UEFA har et turneringscirkulære, som går på brug af storskærm på stadion. En temmelig knudret og juridisk formuleret sag, men hovedsagen er, at der er begrænsninger på, hvornår noget må vises på skærmen – bolden skal være ude af spil, eller det skal foregå i pausen.
Og så må man ikke vise kontroversielle situationer, som kan bidrage til uro på tilskuerpladserne – eller som kan ‘kritisere, underminere eller skade en spillers, dommers eller anden persons ry, position eller autoritet’. Specifikt nævnes offside-situationer, forseelser begået af en spiller, potentielle fejlkendelser – eller nogen anden handling, som strider mod fair play-begrebet. Det lyder grundlæggende meget fornuftigt. Men selv i denne form er der slanger i paradiset.
Hvis en kamp ender 3-2, og fire af målene bliver vist på storskærm, men det sidste ikke, kræver det ikke nogen doktorgrad at regne ud, at der har været noget kontroversielt ved scoringen – og så har vi balladen alligevel. For ikke at tale om de tilfælde, hvor man fejlagtigt alligevel viser det problematiske – skrækeksemplet er kampen mellem Mexico og Argentina ved VM i 2010, hvor et Argentina-mål ved første øjekast, også for TV-kommentatorer, så uskyldigt ud – men hvor de langsomme gengivelser ubarmhjertigt afslørede en pivende offside. Det gav voldsomme problemer, da den situation kom ud på på storskærm, dels med appeller fra spillere og ledere, men så sandelig også uro hos publikum.
Sådan et cirkulære havde DBU også indtil denne sæson, hvor man valgte at stryge det. Derfor har dommerne fra denne sæson stået over for den udfordring, at en visning på storskærm har givet appeller fra spillere (og trænere) med henvisning til de rullende billeder, og også øget pres fra tilskuerne efterfølgende. Retfærdigvis skal det siges, at langt de fleste situationer viser, at dommerne har ret. Jeg oplevede det selv på nærmeste hold i kampen mellem FCN og FCK, hvor næppe mange opfattede Christian Poulsens albuestød i forsvarsmuren. Men gengivelsen på storskærm afslørede tingenes tilstand på en måde, så selv FCKs fans, i hvis ende det hele foregik, opgav at larme (lige dér).
Derfor er her en lille forbrugeroplysning til dommere og ikke mindst spillere om, hvad man egentlig kan forvente efter fodboldloven, hvis man kommer ud i situationen. For selv om fodboldloven ikke nævner storskærme med ét ord, er der masser af rammebestemmelser til at rumme spillernes og trænernes reaktioner.
Hvis vi starter med spillerne, er der et helt afsnit i loven, som har overskriften ‘Påvirkning af dommeren’. Og det er jo det, som spillerne har gang i, hvis de med henvisning til eller synlig pegen på storskærmen forsøger at få dommeren overbevist om, at han har lavet en fejl. Selvfølgelig bliver lige akkurat den kendelse ikke ændret, men så kunne det da være, at den lå i baghovedet på dommeren, næste gang der skulle vurderes noget, og man så fik lidt tilbage på kontoen. Teksten er rimelig klar: ‘En spiller, som gestikulerer eller løber mod dommer / linjedommer for at protestere og dermed undergrave dommerens autoritet, skal advares. Det samme gælder spillere, som stimler sammen om dommeren for at forsøge at påvirke ham.’
Det er den specielle type opførsel, som internationalt har været et fokuspunkt i flere år, men som vi heldigvis hidtil ikke har set så meget til herhjemme: ‘mobbing the referee’. Taksten er som sagt en advarsel, men det kan jo sagtens være værre end det, for hvis protesten indeholder ‘fornærmende, hånende eller upassende sprog eller tegn’, er straffen en udvisning, ligesom udvisningen er klar, hvis en spiller lægger en fjendtlig hånd på dommeren, river ham i armen e.l. Sverige og Norge er i samme situation, og her har man simpelthen valgt at sige, at en spillerappel med pegen mod storskærmen automatisk er at betragte som usportslig opførsel og advarsel – lidt på linje med den spiller, som forsøger at påføre en anden spiller en advarsel ved at appellere og vifte med ‘det imaginære kort’ over for dommeren.
Trænere og andre officials på bænken er der ikke lovgivet helt så specifikt for, så maskerne i nettet er måske lidt større, men til gengæld betyder løse rammer jo også, at der kan proppes mere ind i dem. Fodboldlovens krav til personerne i det tekniske område er, at de skal ‘ udvise ansvarlig opførsel’. Og det er helt klinkende klart ikke ansvarlig opførsel at protestere over for dommerne med henvisning til billederne på storskærmen. Der er jo en god grund til, at andre bestemmelser omkring det tekniske område siger, at ‘det er ikke tilladt for personer i det tekniske område at have adgang til eller mulighed for at følge monitorer anbragt ved banen’ , samt at ‘brug af elektronisk kommunikation i det tekniske område er ikke tilladt’.
Men hvad pokker skal man også med en monitor eller mobiltelefon, hvis man kan få det hele serveret på en storskærm ? Sker det alligevel – og igen handler dette ikke om at begrænse trænernes muligheder for at udføre deres arbejde, ligesom alle ved, at pulsen uden for banen ofte er lige så høj som inden for kridtstregerne – er det dommeren, der skal vurdere, om reaktionen er sådan, at man kan nøjes med en påtale og påmindelse om, at næste gang går det galt – eller om der skal skrides til direkte bortvisning. Hovedsagen er, at alle skal have rimelige arbejdsforhold og respektere hinandens arbejdsopgaver.
Dommerne er før sæsonen blevet bedt om at indberette, hvis brug af storskærm har givet dem problemer enten med spillerne eller trænerne som beskrevet ovenfor – eller har gjort det i relation til tilskuerne, således at man har fået en giftig atmosfære med unødigt ekstra pres på dommeren. Næst efter skattelovene må fodboldloven være den lov, hvor aktørerne graver mest efter kattelemme og musehuller. Hvis man leger djævelens advokat – og tro mig, efter et langt liv med fodboldloven og iagttagelse af forsøgene på at finde hullerne er det en rolle, som falder uhyre let – kan man i yderste konsekvens også godt forestille sig trængte klubber bevidst spille på brugen af storskærm for at indhente lidt. Det indberettes også.
Som sagt – dette er ikke en stramning, for reglerne i fodboldloven har været der hele tiden. Alle har bare fået en ny praktisk udfordring. Det er en oplysning om, hvad man risikerer at løbe ind i, hvis man lader sig forlede af storskærmen. For det allerlykkeligste ville jo være, hvis man slet ikke fik de situationer, hvor det var nødvendigt at skulle af med gule eller røde kort på den konto. Under alle omstændigheder er kendelsen jo, som den er – vi har ikke videobevis i fodboldloven.