En fodboldkamp varer som bekendt 90 minutter plus det løse, så der er rig lejlighed for kryptiske og tvivlsomme situationer til at opstå. Det gør de også – ellers ville hverken journalister eller amatører som jeg have så forfærdelig meget at skrive om, hvis man bare skulle koncentrere sig om det rent faktuelle som mål, udskiftninger osv. Alligevel opfattes det som noget særligt, når tingene sker i kampens tidsmæssige yderområder – og naturligvis endnu mere, hvis det er en tvivlsom eller lodret forkert dommerafgørelse, der er skyld i det.
Uforholdsmæssigt mange af disse situationer sker faktisk enten lige i starten eller lige i slutningen. Mod slutningen af kampen kan man endda forstå det, for her handler det ofte om, at alle er trætte, og der sker generelt flere klodsede aktioner fra spillerne. Samtidig er der oftest ikke så meget ilt tilbage til hjernen – hvilket så igen kan være en udløber af en træningstilstand, der ikke er helt på toppen, men det er en helt anden historie. Når jeg er ude at holde foredrag, plejer jeg at joke med, at jeg tilstæber at holde pause cirka hvert 45. minut, for længere kan den menneskelige koncentration ikke opretholdes fuldt ud (hverken tilhørernes eller min) – og at det samme sker for fodboldspillere, så mange fejl begås i tillægstiden. Lidt mere interessant er det, hvorfor der sker kontroversielle ting på et tidspunkt, hvor vi dårligt nok er kommet i gang. Jeg tror selv og helt uvidenskabeligt på, at det kan skyldes, at man måske enten ikke er helt klar fra start, eller at sigtekornet ikke er blevet kalibreret endnu. Under alle omstændigheder viser det, at alle, både dommere og spillere, ideelt bør være klar hele vejen og på dupperne i samtlige 90 minutter og lidt til.
Sådan et par situationer fik vi i den forløbne uge. Mest spektakulært uden tvivl i Holland, hvor kampen i Æresdivisionen mellem PSV og Breda var nøjagtig 29 sekunder gammel, da der kom et direkte rødt kort. Statistikere påstår, at det er det hurtigste røde kort i divisionens historie. Det er set før i verdenshistorien med ekstremt hurtige røde kort, men oftest på grund af et overraskelsesangreb, der har betydet en berøven af en oplagt scoringsmulighed. Jeg kan dog mindes en superligakamp i Parken, hvor en alt for sen tackling langt oppe på knæet efter 1½ minut gav udvisning til en debuterende spiller fra hjemmeholdet – og det er også set på VM-plan, at der er faldet en udvisning for en grov duel-forseelse, før der er gået to minutter.
Men denne i Holland var nu alligevel speciel. Det er én af Hollands absolut mest rutinerede internationale dommere, Kevin Blom, der har kampen – og aktørerne er PSVs forsvarer Jetro Willems og Bredas Gill Swerts. Swerts er absolut ikke nogen kostforagter, når det kommer til duelspil, og sekunder før har han et ret heftigt, men tilsyneladende lovligt, angreb på Willems, som falder. Swerts tager lige en duel mere og når bolden igen ude ved sidelinjen, hvor han vender og mødes af nu oprejste Willems, som kommer stormende. Den tackling, som følger, er bestemt ikke for små børn. Der er voldsom, der er ikke meget kontrol over begivenhederne, der kommer et strakt ben med fodsålen rettet mod Swerts, som springer højt for livet og går ret spektakulært omkuld. Men set på de første TV-vinkler er der ikke nogen kontakt. Dommeren kommer fra den modsatte vinkel og står egentlig godt placeret – og i denne dommerens vinkel, som kommer på den sidste TV-gentagelse, ligner det simpelthen et overlagt mord. Ud fra den vinkel alene ville jeg også trække et rødt kort. Men så var der lige de andre vinkler, som viste ingen kontakt. Det røde kort kommer uden tøven. Det er heller ikke plat umuligt at vise ud for en tackling, hvor der ikke opstår kontakt, men så skal man til at sidestille handlingen med et forsøg på et spark, og dér er vi trods alt ikke henne. Situationen er også rigtig fin til at vise svagheden i at bruge TV-vinkler som overdommer eller bevismateriale – for hvilken vinkel er egentlig den rigtige? Et emne for sig, som vi kommer til at springe let hen over denne gang.
Det kunne have været dramatisk nok i sig selv tirsdag aften med det hurtigste røde kort nogensinde og så uden kontakt – men 2. akt onsdag formiddag var heller ikke kedelig. For her indrømmede dommeren, at han var galt på den, så Willems slipper uden karantæne. Hvilket heller ikke er uinteressant, for der eksisterer stadig et godt, gammelt FIFA-cirkulære, som foreskriver, at en udvisning skal give mindst én spilledags karantæne. Her reddes situationen så af, at dommeren indrømmer sin fejl – men den problemstilling er søreme heller ikke ligetil. For hvor længe efter kan han det – og hvor mange og hvilke TV-billeder må han se for at nå frem til erkendelsen? I disse etik og moral-tider er det også værd lige at bremse op for at overveje – men det kommer vi også til at udsætte. Alt andet lige er jeg glad for, at han var mand nok til at gøre det i stedet for at klynge sig til et spinkelt paragrafhår. Hvordan alle statistikerne så vil håndtere hændelsen bagefter, er jeg spændt på at se. Det er vel stadig den hurtigste udvisning nogensinde (for udvisningen stod jo ved magt – den gav bare ikke karantæne). Måske skal man bare glæde sig over, at det hele ikke fik nogen praktisk betydning, for PSV vandt alligevel 2-0.
I den modsatte ende af kampforløbet så vi en næmest grotesk afgørelse ved African Cup of Nations, hvor værtsnationen Ækvatorial Guinea i overtiden fik tiltusket sig et ikke-eksisterende straffespark i kvartfinalen mod Tunesien. Det gav forlænget spilletid – og et senere sejrsmål på et flot direkte frispark. De efterfølgende begivenheder her var heller ikke for sarte sjæle med massekonfrontationer, angreb på dommerne og håndgemæng mellem bænkene (det havde der også været lidt af under selve kampen). Onsdag kom så afgørelsen – dommeren sættes i skyggen fra højere kampe det næste halve år, og Tunesien mødte en bøde på 50.000 $ (samt et erstatningskrav på en dør og et køleskab!). Selve situationen var for så vidt klassisk – helt nede i hjørnet af straffesparksfeltet modsat linjedommeren træder en Guinea-spiller i en duel ned på dels bolden, dels en tunesisk fod, hvorefter han vakler forover, bremser i kroppen og slår en kolbøtte i faldet. Ikke det mest elegante eksempel på film, jeg har oplevet. Det spændende er, at dommeren egentlig står fornuftigt: han er trukket dybt sammen med spillerne, han har fin vinkel på situationen og tilsyneladende en fornemmelse af, at her kan der ske noget. Kendelsen kommer i hvert fald prompte. I disse matchfixing-tider har overskrifterne været der hurtigt, ikke just formindsket af, at det var værtsnationen, der blev tilgodeset. Men skal man tro på det gode i menneskene, er der også den mulighed, at hjernen bare var løbet tør for ilt som beskrevet ovenfor. Under alle omstændigheder har han nu seks måneder til at få tanket op igen.
Related Posts
Man bliver godt underholdt
Topopgørenes weekend