Jans Corner: Linjedommerne i fokus

Som tidligere skrevet er dette den helt store højsæson for kurser, tests, ‘bliv klogere’-aftener og hvad man nu ellers kan fordrive dommertiden med mellem de to halvsæsoner. Det betyder desværre, at der ikke bliver tid til at se så meget fodbold i TV, som jeg godt kunne tænke mig (hvilket endnu mere desværre bider sig selv i halen, fordi deltagerne i aktiviteterne ovenfor ofte spørger mig, hvad jeg mener om den eller den situation, som lige har været i fjernsynet). Men tirsdag aften var der et mirakuløst hul i kalenderen, så jeg faldt ned i den bløde lænestol sammen med Liverpool og Tottenham. Hvilket jeg bagefter var eventyrlig glad for – dels var det en fremragende fodboldkamp, hvor man blev helt forpustet bare af at se på, dels kom der to situationer forbi, som godt kunne fortjene nogle bemærkninger med på vejen. Og på herlig vis begge med linjedommerne i centrum – én situation til hver – så der kunne endda blive et tema ud af det.

Begge situationer falder i 2. halvleg og begge bliver på den ene eller anden måde målgivende. Ved stillingen 1-1 skærer Liverpools Daniel Sturridge ind i straffesparksfeltet fra linjedommerens side og kommer i karambolage med Tottenhams Danny Rose, hvorefter han går omkuld. Dommeren er for så vidt tæt nok på, men har på grund af andre spillere alligevel ikke den bedste vinkel til situationen – men linjedommeren vinker prompte. I de langsomme gengivelser kan man tydeligt se, at Rose i sit tacklingsforsøg får aktiv kontakt med Sturridges ben, og da forseelsen ‘at tackle en modspiller’ er én af dem, der skal give et direkte frispark, lander vi med straffespark, da det er en forsvarer, som er den skyldige, og det hele foregår i feltet.

Det interessante er linjedommerens indgreb – og det er faktisk noget af det, som jeg oftest bliver spurgt om, når jeg er ude i ikke-dommerkredse. Hvor meget må linjedommerne (og for den sags skyld også mållinjedommere og fjerdedommer, hvis vi har dem) egentlig blande sig? Svaret er lige så enkelt, som det for mange er overraskende: de må det hele (selvfølgelig forudsat at dommeren har bedt dem om det i sin instruktion). Specielt omkring mållinjedommerne er det en udbredt opfattelse, at dem behøver man godt nok hverken spilde tid, plads eller honorar på, for de står jo bare og ser fodbold. Men i disse tider, hvor dommerne på de højeste niveauer har headset, så de kan kommunikere internt, foregår der rigtig meget uset og uhørt for den udenforstående. Man har måske bemærket, at nogle dommerkendelser synes at komme sent, og det er simpelthen, fordi man tager alle input med. Og når man har situationer, hvor der i yderste konsekvens kan være seks forskellige input fra seks forskellige vinkler, kan der godt lige smutte et sekund eller to, inden man når at få talt stemmerne op. Her er parolen helt klar, både herhjemme og internationalt: det er altafgørende, at man når det rigtige facit på bundlinjen, så skulle der gå lidt ekstra tid (alt med rimelighed!) med det, er det underordnet. Mange lader sig snyde af, at mållinjedommerne ser ud til ikke at lave noget, fodi de har jo hverken flag eller andet – men jeg kan garantere for, at de bidrager. Det er faktisk med vilje, at man kun har forsynet dem med et linjedommerflag uden flagdug, men med bip-kontakt til en sensor på dommeren, for man vil undgå signalforvirring ved at de – med et rigtigt flag – pludselig skulle stå og pege den modsatte vej af dommeren. Headsettet bruges til at afstemme opfattelserne. Til gengæld er det ekstremt vigtigt, at man ikke forlader sig 100 % på teknikken og glemmer de gamle dyder som øjenkontakt. Jeg har internationalt selv oplevet et par hårrejsende eksempler på, hvor galt det kan gå, hvis teknikken bryder ned, og man helt har vænnet sig af med at se på hinanden.

Det, som man kan diskutere i situationen i Liverpool, er, om linjedommeren skal flagmarkere for det straffespark, eller han skal lade være og nøjes med headsettet. Tendensen glider mod, at man ikke vil have linjedommeren til at vinke for forseelser alt for langt fra sig selv – men nøjes med headsettet. I min personlige optik er det nu stadig det vigtigste, at vi får taget den rigtige afgørelse, uanset hvilke kringlede veje, der fører derhen. Her fik vi et korrekt straffespark – og så er alt godt.

Den anden situation foregår relativt kort efter og fører til Tottenham-udligning til 2-2. Christian Eriksen sparker frispark lige uden for straffesparksfeltet, og som sædvanlig er der et mylder af mennesker omkring offside-linjen på kanten af feltet. Harry Kane er én af dem, og han er i offside-position, da der sparkes. Da målmand Simon Mignolet parerer forsøget, og bolden kommer ud til Kane, som sender den videre til Mousa Dembele, som bugserer bolden i mål, har vi et potentielt problem.

Det er jo gratis at være i offside-position, når bolden spilles af en medspiller, men indvirker man på spillet (rører bolden), generer en modspiller (er fysisk i vejen på den ene eller anden måde) eller opnår en fordel af sin offsideposition (rører bolden, når den kommer retur fra træværket eller en modspiller), skal man straffes. Billedlig talt tager linjedommeren et foto af spillernes placering, hver gang bolden spilles af en angriber (her da Eriksen tager frisparket), og så kan man blive strafbar, hvis man i en offside-position foretager sig noget, indtil bolden næste gang røres af en angriber, hvor det næste foto tages.

Kane er i offside-position ved sparket, og nu kommer bolden retur fra Mignolet. Han kan altså stadig nå at skulle straffes, da næste medspiller endnu ikke har været på bolden. Når bolden er rørt af en modspiller, skal dommer og linjedommer stille sig selv to spørgsmål: var forsvarerens berøring tilfældig, eller udgjorde den måske en redning? Hvis svaret er ja til én af delene, er der offside – ellers kører vi videre. Mignolets aktion er unægtelig en redning – det er det, som målmænd er sat i verden for, når bolden har retning mod målet – så da Kane fanger bolden og sender den videre til Dembele, skal han fløjtes ud for strafbar offside.

Og hvorfor fanger linjedommeren så ikke det? Sikkert fordi lige akkurat denne type offside-forseelser er ustyrlig giftige. Ikke nok med, at man skal nå at stille sig selv de to check-spørgsmål – men man skal også lige huske, hvor Kane var, da frisparket blev taget. Der kan nå at gå rigtig lang tid, og spillerne kan have flyttet sig rigtig meget i forhold til hinanden, inden Kane rører bolden igen. Faktisk kan det komme til at se helt forrykt ud, når der dømmes – men det er nu engang linjedommerens lod. Derfor er det efter min ringe mening også endnu sværere at være en god linjedommer end en god dommer (ikke at det sidste er let – men det første er bare sværere).

Så jeg kunne godt forstå Liverpool-protesterne – men jeg havde også en god del forståelse for linjedommeren. Den var ikke nem – og så i en kamp, hvor der ikke kunne slækkes på koncentrationen så meget som et mikrosekund.