Jans Corner: Markeringsspray

Én af de ting, som virkelig vakte nyhedens interesse ved det netop overståede VM, var dommernes brug af ‘vanishing spray’ til at markere boldens placering ved frispark og samtidig markere afstanden til muren, de berømte 9,15 meter (som har et så pilskævt tal, fordi det svarer til 10 yards. Ikke for ingenting, at spillet oprindeligt er engelsk).

Skummet er ‘vanishing’, fordi det opløses inden for 30-45 sekunder, hvilket nok er meget godt: ellers kunne jeg godt have fundet et par VM-kampe af den hårde kaliber, hvor spillerne havde vadet i skum, når vi nærmede os afslutningen. Jeg kender ikke den nøjagtige sammensætning af det, som kommer ud af spraydåsen, men der er uden tvivl godt med kemikalier og E-numre i, når det har denne specielle egenskab.

Egentlig er det meget sjovt, at brugen af skummet vakte så megen furore, for det har været brugt på forsøgsbasis i sydamerikanske og asiatiske ligaer i mange år. Men nu havde man så åbenbart samlet så megen erfaring sammen, at man ville give brugen fri og samtidig lancere det ved en stor slutrunde. Ikke mindre interessant var det at se den måde, hvorpå dommerne tog det til sig.

De dommere, der kendte det i forvejen fra deres nationale ligaer, brugte det lystigt, hvorimod f.eks. de europæiske dommere, for hvem det var nyt, bestemt ikke havde det inde på rygmarven i samme grad. Man kunne nogle gange næsten se, at dommeren pludselig kom i tanke om, at nu måtte han hellere bruge spraydåsen – og der var også dommere, hvor man på kropssproget kunne se, at det var med alle tegn på væmmelse, at det blev taget i brug.

Spillerne var heller ikke udelt begejstrede – nogle påstod, at skummet udgjorde en psykisk barriere foran bolden, når de skulle sparke – og ved mindst én lejlighed var der helt bogstaveligt smurt så tykt på, at bolden som set på den langsomme gengivelse ændrede lidt retning.

Da man nu gik fra forsøgsordning til permanent mulighed, skulle det selvfølgelig også skrives ind i årets udgave af fodboldloven, og her hoppede DBU genialt nok hurtigt med på vognen og udskrev en en rask konkurrence på Twitter- og Facebook-profilen om et dansk navn. For sådan et havde vi jo i sagens natur ikke. Fantasien kendte stort set ingen grænser, og der var mange virkelig fine forslag imellem – men når termen nu skal i lovbogen, er man nødt til at være en lille smule kedelig eller snarere nøgtern. Derfor blev det til ‘markeringsspray’ – for det er jo det, som den er. Den markerer to ting: hvor bolden skal være, og hvor spillerne skal være. Og hvis man en dag skulle finde på at bruge sprayen til andre ting, har man ved denne navngivning ikke låst sig fast.

Så nu bliver det spændende at se, hvor mange andre steder, man har tænkt sig at tage sprayen i brug, nu hvor den er tilladt. Der har i hvert fald været forlydender om, at UEFA ville bruge den, når vi nåede frem til gruppespillene i Champions League og Europa League, og senest er Premier League i England hoppet med på vognen. Det naturlige spørgsmål at stille (og tro mig, det er allerede blevet stillet i den forløbne uge) er, hvornår vi så ser det i Danmark. Det kræver nemlig – ifølge lovteksten –  en godkendelse fra det nationale forbund, før det kan tages i brug. Så kreative danske dommere behøver ikke at lede efter indkøbsmuligheder på nettet endnu.

Jeg har ikke selv lagt skjul på – heller ikke offentligt – at jeg synes, at skummet nærmest er en støttepædagog til de dommere, som har problemer med at få muren flyttet. Fodboldloven giver dommeren rigeligt med magtmuligheder til at få flyttet den mur, og kan han ikke klare det ved sin personlighed, har han nok også værre problemer end dette. Omvendt er jeg da heller ikke blind for, at det er spektakulært og underholdende, og det kan vi jo godt lide. Og dog – underholdende ?  Man kan sagtens risikere, at det kommer til at sinke spillet i stedet. Jeg kan ikke mindes en slutrunde med så få hurtigt udførte frispark som denne, og der var nærmest hver gang en modspiller henne ved bolden, fordi nu skulle vi jo have skumshow.

Men i relation til brugen i Danmark er der i hvert fald lige nogle ting, som man skal have med i en beslutningsproces, når eller hvis den bliver efterspurgt. For det første er skummet som hjælpemiddel en mulighed (ligesom mållinjeteknologi er det) og ikke et krav. Og i min optik benytter man sig kun af hjælpemidler, hvis der er et behov. Er der så et behov herhjemme?

Efter min bedste overbevisning her og nu: nej. Danske spillere er pænt velopdragne, og danske dommere er gode til at få sat muren på plads de 9,15 m væk, også uden andre hjælpemidler end snak og fløjte. Tvivler man på det, kan man jo studere den cirkel, som TV-selskaberne ved festlige lejligheder virtuelt tegner på banen for at vise 9,15 m. I langt de fleste tilfælde er spillerne, hvor de skal være.

Dernæst har vi en rigtig god kontakt til klubberne på de højeste niveauer (hvor sådan noget som dette nødvendigvis må komme fra) – vi har endda et dialogmøde hvert forår, hvor dommere og klubrepræsentanter sidder og stille og roligt vender rigets tilstand. Hvad er vi hver for sig gode til, og hvad er vi knap så gode til ?  Afstandsreglen har ikke været oppe at vende i den tid, som jeg mindes – så klubberne ser tilsyneladende ikke noget problem eller behov her.

Under alle omstændigheder forestiller jeg mig, at hvis vi skal have skum på banen i Danmark, må det være, fordi klubber og dommere er enige om, at det er en god idé. Der er også et økonomisk aspekt i det. Vel taler vi ikke om et beløb på mellem én og halvanden million kroner pr. anlæg som ved mållinjeteknologien (hvor Premier League også er hoppet med – i modsætning til Bundesligaen, som syntes prisen var for høj i forhold til udbyttet), men gratis er skummet selvfølgelig ikke.

Endelig skal sådan et tiltag introduceres ved en sæsonstart, og den er vi jo nået forbi. Så der er et helt år, hvor vi stille og roligt kan se, hvordan det går andre steder i verden, høre hvad klubberne og dommerne mener osv. Nogle gange er det fint nok at ligge i baghjul – men viser der sig et generelt ønske om indførelse, så kan jeg ikke forestille mig andet, end at det er det, som vi gør. Vi står ikke i vejen for fremskridtet – men det vil nu være rart at være sikker på, at det også er et fremskridt…

Et fremskridt vil nogle nok til gengæld synes, at det er, at man de næste tre uger vil slippe for mig på denne plads. Tiden kalder på en sen sommerferie – så på gensyn, når det kalendermæssigt er blevet efterår, nemlig den 5. september.