Jans Corner: Fagre nye verden – og massekonfrontationer

Fodboldloven er på mange måder en besynderlig størrelse. En lille og relativt undselig sag på bare 75 sider i den danske udgave – og 137 sider i den internationale version. Inden det får nogen til at tænke, at vi i på dansk har udeladt halvdelen af det, som gælder internationalt (og så tror da pokker, at… osv), skal jeg skynde mig at sige, at FIFAs udgave har ruttet mere med pladsen og brugt større skrifttyper, og man har en del ting med, som strengt taget ikke er lovstof. Det gælder f.eks. de markeringer, som dommer og linjedommere anvender, og udførlige tegninger og diagrammer, som viser, hvordan man bedst placerer sig i forhold til hinanden. Rigtig nyttigt for praktisk dommergerning og optimal afvikling af kampene, men ikke i den forstand jura – selv om en forkert placering eller et dårligt samarbejde sagtens kan komme til at afgøre kampe. 

En god del af dette har vi i den danske udgave (og vi er ikke alene i Europa) traditionelt udeladt, primært af økonomiske årsager. Trykning er dyr – og det betyder jo ikke, at dommerne er uvidende om ting som markeringer og placeringer. Det er faktisk noget af det første, som en dansk dommer bliver udsat for i sin uddannelse efter bestået eksamen. Men altså ikke på tryk i lovbogen.

Men i 2014 kommer den danske fodboldlov for første gang kun digitalt og ikke i en trykt udgave, og det åbner nye muligheder. Det at lovbogen kun ligger digitalt, gør, at vi gradvis kan udvide med nogle af de områder, som hidtil ikke er kommet med – for dels er det nu lettere at redigere, dels er udgiften af en anden kaliber. Så det er bestemt intentionen i de kommende år at tage mere og mere med – måske ikke som et big bang i 2015, men fordelt over et par udgaver eller tre.

Lovbogen er traditionelt inddelt i tre afsnit: der er selve lovteksten, der er de internationale afgørelser, som er truffet ud fra konkrete spørgsmål baseret på lovteksten, og som man har syntes var væsentlige nok til at få en fremtrædende plads. Og så er der det afsnit, som i den internationale udgave kaldes ‘Interpretation… and Guidelines for Referees’. De første to afsnit SKAL vi ordret have med i den danske udgave, ellers bliver der forståelig ballade – i det tredje afsnit kan vi dels medtage, hvad vi synes er relevant (en passage indsat af hensyn til et spørgsmål fra Ydre Mongoli kan f.eks. være selvindlysende for os i Danmark og dermed ikke komme med) – og omvendt kan vi i dette tredje afsnit, som i den danske udgave hedder ‘Internationale fortolkninger og danske afgørelser’ sprælle lidt mere med hensyn til, hvd vi mener er specielt relevant for en dansk dommer. Der må selvfølgelig ikke være noget i det, som strider mod lovteksten og de internationale afgørelser, for så vælter verden, men hvis vi har erfaret, at danske dommere har behov for specifik vejledning på et punkt, eller vi mener, at vi selv har en begavet måde at forklare selve lovteksten på, er det her, det kommer med. Derfor er dette tredje afsnit nok i virkeligheden det allervigtigste for en dansk dommer, for det er her, han får førstehjælpen til, hvordan han skal håndtere den ofte svære jura i de første to.

I dette afsnit trækker vi ud over egne erfaringer og gode idéer meget på de retningslinjer, som UEFA udstikker for deres internationale dommere – og vi tager også nogle af de ting med, som vi har drøftet på vores årlige nordiske møde. Alt for at blive så ensartede som muligt.

Én af de ting, som jeg pudsigt nok er blevet spurgt et par gange inden for den seneste uge, er spørgsmålet om massekonfrontationer. Det fænomen, at der efter en afsagt kendelse (eller måske endda efter, at der ikke er afsagt nogen) pludselig er en en hel klump af spillere, der er kommet ræsende for at rive ørerne af hinanden. Jeg ved ikke, om det er højsæson for de dele rundt om i fædrelandet – men spørgsmålet har været, hvor der står noget i lovbogen om det. Og det må jeg med skam melde, at der ikke gør lige her og nu. Der gjorde det for et par år siden, hvor vi stadig udstedte retningslinjer for den kommende sæson og highlightede ting, som dommerne skulle være specielt opmærksomme på. Men det hørte op, fordi der ikke var behov for det, hvis dommerne i øvrigt bare holdt sig til reglerne.

Massekonfrontationer var tæt på at komme med i årets udgave i det danske tredje afsnit – men i sidste ende besluttede vi at vente, til vi havde foretaget en mere systematisk gennemgang af, hvad vi ellers gerne ville have med, ud fra de kriterier, som jeg startede med at beskrive. Dommerne på de højeste niveauer er i forvejen instrueret i, hvad de skal gøre, hvis situationen opstår – og meget kan udledes af den øvrige tekst i fodboldloven, for det må selvfølgelig langt hen ad vejen være usportslig opførsel og koste en advarsel, hvis man med fjendtlige hensigter laver den form for bunkebryllup. Så der er næppe sket nogen skade.

Men det er UEFAs instruktioner, som vi går efter – og som (lover jeg) til næste år også vil være at finde i lovbogen. Først og fremmest står dommeren med et valg: kan han se, at noget er under opsejling, og kan han ved at gå imellem to spillere forhindre, at tingene vil udvikle sig og andre spillere komme til, er det helt fint at prøve at forhindre yderligere skade. Men lykkes det ikke, og vi pludselig har klumpen af ophidsede spillere, skal dommeren ud af klumpen igen og stille og roligt iagttage, hvad der foregår – og efter at gemyttene er faldet til ro så komme med de nødvendige kort. Der er mindst to gode grunde til, at dommeren skal væk fra orkanens øje: dels kan han med en placering midt i klumpen ikke se, hvad der sker bag ham, dels er der ret spektakulære eksempler på, at en dommer er kommet til at stå i vejen for et udfald rettet mod en modspiller og er gået omkuld, og så snakker vi pludselig om noget meget mere alvorligt. Er der linjedommere eller andre hjælpere på kampen, vil de på afstand hjælpe med at holde styr på, hvem der gør hvad mod hvem.

Når boet så skal gøres op, er grundreglen, at der skal falde mindst én advarsel til hvert hold, for er der en massekonfrontation, er der nok to parter involveret. Og hvem skal dommeren så vælge? Primært hovedmændene: dem, der startede episoden eller var specielt aktive – eller dem , som kom løbende langvejs fra for at tage del i løjerne (målmanden er det typiske eksempel). Og eftersom en massekonfrontation sjældent opstår ud af ingenting, kan der meget vel være et kort også for den oprindelige forseelse. Således kan en massekonfrontation snildt kaste tre kort eller flere af sig – men der skal i hvert fald være mindst to. Det kan se dramatisk ud med hele dette kortshow, men det er altså helt efter instruktionerne.