Jans Corner: Udvisning for berøven – eller fordel

Sidste uges klumme handlede om udvisninger og de forskellige måder, som de kan opstå på – og ikke mindst opleves på. Er det en enkeltstående grov forseelse, der medfører udvisningen – er det en fysisk ikke nødvendigvis så grov forseelse, men med stor virkning (berøven af oplagt scoringsmulighed), eller er det den type, som de fleste nok vil anse for den mildeste: at spilleren ‘bare’ har raget to advarsler til sig ? I denne uge bliver vi i samme emnekreds, for weekendens Premier League-runde kastede også et par ret spektakulære eksempler af sig. Ikke mindst situationen i kampen mellem Swansea og West Ham, som kommer langt rundt i teoribøgerne.

Vi skal have fat i situationen, som fører til udvisning af Swanseas målmand Fabianski. Jeg har godt set, at Swansea har appelleret udvisningen, og jeg har ellers som fast princip ikke at gå ind i sager, der stadig er under behandling – men dels kommer afgørelsen formentlig, inden denne artikel dukker op fredag, dels er det næppe sandsynligt, at man i England vil opdage eller tage særlig meget hensyn til, hvad jeg måtte finde på at skrive her. Så principper er til for at brydes – hvis bare situationen er interessant nok.

Situationen er den, at West Hams Sakho er på vej igennem i venstre angrebsside uden for straffesparksfeltet, skarpt forfulgt af Swanseas Williams. Så skarpt, at der kommer et lille puf i ryggen på Sakho, således at der bliver kontakt mellem hans hånd og bolden. Men den berøring er så uforsætlig, som den overhovedet kan være, og puffet er heller ikke værre, end at Sakho i fordelsreglens navn skal have lov til at køre videre. I næste sekund kommer så kollisionen med målmand Fabianski, som er styrtet ud af sit mål – og også straffesparksfelt, for kontakten sker lige uden for feltet. Fabianski tager et lille skridt til siden umiddelbart før kollisionen, så der er ingen tvivl om, at kontakten udgør en forseelse, som sker med vilje. Sakho bliver – egentlig ganske utroligt – på benene, men tvinges lidt længere ud i siden, hvor han får afsluttet mod det tomme mål, så bolden rammer stolpen. Dommeren afbryder spillet, West Ham får et frispark lige uden for straffesparksfeltet, og målmanden bliver udvist for berøven af oplagt scoringsmulighed.
Betingelserne for at tale om oplagt scoringsmulighed er afgjort til stede. Angriberen har kontrol over bolden, retning er ned mod modspillernes mål, der er ikke andre forsvarere, der kan nå at gribe ind – og med en forseelse lige uden for feltet er der kun en 17-18 meter til mål. Så formalia er i orden.  Eller er de nu også det ?

Det springende punkt er, om dommeren benytter fordelsreglen eller ej. Dommeren har jo altid muligheden for at vende tilbage til den oprindelige forseelse inden for få sekunder, hvis en forventet fordel ikke bliver til noget. ‘Få sekunder’ fortolkes som sådan en to-tre stykker af slagsen. Det er det, man ser oceaner af gange, og hvor tilskuerne tit synes, at den kendelse kom da noget sent. Ja, men det skulle den også – det er hele pointen, for dommeren valgte at se, om spilleren kunne få en fordel ud af at fortsætte.  Hvis spilleren har fået muligheden for at afslutte, men brænder, skal han dog ikke have chance nr. 2 – han har jo haft muligheden (og dermed fordelen), og så er det hans egen skyld, at han ikke kunne få bolden i mål.

Men med udvisninger involveret er det noget andet. For det første er det en gylden regel, at man kun bør forsøge en fordelsregel med en hængende udvisning, hvis fordelen er megastor (sådan noget som angriberen upresset med bolden nogle få meter fra mål uden målmand, eller tilsvarende). For hvis den chance nu brændes, og bolden bliver i spil, kan der ikke afbrydes før næste naturlige spilstop – og det kunne så betyde, at vi indtil næste stop havde en spiller løbende rundt med en udvisning hængende over hovedet, og han kunne i princippet nå at score i den anden ende, før han måtte forlade banen. Ikke godt for retsfølelsen.

Og specielt i relation til berøven af oplagt scoringsmulighed bliver brugen af fordelsreglen giftig. Hvis dommeren vælger at give fordelen, må det jo være fordi han synes, at den oplagte scoringsmulighed stadig er der (ellers er der ingen fordel), og så er der ikke berøvet noget som helst – og dermed heller ikke basis for efterfølgende udvisning. Pyha – det er det højere teoretiske skoleridt – men ikke desto mindre noget, som dommeren skal forholde sig til.  Så HVIS dommer Chris Foy anvendte fordelsreglen og så vendte tilbage til frisparket og udviste Fabianski, ville det være en fejl. Der kunne maksimalt blive tale om en advarsel, fordi intet var berøvet. Men HVIS han havde fløjtet med det samme, ville udvisningen være i orden, uanset at Sakho afsluttede i næste øjeblik (og var bolden gået i mål, havde der så ikke været nogen scoring).

Jeg har kun set de almindelige TV-optagelser fra sammendraget. Men det er måske værd at bemærke, at den tidligere internationale topdommer Graham Poll i sin klumme i Daily Mail har gravet lidt dybere og mener at have fundet en replay, hvor det er tydeligt, at fløjten kommer med det samme. Og så er alt jo godt – hvilket jeg er tilbøjelig til at tro. Alene ud fra det faktum, at Graham Poll ved gud ikke normalt uddeler julegaver til sine tidligere kolleger, men snarere er efter dem som en høg – også mange gange i min optik, selv om de har ret.    Så hvis fordelsreglen er benyttet, er udvisningen gal – er der fløjtet med det samme, er den korrekt.

Folk med god hukommelse og/eller mulighed for at checke på Internettet (hvilket jeg i sandhedens interesse gjorde for at få et par detaljer på plads), vil erindre en næsten tilsvarende situation i 2006-versionen af Champions League-finalen. Det år mellem Barcelona og Arsenal. Her blev Arsenals målmand Jens Lehmann som den første spiller i en Champions League-finale udvist, da han relativt tidligt i kampen spændte ben for en friløbende Eto’o uden for feltet. Der blev fløjtet, og nærmest i samme moment sendte Giuly bolden i mål. Så Lehmann røg ud – men Barcelonas scoring talte ikke. Den norske dommer Terje Hauge indrømmede senere, at han nok burde have tøvet et par sekunder. Så havde der været en scoring til Barcelona, men Lehmann var blevet på banen.  Omvendt ville Lehmann også have været benådet (bortset fra en eventuel advarsel), hvis Giuly havde misset chancen.

Så det er et moralsk dilemma for dommeren – hvad er egentlig den største fordel på et tidligt tidspunkt af kampen: at komme foran 1-0 og spille videre 11 mod 11, eller at få et direkte frispark uden for feltet og spille videre 11 mod 10 fra stillingen 0-0 ?  Vel at mærke en beslutning, der skal tages lige på en studs. Jeg er glad for, at jeg bare følger med fra lænestolen.