Jans Corner: Film – igen

Som varslet i sidste uge kommer vi ikke uden om at skulle beskæftige os med film endnu en gang, selv om det ikke er længere siden end september, at emnet var forbi. Set ud fra et strengt lovmæssigt synspunkt er det egentlig lidt underligt, for film udgør en forsvindende lille del af fodboldloven – men selvfølgelig er det én af de afgørelser, hvor sindene virkelig kan bringes i kog, fordi forskellen mellem, om beslutningen falder ned på den ene eller den anden side af hegnet, er så stor. Er det et straffespark, måske endda med en følgestraf i form af en eller anden kulør kort, eller er det et indirekte frispark den anden vej med et gult kort oven i hatten ? Her kan man virkelig tale om kampafgørende situationer – og vel at mærke af den type, som er hundesvære at afgøre.

Det har også været et jævnligt tilbagevendende spørgsmål, om ikke film i virkeligheden er så meget snyd og hinsides fair play, at det burde koste et rødt kort. Tanken er sådan set sympatisk nok, for hvor er egentlig den moralske forskel mellem at berøve en modspiller en oplagt scoringsmulighed (rødt) og at forsøge at snyde sig til én i form af et straffespark (gult) ? Men hvis forskellen mellem straffespark og film / gult var stor før, bliver kløften i så fald endnu mere frygtindgydende. Straffespark eller film / rødt ? Den vil jeg meget nødig gøre mig til dommer over uden tekniske hjælpemidler (som lige akkurat ved denne type forseelser er nogle farlige venner, for hvad der ser naturligt ud fra den ene vinkel, gør det bestemt ikke fra den anden).

Nogle gange er dansk sprog noget underligt noget, for populærudtrykket ‘film’ har vundet indpas, men i virkeligheden dækker det engelske begreb ‘simulation’ over meget mere. Essensen er, at spilleren foretager en handling, som har til formål at påvirke dommeren til at dømme noget, som faktisk ikke har fundet sted. Det kan mest spektakulært være i straffesparksfeltet, men det kan foregå hvor som helst på banen; det kan være et forsøg på at påvirke dommeren til at uddele et kort, som ikke burde være givet osv.

Den situation, som bringer film op igen denne gang, kommer fra kampen mellem Southampton og Chelsea og er én af de klassiske i feltet. Det er Fabregas, som kæmper sig forbi Southamptons Matt Targett og pludselig ligger ned. Meningerne har været meget delte, men den overvejende del af den engelske presse satsede på, at der burde være dømt straffespark. Det er jeg ikke umiddelbart enig i. Fabregas dribler med bolden, finter, hvorefter Targett stikker sit ben ud. Da Fabregas så går den anden vej rundt om Targett, ramler han direkte ind i det ben, som ser ud til at være der i forvejen, og uden at der er yderligere bevægelse i det. Så straffespark synes jeg ikke, at der er – men til gengæld synes jeg også, at advarslen for film er meget hårdt dømt.

Fabregas og desværre også mange medier argumenterede bagefter med, at der jo var kontakt. Ja, og hvad så… Den eneste forskel, det gør, er, at det er sværere for dommeren at afgøre. Det er klart, at muligheden for, at der foreligger film, er større, hvis spilleren bare går omkuld uden kontakt – men i virkeligheden er kontakten ikke afgørende.
Men er den der, skal dommeren så for det første afgøre, om den kontakt var forårsaget af forsvarsspilleren med vilje. Var den det, er der straffespark. Var den ikke det, kan vi begynde at overveje, om der foreligger film. Dommerens kriterier her er, om angriberen udnytter en lille kontakt til at få det til at se værre ud ? Eller selv forårsager kontakten (meget ofte angriberen, der søger fosvarsspillerens ben, i den mest raffinerede udgave ved lige at lade bageste ben hænge lidt) – eller måske forventer kontakten og spiller på den, når den kommer ? Hvis der kan sættes flueben ved én af de tre, er der tale om film – ellers ikke. Og jeg synes vitterlig ikke, at Fabregas gør nogen af delene. Der er kontakt, men det ser meget tilfældigt ud (og der er heller ikke den store grund til at gå omkuld og satse med det usikkerhedsmoment, at dommeren siger nej, for der kan blive et pænt stor chance for skud på mål i næste øjebli, hvis Fabregas slipper forbi).

Så i min optik er det her et tilfældigt sammenstød og altså hverken straffe eller film. Det er den mellemvej, som mange desværre overser og forventer enten det hvide eller sorte resultat. Men der er også en grå variant – nemlig bare at lade spillet fortsætte.

Der er kommet de forudsigelige hyl fra Mourinho om, at Chelsea bliver snydt – og er blevet det mange gange i lige disse situationer, fordi dommerne på forhånd forventer, at der filmes. Nu tror jeg ikke, at nogen træner med respekt for sig selv vil begynde at satse på at lade sine angribere filme. Dertil er resultatet simpelthen for usikkert, og det er ikke mærkeligt, at dommeren af og til griber forkert, for ofte kan ikke engang nok så mange kameravinkler give det endelige svar. Dommeren er henvist til at prøve at komme i en placering, hvor han får vinkel på situationen, så han kan vurdere det hele lidt fra siden (og så lade være med at fokusere énsidigt på spillernes fødder, for kontakten kan jo lige så godt ligge over bæltestedet). Et andet fif er at se på den måde, spilleren falder. Er det virkelig et uventet fald, eller er han parat til at afbøde faldet med hænderne nærmest før kontakten ? I det sidste tilfælde øges sandsynligheden for, at det handler om film.

Mere end at bestemte trænere indøver film, eller at det pr. tradition følger bestemte hold, tror jeg, at det er bestemte spillertyper, der dyrker denne disciplin. Sådan nogle har der været til alle tider og på alle niveauer – selv da jeg gjorde banerne usikre i diverse københavnske rækker, var der spillere, som man på forhånd vidste, at man skulle holde øje med. Efterhånden som tempoet er steget, er det bare blevet endnu sværere – og det kan endda gå, når man har spillertyper, hvor man ved, at de vil gøre alt for at holde sig på benene selv i feltet, uanset hvor mange kontakter de bliver udsat for – eller dem, hvor man ved, at de falder omkuld som livsfarligt sårede ved den mindste berøring. En spiller som Robben, der set udefra bevidst veksler mellem de to roller, er til gengæld nærmest håbløs at skulle styre. I Hollands ottendedelsfinale mod Mexico ved sidste VM var der minimum tre sitautioner, der kandiderede til straffespark eller film. Straffesparket kom på den tredje og måske mindste af forseelserne, hvor et væsentlig mere oplagt straffespark var blevet forbigået tidligere. For det er nemlig achilleshælen for den spiller, som har fået ry for at falde let: dommeren vil ofte foretrække at være helt sikker, før han fløjter straffesparket. Således får den spiller, som har oparbejdet et ry som en god skuespiller, måske mindre, end han havde fortjent. Og i den henseende kan Mourinho have en pointe