Jans Corner: Det var den sæson

Jeg vil naturligvis ikke stå tilbage for resten af bladet, der prøver at samle hele den forgangne sæson op og kalde erindringen tilbage til de mest mindeværdige øjeblikke. Og hæsblæsende har det været. Ikke bare herhjemme på superliga-niveau (og nu er 1. division da godt på vej til bære stafetten videre), men også afslutningerne i f.eks. England og Spanien må have givet et boost i forbruget af beroligende midler.

Set fra et dommersynspunkt kan det være svært at liste højdepunkterne på den måde uden at komme til at gentage sig selv alt for meget – der er trods alt kun de samme 17 paragraffer at gøre godt med (selv om den mytiske paragraf 18, den såkaldt sunde fornuft, stadig lever sit eget liv rundt omkring – hvilket også er OK, så længe den ikke kommer i konflikt med de 17 andre). Men jeg skal prøve.

Før sæsonen kom en tydeliggørelse af fortolkningen af offside-reglen, som nogle steder fik en opsætning på linje med syndfloden og verdens undergang. I virkeligheden var der ikke ret meget nyt i forhold til den gældende danske fortolkning, mens man andre steder i verden havde væsentlig større problemer. Og det kunne også ses hen over sæsonen.  En enkelt gang i en af de første spillerunder mødte vi dog spøgelset, da et Esbjerg-mål mod AGF blev godkendt, selv om linjedommeren fra sin position vinkede for offside. Bolden var sidst rørt af en AGF’er, og så skal man som dommer stille sig to spørgsmål: Er det tilfældigt ? Er det en redning ?  Hvis svaret er ja til ét af dem, er der offside – ellers spiller vi videre.

I det aktuelle tilfælde tog AGF-spilleren et skridt ind i boldens bane for at spille den, men derfra desværre hen til en Esbjerg-angriber, og få sekunder efter lå bolden i mål. Godkendelsen af målet var korrekt – og når man kørte filmen billede for billede kunne man til overflod se, at Esbjerg-spilleren lige akkurat var onside, da afleveringen faldt. Det fokuserede ingen på i farten, men fred være med det. Det var årets dramatiske offside-højdepunkt herhjemme.  Ikke at vi har undgået fejlvurderinger – faktisk fik vi en hel lille stime i starten af foråret, indtil rusten var banket af – men det var ikke reglens skyld, men simpelthen en forkert vurdering af, om angriberen havde sneget sig foran næstbageste forsvarer. Aldrig heldigt, når det sker – og de implicerede har da også lagt sig fladt ned, men det er den menneskelige faktor på godt og ondt.

Kunsten er så at undgå det næste gang. Skæbnen vil, at vi har alle vores specialiserede linjedommere samlet alene den 6.- 7. juni. Det har vi aldrig haft før på den måde, og det har været planlagt længe, men mon ikke dette bliver et tema undervejs.

Andre klassikere, der dukkede op i løbet af året, var spørgsmålet, om en tackling er til gult eller rødt kort. Der er jo en hel stribe af parametre, som dommeren vurderer på, og det kan være morderlig svært.  Jeg er stadig selv af den opfattelse, når man ser kampe  i TV (både vores egne og de udenlandske), at et lyserødt kort meget ofte bliver vurderet til gult. For min skyld kunne man sagtens runde op i stedet for ned – for det er jo ikke den slags fodbold, vi har lyst til at se, og vi skal alle gerne kunne gå på arbejde dagen efter.

Den vildeste situation i år kom fra Frankrig, hvor debatten bølgede længe, om dette var til udvisning eller indkast, for det var en af de svære, hvor bold og mand spilles. Dommen blev 10 spilledages karantæne, og mens jeg ikke vil blande mig i den side, var udvisningen klar nok for mig. Men tænk engang spillerummet: 10 dages karantæne eller et indkast ?  Og så var der selvfølgelig de evindelige hands-situationer, som jeg har haft fat i nogle gange. Ikke noget at sige til, at folk kan blive forvirrede, for der er godt nok stor forskel på vurderingerne. Ser man f.eks. spansk fodbold og dommere, der ikke lige er i den internationale klasse, får man nogle gange indtrykket af, at spillerne helst skal spille uden arme for at være helt sikre.

Heller ikke et år uden de situationer, som trodser al fantasi, og som vi lovpsykopater elsker. Det forbløffende er, at de ofte optræder på ganske højt niveau.  To advarsler på én gang til samme spiller fik vi i Europa League-kvartfinalen mellem Porto og Sevilla, hvor Portos Fernando røg i fælden. I en tyrkisk superligakamp løb en spiller rundt med en ekstra bold i hænderne og kastede den mod den rigtige bold, da modspillerne var ved at slippe igennem i straffesparksfeltet.  Det burde have været et straffespark for hands, eftersom bolden er den forlængede arm – det blev til indirekte frispark (og efterfølgende ny kamp og det modsatte resultat).

Vi havde det kiksede hjørnespark i landskampen mellem Armenien og Danmark, som blev taget om, men hvor der burde have været indirekte frispark for gentagelsesspil – spilleren faldt over hjørneflaget i sit tilløb, hvorefter hans fod sendte bolden hen på den hånd, som allerede var på vej mod jorden. Milans målmand Abbiati præsterede i en CL-kamp på skrømt at parere bolden og efterfølgende samle den op – det er mangfoldige år siden, at jeg har set den forseelse i praksis. Men et indirekte frispark, også for gentagelsesspil, var helt efter bogen. Der var det berygtede spøgelsesmål mellem Leverkusen og Hoffenheim, hvor bolden smøg sig langs nettet på den udvendige side, mirakuløst fandt et hul og endte inde i mål. Den kendelse står efter fodboldloven ved magt, uanset om man kan lide det eller ej.

Og så er der de tilfælde, hvor man bare undrer sig. I straffesparkskonkurrencen, der afgjorde Europa League-finalen, stod Sevillas målmand næsten konsekvent en meter foran linjen, før der blev sparket – trods en mindre hær af dommere til at overvåge. Vel skal vi ikke gå i små sko – men kunne man forestille sig angriberen lægge bolden en meter længere frem, for nu at vende problemet om ?

Jeg har traditionen tro også prøvet kærligt at rette op, når skrevne eller æterbårne medier i farten har sagt noget, som måske ikke helt holder vand. Generelt synes jeg faktisk, at medierne holder en pænt høj standard sammenlignet med så mange andre lande – men det er med at få taget det i opløbet om muligt, for ellers kan vi bruge oceaner af tid bagefter på at forklare, hvordan tingene egentlig hænger sammen. Og det vil vi helst ikke – vi vil meget hellere se fodbold…