Jans Corner: Mere teori og praksis

I sidste uges klumme annoncerede jeg, at jeg i denne uge ville prøve at gøre en slags status over 2014. Det er sæson for den slags og tilsyneladende en yndet beskæftigelse for mennesker, der skriver noget jævnligt tilbagevendende. Det er også en måde for både forfatter og læser at få samlet tankerne og derefter visket tavlen ren, før man kaster sig over et helt nyt og jomfrueligt år.

Efter lidt ekstra overvejelser har jeg besluttet mig for at skyde det en uges tid for at få hele året med. Weekenden viste, at der stadig kan ske ting og sager, som kunne være priskandidater.

Liverpools Fabio Borini viste i kampen mod Arsenal et af de mest eklatante eksempler på overtændthed og slåen hjernen fra, som jeg mindes at have set på det plan. Skiftet ind i det 74. minut for at give ekstra tyngde fremefter, eftersom Liverpool var nede med 1-2, lykkedes det ham at få raget to gule kort til sig på to et halvt minut lige omkring overtiden. Først ved at tyre bolden i jorden i protest mod en indkastkendelse (!) – og derefter ved en ‘tackling’ med knopperne forrest i mavehøjde på Carzola. Tæt på direkte rødt – men det blev ved de to gule. Hans aktier kan næppe være steget på Liverpool-børsen. Det highlighter igen tomheden i den opfattelse, at der er lang snor efter det første gule kort. Der er altså grænser, hvis man går til yderligheder som disse.

Så det er én grund, at få alle årets begivenheder med, før der sættes dobbeltstreg – en anden er, at jeg gerne vil spinde yderligere en ende omkring dette med teori og praksis. Én af automatreaktionerne, når en dommer under én af vinterens teoriaftener har kvajet sig, er ‘Det står der godt nok i bogen, men sådan er det jo ikke ude på banen’. Hvis bølgerne går rigtig højt, sættes der trumf på med udsagnet ‘Og jeg har aldrig problemer !’.

Rent bortset fra, at jeg vil tillade mig at tvivle på, at det sidste er tilfældet – hvis dommeren gør udendørs, som han siger indendørs – og at det vil være en fordel, hvis den pågældende dommers kampe bliver afviklet efter samme regelsæt som alle andre kampe i kongeriget – kan det ikke at have problemer aldrig være et mål i sig selv (det ville dommeren heller ikke have, hvis han i en serie 6-kamp stillede en kasse øl nede i det ene hjørne og inviterede spillerne derned). Min – nogle vil mene lige så provokerende – påstand er, at der ikke er nogen forskal på teori og praksis. Herom mere senere.

Fodboldloven er det, som man kalder en rammelov. Det vil sige, at der opstilles nogle kriterier, som dommeren skal vurdere, før han afsiger sin kendelse efter sit skøn. Netop dette med efter sit skøn er måske de allervigtigste ord i hele fodboldloven. For det er dem, som gør, at vi sjældent har med rent objektive sandheder at gøre. Om en bold har krydset en linje eller ej, er en objektiv sandhed.

Det lader sig i hvert fald efterprøve – men om dommeren efter at have vurderet de relevante kriterier mener det ene eller andet, er noget rent subjektivt. Selvfølgelig må han aldrig træffe en afgørelse, som er i skærende modstrid med loven, men så længe han holder sig inden for den ramme, som kriterierne udgør, er han rent lovmæssigt på sikker grund – noget andet er så, om man er enig med ham, uanset om man tager direkte del i kampen eller bare er der som dommerudvikler for at vurdere hans præstation.

Netop det, at man opererer inden for en ramme, gør, at forskellige landes fortolkninger kan falde forskelligt ud. Ser man på vurderingen af hånd på bolden, er der en afgrund af forskel på vurderingen i f.eks. Spanien og England. De enkelte forbund kan med fuld ret lægge sig på en fortolkning inden for rammen, så længe fodboldloven ikke bliver overtrådt. Det kan være noget kulturelt betinget – eller det kan være typer af forseelser, hvor man nationalt mener at have et problem, som man gerne vil have udryddet og derfor sætter mere radikalt ind overfor i en periode.

Så hvis Spanien lægger sig i øverste venstre hjørne af rammen og England i nederste højre hjørne, kommer det til at se forskelligt ud, men begge dele kan sagtens være inden for fodboldloven. UEFA lægger også den fortolkning inden for rammen, som de gerne ser overholdt i europæiske kampe, og den tilstræber vi i Danmark at ligge meget tæt på (der er ganske, ganske få undtagelser, hvor enten UEFA ser et problem, som vi ikke har, eller omvendt). Alt er godt, så længe linjen inden for det enkelte land er konsekvent – og det interessante er, at både spanske og engelske dommere kan finde ud af at tilpasse sig UEFAs linje, når de er ude internationalt.

Når jeg påstår, at der ikke er forskel på teori og prakais, er det, fordi loven rummer en sikkerhedsventil i form af den vidunderlige passus ‘Det er lovens ånd, at kampene spilles med så få afbrydelser som muligt. Derfor er det dommerens opgave kun at straffe klare lovbrud. Fløjten for bagatelagtige eller tvivlsomme forseelser skaber irritation og modvilje hos spillerne og ødelægger tilskuernes fornøjelse’.   Men det, som er en bagatelagtig forseelse i den fredelige begyndelse, behøver ikke være det, når vi kommer hen i 2. halvleg, hvor tingene koger.  Derfor kan man opleve forskel i niveauet for, hvor meget der fløjtes i en kamps forskellige faser. Det er én af de fornemste egenskaber hos en god dommer – at han kan tage temperaturen på kampen og vurdere, hvad der er bagatelagtigt eller ikke.

Én ting er sikkert: dømte man 100 % efter fodboldlovens ordlyd og glemte det med det bagatelagtige, gik det aldrig godt – ligesom trafikken ville gå uhjælpeligt i stå, hvis vi alle kørte 100 % efter færdselslovens teori. Et par eksempler (fra fodboldloven) vil nok give en idé: Enhver spiller, som ved ord eller handling protesterer, skal have en advarsel. ‘Glemte’ man at vurdere for bagateller, var der nok ryddet godt ud i aktørerne, inden vi nåede pausen. Og et indkast skal tages dér, hvor bolden passerede sidelinjen. Punktum – altså ikke en halv eller en hel meter eller mere derfra.  Overholdt uden bagatelgrænse fik vi næppe nogensinde taget et korrekt indkast.

Så er der helt sikkert også områder, hvor dommernes bagatelgrænse efter min smag ligger for højt, f.eks. ved udførelsen af fodboldens største chance, straffesparket (som jo immervæk er tildelt, fordi der er begået en alvorlig forseelse). Her får målmanden lystigt lov til at bevæge sig væk fra stregen, og spillerne fra begge hold moser ind i feltet, før sparket er taget. Det kunne være et passende 2015-ønske, at der blev strammet op her, også internationalt.

Disse linjer skrives, før det er jul – men de læses først, når vi er midt i helligdagene, og alle læsere forhåbentlig har haft en glædelig jul. Så jeg vil nøjes med at ønske alle et rigtig godt fodbold-nytår med tak for det gamle.