Jans Corner: VM’s anden uge

Hold da helt fast for et VM indtil videre.  Rigtig god fodbold indimellem,  masser af drama, overraskelser og ikke mindst masser af mål.

Det er svært at hænge på til det hele, når deadline igen er tidligt onsdag aften, og jeg tror, at ugens klumme har skiftet arbejdstitel tre eller fire gange undervejs i forløbet – for så kom der lige noget nyt, som helst også skulle med. Det kan det altså ikke altsammen komme. Så forhåbentlig kan jeg komme til at samle noget op senere.

Det seneste par dages begivenheder har været præget af fire større eller mindre kortslutninger.  Der har været et par direkte og spektakulære udvisninger – en kroatisk til sidst i kampen mod Mexico, hvor det hele var afgjort, og så selvfølgelig Marchisios udvisning mod Uruguay, som var i hvert fald en enkelt af pindene til ligkisten for Italien. Begge falder for tacklinger, som sættes ind med voldsom kraft, og hvor modspilleren rammes. I begge tilfælde bliver der sparket over bolden, og der lander et nærmest strakt ben med knopperne forrest på modspillerens skinneben eller ankel – i Marchisios tilfælde nærmest knæ.

Når tingene sker med en sådan kraft, og modspilleren udsættes for fare, så er der ingen vej uden om det røde kort. Det er snart sagt ligegyldigt, hvad det andet ben foretager sig. Selv om det måtte spille bolden, som det muligvis sker i Marchisios tilfælde, frelser det ingen – hensynet til modspilleren er i den grad tilsidesat, og insisterer man på at spille på den måde, og det går galt, så må man også betale prisen ved kasse ét.

Et meget mindre slemt eksempel, men dog til advarsel, var det, som Drogba foretog sig i kampen mod Grækenland. Her kommer en lang  glidende tackling med stor kraft, hvor der virkelig spilles på rouletten. Bolden rammes i fin stil, men resten af den liggende Drogba, som jo kommer glidende i forlængelse af benet, fejer grækeren omkuld.  Klart frispark, og hvis dommeren skønner, at udførelsen er hensynsløs, er følgestraffen en advarsel. Hvis nu Drogba havde spillet bolden og var gledet ind foran grækeren, som derefter faldt over hans ben, havde det i hvert fald i relation til tacklingen været OK.  Ellers sagt lidt mere firkantet: Hvis ben er der først ?  Bliver modspilleren væltet af benet eller falder han over det ? En hårfin nuance – men det er den, der afgør, om vi har en forseelse eller ej.

Tredje kortslutning stod Elfenbenskystens Sio for, da han begik et straffespark mod Samaras i overtiden, og den scoring sendte Grækenland videre på bekostning af Elfenbenskysten. Jeg har godt set, at flere medier har anfægtet, at der var straffespark, men ser man slow-optagelserne, får Sio stukket sin fod ind mod Samaras’ bageste ben, så han vælter. Bevares – han underspiller det ikke, men kontakten er der.

Men den helt afgørende kortslutning er den, som Uruguays Suarez står for i duellen med Chiellini. For alle eventualiteters skyld skal jeg sige, at de officielle TV-billeder ikke viser selve biddet (men der er et fint rødt mærke på Chiellinis skulder) – men alene Suarez’s skallelignende hovedbevægelse med kontakt mod Chiellini er til en udvisning. Bolden er for længst spillet videre ud i venstre side, så han kan ikke engang påberåbe sig, at det er en aktion i kamp om bolden. Dette at bolden er spillet videre, er selvfølgelig også årsagen til, at dommeren ikke fanger situationen, for han har fået ryggen til. Linjedommeren kunne i teorien have en chance, men der er godt nok langt derind, og han har også en offside at skulle koncentrere sig om.

Og så er det, at jeg haler kæphesten frem af stalden igen: her tror jeg, at en mållinjedommer kunne have gjort en forskel, for hans opgave vil netop være at se på det, som dommeren ikke ser på, dueller i feltet, hvor bolden ikke er osv. Han kan også give en anden vinkel på situationen som i åbningskampens tynde straffespark til Brasilien, hvor dommeren i sin placering er kommet så langt over mod sin linjedommer, at de næsten har den samme (og dårlige)  vinkel. Og for at gøre det lille salgsfremstød færdig, så kunne en mållinjedommer også meget vel have fanget det oversete straffespark til Mexico for hands i kampen mod Kroatien, mens stillingen endnu var 0-0. Forsvareren har ryggen delvis til bolden, men armene er godt ude fra kroppen, og det ligner unægtelig, at han forsøger at gøre sig ekstra bred.  Dommeren har ikke nogen optimal vinkel til forseelsen, så et supplement fra mållinjen kunne have været en god ting.

Det skal blive spændende at se, hvad FIFA gør ved Suarez.  I skrivende stund er der blot åbnet en sag mod ham – den kan meget vel være afgjort, når disse linjer læses fredag. For lige at holde fødderne på jorden – for selvfølgelig er der nogen, der begynder at tale om en  hetz – så lad os lige stille hinanden checkspørgsmålet: kan det på nogen måde retfærdiggøres, at man bider hinanden på en fodboldbane ?  Forhåbentlig vil alle svare nej.

Der sker mange andre grimme ting på en fodboldbane, høje albuer, tacklinger osv – men det er dog som regel i kamp om bolden. Faktisk er forseelsen så outreret, at fodboldloven ikke engang har nævnt den under de forseelser, som skal give direkte frispark, hvor vi ellers har alle de grimme ting som slå, sparke, spytte osv. Når vi er ovre i denne afdeling er det værtshusslagsmål snarere end fodbold.

En enkelt læser har henvendt sig og ment, at jeg lod den colombianske linjedommer fra kampen mellem Mexico og Cameroun slippe for let af krogen – det var ham med de to pivforkerte offsider, der kostede Mexico to scoringer. Til det er kun at sige, at det jo ikke er denne klummes primære formål at hænge dommere og linjedommere til tørre, men at prøve at udlægge fortolkningen af reglerne. Og der er ikke meget pædagogik i bare at stille sig op og sige ‘Det var forkert, og det var for dårligt’ (hvilket det var).  Det er simpelthen et par fæle fejlvurderinger, som er indlysende og ikke til diskussion, og linjedommeren var da også pillet af dommerens næste kamp.

Lidt mere undskyldelig, synes jeg, er en tilsvarende vurdering, som koster Bosnien-Herzegovina et mål mod Nigeria. Situationen er væsentlig mere snæver, og ret så betegnende er der ingen voldsomme protester – før senere, når man har set de langsomme TV-billeder.

Vi er næppe færdige med at beskæftige os med hverken offside eller tacklinger ved dette VM – men forhåbentlig er der ikke flere, der kan finde på at bide. Ellers skal vi måske have en ændring til paragraffen om spillernes udstyr, så den også indbefatter en mundkurv…