KFD
Jan kommenterer denne uge på dommerens påklædning samt film og hvordan denne vurderes
Jan kommenterer denne uge på dommerens påklædning samt film og hvordan denne vurderes

Det var overhovedet ikke meningen, at denne klumme skulle have handlet om noget så dybest set uinteressant som farver på dommerdresset. Men efter at have siddet foran skærmen og set Dortmund – Arsenal tirsdag – og ikke mindst en dommer i sort trøje, (meget) lysegrå shorts og tilsvarende strømper – var jeg godt klar over, at så let slap jeg ikke. Det gjorde jeg heller ikke, skulle jeg hilse at sige fra mailen og telefonen. Også selv om det kun er onsdag formiddag, mens dette skrives. Goalshow tirsdag aften viste andre varianter over samme tema, dog primært med sorte strømper. Nu stammer jeg nok fra en tid, hvor værdierne var anderledes og mere kedelige. En mand var en mand, og en dommer var primært sort – men dette er dog i min begrebsverden ubetinget noget af det mest hæslige, som jeg har set, kun overgået af det neongule og nærmest selvlysende dress, som de italienske Serie A-dommere har fremvist med jævne mellemrum. Lige akkurat i kampen mellem Dortmund og Arsenal gav det oven i købet problemer, fordi trøjen var nærmest sammenfaldende med Arsenals meget mørkeblå. Dommeren blev dog kun spillet en enkelt gang i 2. halvleg.

Farver kan i den grad sætte tingene i kog, som jeg tidligere har underholdt med på denne plads. Ved sikkerhedsmødet om morgenen før en europæisk kamp fastlægger man farverne – og så håber vi ellers alle på, at det også er de samme farver, som dukker op om aftenen. Jeg tager altid digitalbilleder af det, som vi er blevet enige om, for der dukker rigtig ofte overtroiske målmænd op, ligesom typisk hjemmeholdet kan finde på at snige en lille ændring ind af hensyn til sponsorer, fans og deres trøjer o.l. Fodboldloven kræver ikke andet, end at de to holds spilledragter skal adskille sig fra hinanden og dommerens/linjedommernes. De to målmænd skal have en farve, som adskiller dem fra alle andre og hinanden – dog kan man, hvis ingen andre muligheder gives, lade de to målmænd være ens. Hvad der meget ofte sker i praksis, er, at dommeren lander i den samme trøjefarve som den ene målmand. Der er trods alt et begrænset antal farver til rådighed på paletten. Så er dommeren typisk meget bekymret, hvorefter jeg beder ham lade være med at stille sig ved siden af målmanden – så griner vi lidt af det, og så kører tingene bare. Men denne tirsdag aften var godt nok speciel.

Jeg nåede samme aften at lave en lyn-research hos Kenn Hansen, som er den danske dommer, der er aktuel til Champions League og Europa League, for spørgsmålet er selvfølgelig, hvad dommerne har fået udleveret af tøj at gøre godt med. Champions League-sættet for dommerne er i år sort/marineblå/gul trøje plus de lysegrå shorts og så til trøjen matchende strømper. Ud fra de betragtninger kan stakkels Benquerenca fra Portugal, som har kampen i Dortmund, selvfølgelig ikke gøre meget andet. Dortmund er gule, Arsenal er meget mørkeblå. På bundlinjen står der derfor sort, selv om den er tæt på Arsenals mørkeblå. En helt anden historie er så, hvorfor Arsenal ikke kan spille i deres normale hjemmebanedragt, rød/hvid. Det ville ligesom have løst alle problemerne. Men hele denne farveproblematik bliver jeg sikkert meget klogere på om 14 dage, hvor jeg selv har fornøjelsen på første hånd i Malmö.

Det, som egentlig skulle have været ugens tema, var det evigt klassiske spørgsmål om ‘film’. Senest aktuelt i kampen FC Midtjylland og OB, hvor sejrsmålet kostede en stakkels uskyldig havestol i det tekniske område livet. Selve straffesparket kan sagtens diskuteres, og jeg ved positivt, at heller ikke dommeren er stolt af det efterfølgende – men ved første øjekast ser det bestemt plausibelt ud.

Hvornår har vi så et straffespark, og hvornår har vi film? Først og fremmest er det vigtigt at slå fast, at ‘film’ kan foregå overalt på banen. Det er selvfølgelig situationer i straffesparksfeltet, som trækker den største opmærksomhed, fordi konsekvenserne er så meget større dér, men i princippet kan det sagtens foregå oppe midt på banen. ‘Film’ kan også dække over det faktum, at man prøver at få påført modspilleren et rødt eller gult kort. Og gør man det som spiller tilpas åbenlyst – vi kender alle spillerens visning af det imaginære kort for at fange dommerens opmærksomhed – så er det spilleren selv, som i hvert fald starter med et gult kort. Man gider ikke spilleres forsøg på at påvirke dommeren og opnå en fordel, som man ikke burde have haft.

‘Film’ er i virkeligheden en halvdårlig oversættelse af det engelske begreb ‘simulation’ (og alle, der kan komme med en bedre idé – kom endelig frem!). Basalt dækker det over, at man som spiller forsyner at snyde og derved få dommeren til at dømme noget, der egentlig ikke er der.

Film optræder i en lang række varianter, og det er helt centralt at slå fast, at en kontakt mellem to spillere ikke bare er et spørgsmål om frispark eller film – sort eller hvidt. Så ikke bare et valg mellem straffespark eller advarsel for film, som man ellers ofte kan få forståelsen af fra TV. Vi kan sagtens have et tilfældigt sammenstød, som overhovedet ikke skal straffes – altså det grå område. Når dommeren i splitsekundet går ind og vurderer, vil han se på følgende omkring mulig film:

Er der overhovedet ingen kontakt mellem spillerne?

Udnytter en spiller en lille kontakt til at få det til at se værre ud?

Er det spilleren selv, som forårsager kontakten (typisk angriberen, der søger forsvarerens ben)?

Forventer spilleren selv kontakten og spiller på den?

Det siger sig selv, at dette er noget af det mest hamrende svære for en dommer at skulle vurdere i splitsekundet. Ofte giver ikke engang kameraer svaret. Igen skal bevisførelsen være på plads, og vi lander derfor ofte i det grå område. Efter min helt subjektive vurdering i kampen mellem FCM og OB er der godt nok ikke straffespark, men der er heller ikke film fra angriberen ud fra kriterierne ovenfor.

Mange har gennem tiderne plæderet for, at lige så vel som en berøven af oplagt scoringsmulighed i den ene ende af banen medfører udvisning, burde film også gøre det i den anden ende. Det handler om målgivende situationer i begge tilfælde. I det ene tilfælde berøves den – i det andet prøver man at tiltuske sig den. Bestemt en diskussion værd og en sympatisk tanke , for er det film, er det i sagens natur usportsligt, et forsøg på at snyde, og noget, som vi ikke gider se på. Men det er også et frygtelig stort ansvar at lægge på dommeren – udvisning eller ej? Tænk bare på en spiller som Arjen Robben ved seneste VM, som konstant balancerede på kanten af film. Og rigtig mange gange over.

Hi, I’m Brian M. Pejter

Leave a Reply