Jans Corner: Personlige budskaber

Alt godt får en ende – det gør sommerferier også. Det har været herligt at være lidt væk og kun have sporadisk netforbindelse og ikke andet end en lille håndfuld TV-kanaler til disposition, men nu er hverdagen der igen. Skæbnen vil, at den sender mig udenlands på fodboldmissioner et par weekender, så mens jeg nok skal få samlet op efterhånden, hvis der sker noget epokegørende, bliver det nok lidt på bagkant her i starten. Men det gør sådan set heller ikke noget i relation til klummens formål, at prøve at forklare nogle udvalgte hjørner af fodboldloven. Det gør selvfølgelig ikke noget, hvis indholdet trigges af aktuelle eksempler, men problemerne og overvejelserne er jo de samme, uanset om eksemplet er dugfrisk eller et par uger eller tre gammelt.

Det betyder så, at jeg vil indlede med noget, som jeg ikke kunne tage fat i før ferien, da situationen stadig var under behandling ‘i systemet’ – og det er et helt fast princip hos mig, at sager, som verserer disciplinært eller kunne komme til det, enten som en protestsag eller indberetning, holder jeg mig langt væk fra, indtil de er afgjort. Ellers ville det i allerværste fald kunne give en dobbeltrolle, som jeg (og andre) sikkert ikke ville bryde sig om. Men nu er det så muligt at gribe fat i Morten Duncan Rasmussens fejring af sit superligamål nr. 100 (og tillykke med det – flot!) i kampen mod Randers FC den 4. august. Ved den lejlighed trak han op i trøjen og afslørede dermed en undertrøje med påskriften ‘Duncan 100’. Det lyder jo mget uskyldigt, hvis det ikke lige var for en enkelt passus i fodboldloven omkring spillernes udstyr: ‘Spillerne må ikke fremvise undertrøjer/undershorts, som indeholder politiske, religiøse eller personlige slogans, udsagn eller billeder – eller reklamer ud over fabrikantens logo’. Den spiller, som gør det, vil blive straffet af den pågældende turneringsmyndighed eller FIFA.

Derfor blev der en disciplinærsag ud af det – og egentlig en rigtig tabersag, for alle kan nok være enige om, at det ikke er den mest farlige overtrædelse af fodboldloven. Ikke desto mindre er det jo sådan, at loven ikke er et tag selv-bord, hvor man selv bestemmer, hvilke paragraffer man nu har lyst til at spille efter idag. Det er en pakkeløsning – enten er man med på det hele, eller også er man ikke.

Nogle har indvendt, at det jo er set mange gange før i det store udland, at en spiller har haft en hilsen til sin nyfødte, sin kone, kæreste, svigermor eller hvad det nu kan være, uden at der er sket noget ved det. Men pointen er, at vi faktisk ikke ved, om der er sket noget i de tilfælde, for det er ikke en forseelse, som dommeren her og nu og synligt skal honorere med en advarsel – men udelukkende et disciplinært anliggende. Udsagnet hos Duncan er jo i den uskyldige ende af skalaen, men på den anden side ville ingen vel bryde sig om, hvis spilleren flashede f.eks. en trøje med teksten ‘Jeg hader alle rødhårede’, eller hvad det nu kunne være – eller hvis man kombinerede et politisk med et personligt udsagn. Det kunne blive noget frygteligt noget at skulle vurdere, så velsagtens derfor har FIFA valgt alt eller intet-løsningen.

Så var der også dem, der som muligt forsvar spandt en ende over, at det var en helt ny bestemmelse indført i år. Det er det ikke – den har med let varierende ordlyd været der siden 2002, hvad angår undertrøjer. Det nye i år var, at undershorts kom med i teksten, måske efter inspiration fra en vis dansk angriber. En anden undskyldning, som jeg hørte, var, at Duncan jo ikke tog trøjen af eller dækkede sit hovede med den, men kun løftede op i den, så det kunne vel ikke være strafbart. Her får man blandet æbler og pærer sammen, for at tage trøjen af takseres som et par andre eksempler pr. automatik som overdreven scoringsjubel og er et dommeranliggende, og hvis spilleren gør f.eks. én af de to nævnte ting, skal det koste en advarsel. Ud over de specifikt nævnte eksempler er det dommerens skøn, om jubelen overskrider de almindelige grænser for opførsel på en fodboldbane. Bestemmelsen mod slogans osv. går alene på, om de ved spillerens handling bliver synlige eller ej. Så hvis Duncan havde taget trøjen helt af, ville han have vundet både en advarsel og en disciplinærsag.

Selv om ingen sikkert ligefrem har nydt at skulle røre ved sagen, var der altså ingen vej udenom, så klar som bestemmelsen er, og så eksponeret som handlingen blev på både direkte TV og fotos. Til gengæld synes jeg personligt, at den landede fint med en administrativ advarsel (uden medfølgende karantænepoints) – og så er der forhåbentlig ikke andre, der falder for bestemmelsen en anden gang. Nu kan man i hvert fald ikke påberåbe sig ukendskab til den.

For at slutte af med noget helt andet – nogle gange kommer fodboldloven ind i billedet på den mest besynderlige måde. Hvis man har fulgt nogle af Viasats Champions League-transmissioner den senere tid, har man også (mange gange) i reklameblokkene mødt den med fodboldspilleren, der skal sparke et straffespark og tydeligvis har taget højde for alt. Han har læst dommeren, han har checket målmandens reaktionsmønster, og GPS og kikkertsigte er i den grad fokuseret på, hvor bolden skal hen. Ude på tilskuerpladserne sidder en ivrigt pølsespisende tilskuer. Lige før straffesparket taber han noget pølse og brød på tribunen – og det spotter en sulten måge, som vælger at dykke efter aftensmaden samtidig med, at vores selvsikre skytte sender straffesparket afsted. Bolden og mågen kolliderer med det resultat, at mågen ryger den ene vej, bolden den anden – uden om mål. Hvorefter der er almindelig jubel hos forsvarsspillerne og målmanden, som er dagens helt.

Pragtfuld historie og godt tænkt – og så er det dødtrist at skulle være lyseslukker og insistere på den triste virkelighed i fodboldloven. Ganske vist er det sådan, at dommeren skal lade bolden falde, hvis bolden kommer i kontakt med noget spillet uvedkommende (eller det fremmede bare får indflydelse på spillet). Men der er én og kun én undtagelse – rigtigt gættet: ved straffespark. Hvis bolden på vej mod mål bremses af noget uvedkommende, skal sparket tages om. Så det eneste, som vil ske her, når resterne af den forhenværende måge er blevet fjernet, er, at skytten får en chance mere. Det har tekstforfatteren garanteret ikke været klar over – til gengæld er hans historie sjovere end min. Og jeg kan så hygge mig med, at fodboldloven helt af sig selv vil give den ‘second chance’, som reklamen promoverede.