Jans Corner: Straffespark i fokus

Megen tid er de seneste uger gået med at diskutere straffespark – og sandt er det, at der har været usædvanlig mange kontroversielle situationer, som med større eller mindre berettigelse har trukket overskrifter og givet anledning til knubbede ord. Uden at skulle bruge vejret og banerne som undskyldning – for i hvert fald de sidste er på højt niveau – er det dog sandt, at vi har fået usædvanlig meget vand, og selv med en prima bane er en våd overflade altid garant for tilfældigheder og besynderlige uventede situationer.

Der er blevet snakket så meget, at man godt kan undre sig over, hvad man dog diskuterede, før straffesparket fandtes. Selv om mange tror, at det er en gudegiven ting, dukker det faktisk først op i fodboldloven i 1891 (i øvrigt samme år, som man indfører dommeren på banen i stedet for at have en neutral herre på tilskuerpladserne, som man kunne henvende sig til, hvis anførerne ikke kunne blive enige). Indtil da blev alle forseelser, uanset hvor på banen, straffet med et frispark, som til overflod var indirekte – altså krævede, at yderligere en spiller ud over skytten rørte bolden på vej i mål, for at målet kunne godkendes.

Men til den megen palaver om mulige straffespark – ikke bare herhjemme, men også internationalt. Et par stykker af dem har jeg endda været mere tæt på, end godt er – om ikke andet har det givet nogle nye ord til ordbogen (som f.eks. i Malmö, hvor Olympiakos så et ikke-dømt straffespark ikke som 50-50, men som 100-0, mindst). Nogle gange har straffesparkene været korrekte nok, men bare ikke været til at se for alle. Andre gange har kendelsen været lovteknisk korrekt, men måske ikke svaret til den linje, som blev lagt ude på resten af banen. Så har der været 50-50 situationer, hvor det sete afhænger af øjnene, der ser – og endelig de notorisk forkerte kendelser. De sidste er faktisk de mest interessante, for det er dem, som man skal lære af – hvordan undgår dommeren (og hans hjælpere) at falde i fælden en anden gang.

Det mest groteske eksempel var kampen mellem FCK og Esbjerg i Parken. Hele tre hands-situationer var potentielle kandidater til Esbjerg-straffespark uden at blive dømt – en ophobning, som bragte minder frem om Chelsea-Nordsjælland i Champions League forrige år, hvor der blev dømt tre straffespark for hands inden for 8 minutter. De tre i Parken var bestemt ikke for små børn, og det tog en del video-gennemsyn, før vi turde komme ud med en vurdering: den første (Pierre Bengtson i løbeduel med et par Esbjerg-spillere) virker tilfældig; den anden, hvor en forsvarer springer op i muren ved et Pusic-frispark, drejer kroppen og stritter med armen, så der bliver kontakt, skal dømmes – og den tredje, hvor en tværpasning mod mål blokeres af en forsvarer, der kaster sig ned, er den sværeste at vurdere, men når forsvareren kaster sig ned på den måde med armene væk fra kroppen, løber han en risiko, og straffesparket kan sagtens dømmes. Hands løb jeg også selv ind i for nylig til kampen mellem Lyngby og Skive, hvor dommeren formentlig er den noget nær den eneste, som ser en Skive-hånd på bolden i en duel i feltet. Det gav en del musik – og kendelsen er umulig at vurdere udefra. Men DVD’en viser faktisk, at dommeren har ret.

Silkeborg har følt sig specielt hårdt ramt med straffesparkskendelser mod sig de seneste to uger. I udekampen mod FCM er der en lille kontakt mellem Sune Kiilerich og Pione Sisto, men Sisto falder meget mærkeligt ned efter at have drejet i luften. Resultatet er et straffespark – som sagt er der en kontakt, men sammenholdt med normalt superliga-niveau ikke noget at komme efter (lidt som straffesparket til Brasilien i VM-åbningskampen). Men jeg tror, at dommeren bliver snydt af det besynderlige fald, som indikerer noget meget voldsommere. Dette at man bliver fikseret af noget, så man opfatter noget andet end det, som egentlig skete, er jo ikke begrænset til fodboldbanen. Tænk bare på, hvor forskelligt vidner til en forbrydelse eller et færdselsuheld kan opfatte en situation. Jeg kan huske en situation for et par år siden, pudsigt nok også med FCM involveret, hvor en bold reddes på stregen af en forsvarer, som virkelig strækker sig og har kraftig bevægelse i armen. Bolden rammer ham i brystet, så alt er godt – men bevægelsen i armen får fikseret dommeren, så vi ender med et forkert straffespark (og en udvisning). At fænomenet ikke bare er dansk, kunne man forvisse sig om ved seneste Champions League-runde, hvor Schalke vinder 4-3 over Sporting på et straffespark, hvor en tværbold reddes af en vildt sprællende Sporting-forsvarer – med brystet. Men de strittende arme med stor bevægelse snyder dommeren (og navnlig hans mållinjedommer, som står lige oven i situationen), så der dømmes straffespark.

For at gøre Silkeborg færdig, får de i kampen mod Vestsjælland et straffespark imod sig, da Nikolaj Ritter angiveligt puffer til Tshibamba på kanten af målfeltet lige før en afslutning – og føler sig til gengæld snydt, da Sune Kiilerich i 1. halvleg fældes af Anders Kure med en meget sen tackling lige i eller ekstremt kort efter afslutningsøjeblikket. Set på TV kan det dømte straffespark godt forsvares lovmæssigt. Der er kontakt – ser endda ud til, at der er det i et par omgange. Det springende punkt bliver så denne forseelse over for linjen i kampen iøvrigt. Lovteknisk er det største problem nok, at Ritter ikke ser rødt for at berøve en oplagt scoringsmulighed, når nu straffesparket dømmes. Til gengæld har Silkeborg afgjort en sag ved situation nr. 2, som unægtelig efter et par langsomme gengivelser afslører en forseelse. Igen ville en mållinjedommer (for nu trække kæphesten frem igen) have haft en forrygende vinkel til at supplere dommer og linjedommer, hvis de skulle have haft fokus et andet sted end på benene eller haft en dårlig vinkel.

Det er heldigvis sjældent, at tvivlstilfældene kommer i byger, som det sker her. Jeg tror ikke, at dommerne er blevet dårligere herhjemme (i så fald er det en stor familie, for vi kan også af og til finde tilsvarende ting i de Champions League og Europa League-kampe, vi ser). Til gengæld er tempoet blevet højere, kameraerne flere – og dommernes vilkår er ikke fulgt tilsvarende med, heller ikke når vi sammenligner os med de lande, som vi normalt holder os op mod. Sådan noget er i sidste omgang et spørgsmål om politik og penge, og det holder jeg mig langt væk fra, men tankevækkende er det nu. Også at medierne på det seneste har udvist en ægte interesse for dommernes generelle situation og ikke bare deres kendelser.