bestod ikke i at klø ham bag ørerne e.l., men i at gribe fat i hornene og trække til. Hvilket gav en besynderlig situation, da ‘dyrepasseren’ i den anden ende selvfølgelig holdt fast, så stakkels Hennes nærmest befandt sig midt i en tovtrækning i rebets rolle. De ædle lovgivere har ikke forestillet sig denne situation, så her er vi tilbage i rammebestemmelsen om de almindelige grænser for opførsel. Jeg mangler i den grad en advarsel (og dyreværnsorganisationerne dernede er heller ikke glade). Faktisk har Ujah været ude med en officiel undskyldning – til Hennes! – på Twitter.

Dyr har i det i det hele taget ofte med at få en hovedrolle, når de indfinder sig i nærheden af en fodboldbane. Nogle husker måske situationen fra 2011 i Colombia, hvor hjemmeholdet Atletico Juniors uofficielle maskot, en ugle, landede på græstæppet i lettere såret tilstand, hvorefter Luis Moreno fra modstanderholdet Deportivo Pereira gav den et eftertrykkeligt spark – angiveligt for at få den ud af banen, så der kunne spilles videre. Desværre gik uglen i chok og døde nogle dage efter på et dyrehospital. En noget vovelig handling, specielt i et land som Colombia, som har fortilfælde for voldsomme uautoriserede repressalier mod spillere, der på den ene eller anden måde har gjort sig uheldigt bemærket. Moreno lagde sig fladt ned og undskyldte efter diverse trusler – og uglen blev udstoppet af en lokal konservator og står nu efter sigende udstillet på det stadion, hvor den holdt til.

Der er et eller andet med ugler. I en kvalifikationskamp til EM 2008 mellem Finland og Belgien, som blev spillet i juni 2007 på det olympiske stadion i Helsinki, kom en ugle, som havde sit tilholdssted i én af stadions mere fredelige afkroge, pludselig ind over banen og slog sig ned på den ene overligger. Her blev den siddende lidt, hvorefter den til publikums store jubel fløj rundt og undervejs satte sig på lidt af hvert, også på det modsatte mål. Kampen var afbrudt i 6-7 minutter, heldigvis med en engelsk dommer, for dérovre har man jo ry for at være særdeles dyrevenlige, og så kom vi i gang igen. Jeg havde selv været på stadion en uge før til en anden kvalifikationskamp – i øvrigt samme aften som den berømte / berygtede baneløberkamp mellem Danmark og Sverige, men det er en helt anden historie – så jeg havde ikke de store problemer med at sætte mig ind i situationen. Det finske journalistforbund kvitterede med at udnævne uglen til årets Helsinki-borger (og i motiveringen at sige, at uglen havde gjort finsk fodbold mere kendt end de kedsommelige målløse kampe, som det ellers ofte blev til) – og fodboldforbundet adopterede den som officiel maskot.

Så man skal ikke tage dyrene let – de kan hurtigt få en hovedrolle. Jeg mindes selv i Grønland til et aspirantkursus for at berolige kursisterne før eksamen at sige, at alle disse trickspørgsmål med den lille hvide hund skulle de ikke være bange for, for dem stillede vi ikke – hvorefter jeg fik at vide, at det var de kede af, for hunde var et reelt problem ved kampafviklingen. Så kan man lære at tænke, før man taler.

Skulle man have lyst til at se flere eksempler på dyr, som pludselig var på en fodboldbane, hvor de ikke burde være, kan jeg anbefale dette link: https://www.youtube.com/watch?v=PhrbYYxFXMI&feature=player_embedded – og i det hele taget kan alle de her nævnte situationer stadig fremsøges på internettet uden de helt store problemer, hvis man vil have billeder på.