Jans Corner: Lovændringer 2014

Oven på et par hektiske uger var det rart at komme igennem en spillerunde i weekenden uden de helt store overskrifter og problemer. Bevares, der var en situation i kampen mellem AGF og OB, hvor der godt på de gentagne TV-billeder kunne se ud til at mangle et straffespark til OB og en tilhørende udvisning for arm/albue til AGF, men den har ikke trukket de helt store overskrifter. Det ville nu heller have været helt fair, for den sker langt væk fra, hvor bolden er, og der er i den fase rigeligt for alle fire dommere at holde øje med. Men kan så altid rejse spørgsmålet, om en mållinjedommer (d’herrer bag målene) ville have kunnet fange det, hvis vi havde haft dem i Danmark. I teorien ja, for det er i hvert fald det område, som mållinjedommeren i den pågældende ende vil have sin opmærksomhed rettet imod – i virkeligheden sikkert nej, fordi der også vil være en del spillere mellem ham og episoden, så den næppe kan ses helt tydeligt.

Men så kan man jo falde tilbage på den rene vare – nemlig de lovændringer, som træder i kraft pr. 1. juni (og ikke som normalt 1. juli, da det er VM-år). Det officielle ændringscirkulære fra The International FA Boards møde i marts tikkede ind onsdag eftermiddag, og det kommer næppe til at give nogen åndenød. Det er helt typisk, at man i et VM-år ikke kaster sig ud i de store ting, så hvad der end måtte ligge og lure lige under horisonten, er det ikke noget, som rammer os i år.

Der er to ændringer, som begge vedrører den paragraf, som handler om spillernes udstyr. Og den ene er dårligt nok en ændring. Men lad os tage den anden først. Der har hidtil stået, at en spiller, som ‘tager sin trøje af for at fremvise slagord eller reklamer, vil blive straffet af den pågældende turneringsmyndighed’, samt at ‘spillerne ikke må vise fremvise undertrøjer, som indeholder slagord eller reklamer’. Så da Nicklas Bendtner under sidste EM lavede sit undershorts-stunt ved at fremvise en bookmaker-reklame, var det strengt taget ikke imod den skrevne fodboldlov (omend nok imod ånden i den), men derimod imod UEFAs reklameregulativer, og det var det, som kostede kassen. I den nye tekst (som er omformuleret og redigeret en anelse), taler man ikke længere om ‘undershirts’, men ‘undergarments’. Så nu er den forseelse også dækket ind af fodboldloven. En Lex Bendtner? Tja, måske – der følger aldrig detaljerede begrundelser med lovændingerne. Men nu kan han da i hvert fald på ét punkt påberåbe sig evig berømmelse og indskriven i historiebøgerne.

Den anden ændring drejer sig om den forsøgsordning, som har kørt i to år, og som skulle evalueres på mødet – nemlig den at tillade kvindelige fodboldspillere at bære hovedtørklæder/hovedbeklædning. Ikke et hvilken som helst hovedtørklæde, for det må ikke være farligt, og det er til enhver tid den enkelte dommer i den enkelte kamp, som afgør det – men et tørklæde udformet på en bestemt måde. Samme farve som spilletrøjen og i overensstemmelse med det øvrige professionelle udseende, som spillerens udstyr har – ikke forsynet med f.eks. åbne/lukke-mekanisme omkring spillerens hals og ikke fæstnet til trøjen (faremomentet).

For mig en god ordning, som gør det muligt for nogle piger at spille fodbold, som ellers af kulturelle og/eller religiøse grunde ville være forhindret i det – og flere udøvere af vores fælles sport er vel, hvad vi alle sammen gerne vil have. Denne ordning gøres nu permanent med et par sproglige ændringer og to af reel betydning: farven sort tillades (uanset trøjefarve), og det er ikke begrænset til kvindelige spillere. Der har åbenbart været nogle kønsdiskriminatoriske overvejelser inde over.

Det kommer til at flugte fint med en henvendelse, som jeg i løbet af forgangne uge fik fra en af vores lokalunioner – som havde fået den fra flere klubber. De havde fået forståelsen af, at nu var det ikke længere tilladt for målmanden at bære kasket. Nogle gange er det de mest besynderlige ting, der kan komme i cirkulation uden nogen påviselig grund. Og er ting først i omløb, spreder de sig simpelthen som ringe i vandet, og så er det pludselig bare den skinbarlige sandhed, for alle siger det jo og har selv hørt det. Så der er grund til at slå fast med syvsommertøm: hverken FIFA, vi eller andre har sendt målmandskasketten i skammekrogen.

Fodboldloven fastsætter noget obligatorisk udstyr for spillere. De skal bære en trøje eller skjorte med ærmer, korte bukser, strømper (ikke sokker!), benskinner og en form for fodbeklædning. Det med fodbeklædningen blev faktisk først indført engang tidligt i 70’erne – indtil da hed det sig bare, at hvis nogle spillere havde støvler/sko på, skulle alle spillere have det. F.eks. i Indien var der tradition for at spille fodbold barfodet – det gav visse problemer ved landskampe. Det helt grundlæggende princip er, at udstyr – obligatorisk som andet – ikke må være farligt, hverken for spilleren selv eller andre.

Hvis man ønsker at have andet udstyr på end det obligatoriske, må det kun have det formål at beskytte spilleren fysisk, forstået i bred forstand. Vi har også på højt plan set diverse specialdesignede ansigtsmasker, sportsbriller og hjelme til spillere, der har haft et specielt sårbart sted på kroppen, som skulle beskyttes. Og så er der målmandskasketten. Man kan i min optik sagtens påberåbe sig, at den – ud over at være så meget tradition, at der nærmest må være vundet hævd på den – beskytter målmandens øjne mod solen. Ikke en kat vil gø af en målmandskasket – medmindre nogen begynder at bruge fantasien lige kreativt nok og lave sjove konklusioner. Selvfølgelig må den ikke være farlig – en målmandskasket med tilspidset skygge i metal og forsynet med pigtråd i kanterne ville være no-go. Og inden nogen får alt for gode idéer omkring markspillerne, vil jeg personlig til hver en tid hævde, at en markspiller med kasket er farlig. Når den er farlig for markspilleren (eller markspillerens modspillere) er det, fordi han i kampens løb kommer til at indgå i en helt anden type kropskontakter og dueller om bolden, end målmanden gør. For markspillerens vedkommende vil vi være tilbage i spørgsmålet om tilladt hovedbeklædning – så må han tage et godkendt tørklæde på, hvis han føler for det.