Jans Corner: Kvindelige dommere

Et af privilegierne – eller en af de besynderlige ting, alt efter temperament – ved at skrive ugentlige klummer er, at man undertiden får en snigende fornemmelse af, at dette her har man  mødt før. Nogle gange er det ikke bare alderen, men faktisk rigtigt nok. Sådan en fornemmelse kom for et par uger siden, da jeg faldt over en nyhed på The Guardians hjemmeside, relateret til engelsk amatørfodbold.

Næstformanden i et af distrikterne, Northumberland, var løbet ind i en fire måneders karantæne og en bøde for  bemærkninger, som han havde fremsat – i marts !  Retfærdighedens mølle maler åbenbart meget langsomt, men også meget fint på de kanter. Brøden var, at han ved en dommerworkshop var blevet spurgt af en kvindelig dommeransvarlig, hvordan det lå med at kunne dømme i hans North East Sunday League (og Sunday League er nøjagtig, hvad det lyder som – familiehygge, pub-hold og amatørfodbold, omend ofte på et rigtig fornuftigt niveau).

Svaret var, at ‘En kvindes plads er i køkkenet og ikke på en fodboldbane’, vakst fulgt op af bemærkningen ‘Jeg har ikke noget imod dig personligt, men så længe jeg er i live, vil ingen kvinder komme til at dømme i min turnering’.  

Man tror, at det er løgn, men der må åbenbart eksistere en tidslomme af en eller anden art i den herres omgivelser.  Om ikke andet er det en kærkommen lejlighed til at sætte lidt fokus på kvindelige dommere generelt – og ikke mindst, hvordan det står til herhjemme.  Det går faktisk ikke så tosset, selv om vi stadig har et godt stykke op til vores nærmeste nordiske naboer, Norge og Sverige.

Vi har, mens jeg skriver,  i Danmark 72 kvindelige dommere, som er tilmeldt DBU og lokalunionerne – dette skal ses i forhold til et totalt antal på 3.503. Tallet siger selvfølgelig ikke noget om, hvor mange kampe de enkelte dømmer, men det kan dog give en idé. På eliteniveau har vi 12 indrangerede kvindelige dommere, 6 i 3F-ligaen og 6 i 1. division (hvoraf de tre primært fungerer som linjedommere). Så der er et stykke vej hjem endnu, før vi kan hamle op med vores naboer, hvor alle kampe i hver runde på det kvindelige eliteniveau dømmes (og vinkes) af kvinder – men det går dog fremad.

Jeg bliver undertiden spurgt, hvorfor der er så få kvinder, der vil være dommere.  Bortset fra, at jeg ikke er sikker på, at tallene er helt skæve, hvis man sætter dem i forhold til antallet af mandlige og kvindelige fodboldspillere, slæber vi rundt på en historisk byrde. Man skal helt op midt i 1970’erne, før den første kvindelige dommer bliver udklækket – min egen første eksamination af en kvindelig aspirant var i 1978, og der var ikke de store skrupler omkring ligeberettigelse lige på dette område. Ganske bemærkelsesværdigt, når man ser på tidsånden i øvrigt.

Jeg husker stadig et prominent medlem af  DBUs lovfortolkningsudvalg nærmest skraldgrine i vantro direkte i radioen på spørgsmålet, om en kvinde kunne gå op til dommereksamen. Men alt andet lige er det en traditionel  mandeverden – og der skal, uanset om man kan lide det eller ej, et vist gå-på-mod til at trænge igennem muren. Det er der så heldigvis flere og flere, der har.

Ser man på det rent tekniske, er fodboldspillets regler ens for mænd og kvinder. Faktisk gør fodboldloven en del ud af at definere, at selv om der står ‘han’ i teksten, dækker det begge køn. Ellers ville loven blive rigtig tyk, hvis der skulle stå ‘han/hun’ hver gang.

Det samme gælder for dommerne. En kvindelig dommer eller linjedommer kan uden problemer dømme hvad som helst, så længe de ydre krav er opfyldt.  Mange af de kvindelige dommere dømmer også i herrerækkerne og har en parallel indrangering dér. De bliver selvfølgelig på alle parametre sammenlignet med deres mandlige kolleger – de dommermæssige kvalifikationer skal være i orden, og det samme gælder de fysiske krav. En kvindelig dommer/linjedommer skal til hver en tid bestå de mandlige testkrav for at kunne fungere i herrerækkerne.

Det ville være lige meget nok forlangt, at herreholdene skulle spille langsommere, fordi der nu var en kvindelig dommer. Lige nu har vi to kvindelige dommere indrangeret på danmarksserie-niveau, og det går rigtig godt. Den ene af dem dømte f.eks. en direkte afgørende oprykningskamp på sidste spilledag i foråret – til alles tilfredshed. Og hvorfor skulle hun ikke også kunne det – det er blot nævnt til at illustrere, at det er personen og kvalifikationerne, der sætter rammen, ikke kønnet.  Ingen diskrimination her – de bedste dommere til de bedste kampe.

Andre steder i Europa har man også kvindelige dommere, som dømmer på højt niveau i herrerækkerne. Tysklands bedste, Bibiana Steinhaus, dømmer 2. Bundesliga for herrer, og der er også eksempler på, at kvindelige dommere har dømt internationale kampe for herrer.  Tilbage i 2008 så jeg selv på Færøerne Nicole Petignat fra Schweiz dømme UEFA Cup mellem EB/Streymur og Manchester City. Det kunne lyde overkommeligt, men det blev ikke helt let, for City var ikke i omdrejninger endnu, og EB havde faktisk fortjent en bedre skæbne end det 0-2 nederlag, som det blev til.. Det gik fremragende – største problem var egentlig, at vi nær aldrig var kommet afsted fra stadion bagefter, fordi alle medrejsende fans fra City ville fotograferes sammen med hende, for det havde de godt nok aldrig oplevet.

Jeg kan ikke lade være med at gribe dybt i skuffen med opfordringer her:  til kvinder, som kunne tænke sig at blive dommere, om at melde sig – til lokalunioner og dommerklubber om at give dem en reel chance, når de begynder at dømme. Og til de få – pudsigt nok oftest mandlige – krigeriske ledere i kvindefodboldklubberne om at give de nye kvindelige dommere fair play og ikke f.eks. højlydt konstatere, at man hellere vil have en mandlig lavere rangeret dommer.  Interessant nok er der uhyre sjældent problemer for de kvindelige dommere i herrekampene –  snarere tværtimod. Jeg har selv oplevet to af de mere farverige serie 4-hold i København nærmest spise af hånden, da der kom en kvindelig dommer.

Og så tilbage til indledningen – hvad gav mig denne pludselige déja- vu fornemmelse ? Vi skal 3½ år tilbage til dengang, hvor to prominente Sky Sports-værter, Andy Gray og Richard Keys, henholdsvis blev fyret og trak sig for diskriminerende kommentarer mod en kvindelig linjedommer i Premier League, mens de troede, at mikrofonen var slukket. Kampen med flere giftige situationer afslørede i hvert fald, at hun var væsentlig bedre hjemme i offside-reglen end de to gamle hanelefanter.  Der må altså være et eller andet specielt med de britiske øer og holdningen til kvindelige dommere…