Jans Corner: Udvisningsrekord

Jeg har flere gange tidligere været ude med riven efter folk, der ud fra en ophobning af store mængder data fra fodboldkampe mener sig i stand til at føre sandhedsbevis for hvad som helst. Problemet er ikke data – men de konklusioner, der kan vrides ud af dem. Det har ført til besynderligheder som, at dommere fra bestemte nationer giver flere/færre kort, når de leder opgør mellem to andre nationer. En helt gratis omgang, for ingen ved jo, hvad der ville være blevet givet af kort, hvis det havde været en anden dommer. Eller det faktum, at de store hold får tilkendt flere straffespark på hjemmebane end udeholdet gør. Kunne måske skyldes, at de store hold netop opholder sig mere i modspillernes straffesparksfelt på hjemmebane og dermed har større chance for at få tilkendt et straffespark. Eller mit yndlingseksempel: for nogle år siden havde vi et hold i superligaen, som lå højest på bisselisten over gule og røde kort – og samtidig var fra en by, som også husede to superligadommere, som for at undgå habilitetsproblemer ikke ønskede at dømme holdet. Skæbnen ville, at de to dommere var dem, der gav færrest kort i den pågældende sæson. Klubben harcellerede voldsomt over, at den aldrig fik de to dommere og mente, at den lå øverst på kortlisten, fordi den aldrig havde de to flinke dommere. Man kunne med lige så god ret have argumenteret den anden vej: at de to dommere netop lå lavest, fordi de ikke dømte holdet, som løb ind i alle kortene. Det er sådan noget, der kan minde én om det gamle Mark Twain-citat: ‘Der findes tre slags løgn: løgn, forbandet løgn – og statistik’.

Til gengæld er der også andre flittige mennesker, der indsamler og registrerer data om fodbold, holder sig langt væk fra at postulere årsagssammenhænge, men udelukkende registrerer de objektive fakta. Dem har jeg den dybeste respekt for – og er nok de sidste mennesker, jeg kunne ønske mig at møde i en omgang Trivial Pursuit. De har registreret, at den netop overståede 16. runde i superligaen gav en tangering af rekorden for flest udvisninger: fem i alt, hvilket kun er sket tre gange før. (Og ingen kunne formentlig have indvendt noget, hvis tallet havde været seks og dermed rekord: mellem FCM og FCV nøjedes Kristian Bak med én advarsel for to giga-tacklinger, som begge lignede gult).
Lad os se nærmere på udvisningerne. Det lyder voldsomt, og nogle kunne måske finde på at kæde det sammen med, at vi nærmer os slutningen af sæsonen (er spillerne trætte – er banerne vanskelige osv.). Men virkeligheden ser knap så dramatisk ud. To af udvisningerne var direkte røde kort (i Hobro – Randers), og de sidste tre var for to advarsler til samme spiller (SønderjyskE – Esbjerg, FCN – Brøndby og AaB – FCK).

Direkte røde kort påkalder sig altid lidt mere opmærksomhed end de mere tekniske, hvor det ‘bare’ er to advarsler, der tilsammen får kortet til at skifte farve. Hobro og Randers blev nøjagtig lige så intenst, som man kunne forestille sig mellem to næsten-nabobyer. Udvisningen til Mikael Ishak var rimelig lige ud ad landevejen – liggende efter en duel sparkede han ud efter en modspiller, da bolden var på vej væk. Er bolden der, kan vi hurtigt komme ind i grænselandet mellem tackling og spark, og så bliver billedet mere mudret. Men denne her var klokkeklar og heller ikke anfægtet af nogen. Noget mere musik var der i udvisningen til Mads Agesen efter et større håndgemæng og noget puffen og skubben mellem ham og Mads Justesen. Gult til Justesen og rødt til Agesen. TV-billederne af situationen er desværre ikke specielt vidunderlige, så det er meget svært at se, hvad der egentlig foregår. Agesen hævder, at han bare puffede til Justesen – Justesen kunne efterfølgende fremvise en løs tand, så der kunne synes at være en sag, medmindre man vil mene, at lufttrykket fra puffet har slået tanden løs. For begynder man at puffe andre spillere i hovedet med sin arm – uden at bolden er i spil eller blot i nærheden – er grænsen til et slag faretruende nær. Dommeren så henholdsvis et puf og et slag – og det gav de to kortfarver. Situationen belyser også den lille finte, at har man sådan en duel, skal forseelserne vurderes hver for sig. Der er altså ikke nogen automatik, der f.eks. siger, at hvis den ene får gult, skal den anden også kun have gult. Der er heller ikke, som mange tror, nogen indbygget rabat i at være blevet provokeret. Så hvis forseelsen er til rødt, bliver det rødt – uanset om der forinden har været en provokation. Det klassiske eksempel er spilleren, som begår et hensynsløst benspænd (gult), hvoefter offeret rejser sig og sparker synderen (rødt).

At de tre udvisninger falder efter to advarsler, er egentlig ganske symptomatisk, for det er stadig en udbredt misopfattelse, at der gives længere snor til kort nr. 2, når det første gule kort er faldet. I virkeligheden er det snarere omvendt (selv om mange dommere selvfølgelig helst vil give advarsel nr. 2 for noget, der ser ud af noget, så det fremstår helt tydeligt for dem, der sidder udenfor). Spilleren har jo fået den første advarsel, som var signalet om ‘hertil og ikke længere’. Så det er her, hvor den kloge spiller lige lader lidt ekstra ilt slippe op i øverste etage og signalere, at nu skal man ikke gøre sig alt for bemærket (eller som nogle kommentatorer meget rammende siger ‘give dommeren muligheden for at give advarsel nr. 2’). Men det kan være lettere sagt end gjort i kampens hede.

Alle tre ‘advarsler nr. 2’ var set på TV lige efter bogen, selv om specielt Dario Dumic fra Brøndby var uenig. Det er heller ikke noget stort frispark, han begår nærmest oppe på midten, men pointen er, at hvis han ikke begår det, er der en FCN-spiller, som kan drive en rigtig god omstilling videre i fuld fart. Og at ‘bremse et lovende angreb’ koster en advarsel – et af de tilfælde (ligesom ved berøven af oplagt scoringsmulighed), hvor det ikke er forseelsens voldsomhed, der udløser kortet, men det beregnende og hensigten med forseelsen.

Fellahs anden advarsel for Esbjerg (for at holde) er ikke så spændende. Godt nok syntes han, at der var frispark til ham først, men man må jo stadig ikke tage sagen i egen hånd. Og Amartey fra FCK valgte en spektakulær anden advarsel ved kort før tid at stille sig lige foran bolden og dermed forhindre en hurtig igangsættelse i en situation midt på banen. Mindst lige så kuriøst var det, at træner Solbakken i sine udtalelser efter kampen egentlig var mest sur over, at frisparket var ‘en kæmpefejl af dommeren’. Uanset hvad gør det jo ikke Amarteys forseelse mindre – og lur mig, om det overhovedet fløj gennem hovedet på ham, om det frispark var forkert, da han valgte at blokere bolden…