Jans Corner: Spilledragter

Det er ikke hver gang, begivenhederne i en spillerunde kan bære en hel klumme. Så er det herligt, når der kommer henvendelser fra læsere, der sætter fokus på nogle af de områder, som måske lidt bliver glemt. Da det oven i købet passer med, at jeg selv havde et lille hjørne inden for samme område, som jeg gerne ville have med, kommer det i denne uge til at handle om noget så tilsyneladende uskyldigt som spilledragter.

Læseren er én af dem, der har fulgt spillets udvikling gennem mange år, og han filosoferer over det faktum, at hvor det i det, som både han og jeg sikkert vil kalde ‘de gode gamle dage’, var mere eller mindre en selvfølge, at et hold stillede op i sine normale farver på udebane, hvis det i øvrigt ikke gav problemer, så ser man nu meget tit forskellige alternative kombinationer af dragter. Og så han efterlyser han, hvad reglerne egentlig er.

Og allerede her begynder komplikationerne, for fodboldloven er rimelig large: den forlanger bare, at ‘de to holds spilledragter skal have farver, der adskiller dem fra hinanden samt fra dommer og linjedommere’ – og at det samme gælder for de to målmænd. Hvad ligger der så i ‘farver’ ?  Er det trøje, bukser og stømper hver for sig, så vi allerede her har brugt de første seks farver ?  Vi løber hurtigt tør for farver på paletten, hvis vi forfølger det spor.

Så medmindre det pågældende turneringsreglement foreskriver noget andet, vil en almindelig pragmatisk holdning tilsige, at vi koncentrerer os om trøje og strømper. Trøjen, fordi det er nok så væsentligt at kunne se, hvem der holder i hvem eller har armen på bolden – strømperne, fordi det ellers bliver noget af en uriaspost for linjedommeren at afgøre, hvem der har sidste fod på, før bolden forlader banen, og for dommeren at kunne afgøre, hvem der  spænder ben for hvem. Bukserne vil derimod meget sjældent give anledning til mulige forvekslinger.

I de øverste DBU-rækker er det sådan, at holdene forud for sæsonen skal opgive både en hjemme- og en udebanedragt – og selv om det til hver en tid er dommeren på stedet, der afgør, om der er mulige farvesammenfald, har vi de seneste fem år forud for sæsonen holdt et lille møde, hvor en superligadommer har taget hele turen rundt om et meget stort bord og holdt alle klubkombinationer op mod hinanden (DBU har alligevel tøjet inde af hensyn til godkendelse af reklamer osv.).

Jeg har efter fattig evne forsøgt at holde mig i baggrunden, for det er som sagt dommeren, der skal kunne se forskel – men har dog været der. De seneste to år har vi også haft 1. division med – og selv om det som sagt stadig er på dagen, at dommeren bestemmer, kan det tage toppen af de værste kombinationer på forhånd, og det er også mit indtryk, at klubberne er glade for ordningen. Og ved disse lejligheder har vi mere eller mindre konsekvent set bort fra bukserne og koncentreret os om trøjer og strømper.

Hvorfor kan man så ikke bare aftale det hele på det møde, så dommeren ikke skal bøvle med det ?  For det første, fordi den enkelte dommer i den enkelte kamp lovmæssigt har afgørelsen, og den kan man ikke bare tage fra ham. For det andet, fordi meget andet kan spille ind: silende regn kan ændre en farve ganske meget – og mange dommere er blevet overraskede over, at de farver, som de godkendte i omklædningsrummet, tog sig helt anderledes ud, når man kom ud i kunstlyset til en aftenkamp.

TV kan også sagtens have en rolle – og det tror jeg er grunden til et par af de eksempler, som læseren drager frem: hvorfor spillede Tyskland ved VM helt i hvidt mod Frankrig uden de normale sorte shorts (og hvorfor var Frankrig ikke i de sædvanlige hvide shorts) – blandt flere andre eksempler.

Internationalt kan det i den grad gå op i hat og briller, og for mig er det mest spændende øjeblik altid sikkerhedsmødet om morgenen, hvor klubberne lægger deres muligheder frem, og hvor forhandlingerne begynder. Normalt yderst fredeligt, men af og til bliver det festligt. For der er mange farver der skal passe sammen. Vi har de to hold, de to målmænd (og de to reservemålmænd), opvarmningsvestene til begge hold (som skal have forskellige farver),  bolddrengene – og så endelig dommeren, hvor det hele unægtelig var meget lettere, dengang han bare var sort. Det ender ofte med et følsomt kompromis, hvor man må vælge det mindste onde – hvilket tit bliver, at dommeren og den ene målmand ligner hinanden på trøjen. I parentes bemærkes, at loven faktisk åbner for, at hvis der ikke er andre muligheder, må de to målmænd gerne have samme trøjefarve – så tæt kommer de trods alt under normale omstændigheder ikke på hinanden.

Men der er basis for konflikter, også som et led i det almindelige psykologiske spil mellem holdene. Noget af det allerførste, som  jeg oplevede internationalt,  var en dommer til en ret så afgørende U-21 kamp i flere minutter holde et helt tjekkisk militærorkester tilbage fra at spille nationalmelodierne, fordi en overtroisk italiensk målmand stillede op i en anden farve trøje end aftalt. Det var efter den lejlighed, at jeg lærte at tage billeder om morgenen af de aftalte kombinationer. Eller dengang, da Feyenoord som hjemmehold i en UEFA Cup-kamp måtte skifte fra den normale hvid/røde trøje til orange, fordi begge udeholdets medbragte sæt var kombinationer af hvid og rød. Ikke specielt populært, når man har et helt stadion, hvor farvesætningen er hvid og rød.

Og så er vi tilbage igen – hvorfor bruger mange hold så ikke deres normale hjemmedragt ude, hvis den ikke giver problemer ?  Jeg roder mig muligvis ud på tynd is her, men et bud kunne være den værdi, som merchandise har nu om stunder. Der er mere salg i at have to dragter til salg til fans end bare én.

Jeg har så slet ikke været rundt om de finurligheder, der knytter sig til spillernes brug af langærmede undertrøjer under de korte spilletrøjer – eller tilsvarende med undershorts. De skal have samme grundfarve som det klædningsstykke, som de er under. Igen handler det om at undgå forveksling og give dommeren en chance for at vurdere, hvem der rammer hvad. Lige akkurat det hjørne af reglerne har man valgt på lokalunionsplan at dispensere sig ud af, så det ikke er noget krav. Fornuftigt nok – for her er tempoet alt andet lige også et andet, og vi skal alle sammen kunne dyrke vores hobby på motionsplan.

Og for at slutte i det kuriøse: en af årets lovændringer er, at man nu heller ikke må have ‘politiske, religiøse eller personlige slogans, udsagn eller billeder’ på sine undershirts / undershorts. En Lex Bendtner…?