Jans Corner: Kort og karantæner

Det er én af dommerens arbejdsopgaver at uddele advarsler og udvisninger, når en forseelse på (eller uden for) banen er over kanten, men der er mindst lige så megen opmærksomhed omkring næste trin – hvordan en spillers kort af varierende farve og antal så omsættes til karantænedage.

Det kan jeg i hvert fald mærke, både når jeg på arbejde i omklædningsrummet efter en kamp møder nysgerrige spørgsmål fra holdledere, der afhenter holdsedlen og spørger til takseringen (selvfølgelig fordi der er en mand i karantænefare) – og når der kommer læserhenvendelser.
Så selv om det principielt er et helt andet departement og intet har med dommere og fodboldloven at gøre (havde det det, ville det ikke stå så godt til med magtens tredeling i lovgivende, udøvende og dømmende), er det måske tidspunktet at tage fat i det, vel vidende at jeg var rundt om det for en tre års tid siden på denne plads.

Netop fordi det er en rent disciplinær vurdering og dommeren uvedkommende (han leverer bare råmaterialet), svarer vi i omklædningsrummet heller ikke på andet, end hvilken kasse den pågældende forseelse falder i. Men der er ikke noget at sige til forvirringen, for der er nogenlunde lige så mange karantænesystemer, som der er turneringer i verden – og der er ikke noget hemmeligt i det, så jeg tager gerne en tur i manegen.

Groft sagt kan karantænesystemer opdeles i to hovedgrupper: dem, der bare tæller kort (f.eks. tre advarsler = én karantænedag) uanset forseelsens karakter, og dem, som forsøger at graduere forseelserne.  UEFA og FIFA hører til den første kategori og f.eks. Danmark til den sidste.

Fodboldloven har et  ret simpelt  forhold til advarsler og udvisninger. Der er syv forseelser, der medfører advarsel – og  syv giver udvisning.  Syv er sådan et godt magisk tal. Men de er jo ikke lige grove – en advarsel for et benspænd vil i de flestes retfærdighedsopfattelse udgøre en større forbrydelse end én for at tjatte bolden væk. Det er sådan noget som det, at det graduerede system forsøger at leve op til –  efter fodboldlovens opdeling vil stort set alle forseelser mod en modspiller også falde i kassen ‘usportslig opførsel’, og her kan et gradueret system adskille det lille riv i trøjen fra det store benspænd.

I Danmark opdeler man i de højeste rækker derfor forseelserne i A, B og C-forseelser. Kasserne er foruddefineret på holdsedlen, og efter kampen afkrydser dommeren, hvilken kasse kortet kan henføres til. En A-forseelse (som er rent teknisk) giver 3 strafpoint, B-forseelsen 4, og C-forseelsen 6.  Så er man fri for at få en skriftlig beskrivelse fra dommeren af den enkelte situation, hvorefter andre skal  fortolke – bortset fra at en udvisning altid skal ledsages af en beskrivelse af det, som er foregået.  Man kan se hele cirkulæret  ved at gå ind på www.dbu.dk og søge på ’Disciplinære bestemmelser’ – men lad os bare tage hele striben af kasser.

I A-afdelingen (den tekniske) er det ting som at indtræde eller genindtræde på spillepladsen uden dommerens tilladelse, overtræde straffesparksfeltet ved straffespark, forlade banen uden tilladelse (bortset fra ved skade), efter dommerkontrol ikke at have sit udstyr i orden, ikke overholde 9,15 meter,  sparke bolden væk, forhaling af tiden og gøre sig skyldig i forseelser, hvor andre end dommeren / linjedommeren generes.

I B-afdelingen (middelgruppen)  har vi ting som film, benspænd uden fare for modspiller, ved ord eller handling at vise, at vedkommende anser en af dommerens kendelse for urigtig – hvorved dommer/linjedommer generes; hands, berøve oplagt scoringsmulighed uden fare for modspiller, puffe eller holde samt utilladelig spillemåde /overtræde spillets love – uden fare for modspiller.

C-afdelingen er de grove forseelsers holdeplads, og her finder vi sparke, slå, spytte eller forsøge derpå; benspænd med fare for modspiller, andre forseelser, hvor modspilleren udsættes for fare – og berøve oplagt scoringsmulighed, hvor modspiller bringes i fare.

Jeg har med vilje skrevet kasserne, fuldstændig som de er defineret – også for at vise, at det ikke er dommerfolk, der har defineret dem. De kommer nogle steder til at stå pudsigt over for  fodboldloven: berøven af oplagt scoringsmulighed er efter fodboldloven en udvisning uanset hvad, og det samme er en forseelse, hvor en modspiller er spilobjektet og udsættes for fare. Omvendt er der advarselsforseelser, som det kan være svært at passe ind i kasserne, f.eks. advarsel for overdreven scoringsjubel (men den er i hvert fald en A-forseelse). Og det at træde for tidligt ind i straffesparksfeltet giver ikke engang lovmæssigt en advarsel længere, så dem kommer der forhåbentlig ikke nogen af.  Men hele idéen er selvfølgelig, at dette er skrevet i et sprog, som fodboldfamilien forstår – og så længe dommerne sætter krydserne de rigtige steder og i hvert fald i den rigtige kategori (A /B/C), fungerer det.

Samme princip gælder for udvisningsforseelserne, men her giver f.eks. et direkte rødt kort  24 point oveni, således at en udvisning altid vil give mindst én dags karantæne (som også foreskrevet af FIFA). Man får nemlig én dags karantæne, hver gang man inden for en sæson passerer tallene 15, 30, 44 – og så videre med 14 points interval, indtil man når 128 point. Herefter sker der individuel vurdering. Får man to gule kort i samme kamp, gives der ud over forseelserne 9 point oveni – og er man den hardcore type, som først får gult og senere direkte rødt, gives der strafpoint både for advarslen og det direkte røde kort.  Og et sidste raffinement: hvis det lykkes en spiller ved sine forseelser i samme kamp at passere to tal, får han to dages karantæne.

Som system betragtet har jeg det egentlig meget godt med det (selv om det skal indrømmes, at man skal holde tungen lige i munden, når der regnes). De groveste forseelser vægter tungest, og lidt hovedregning viser, at der skal mindst tre advarsler til at få en karantæne, uanset hvordan man regner.  Og blot for at slå det fast: dommeren går ikke rundt og holder øje med spillernes karantænepoint, når der skal sættes A, B eller C. Det er nemlig ikke hans departement  – han kategoriserer bare forseelsen.