Forårshilsen fra KFD’s formand

Så er foråret i gang, og jeg var selv ud og begynde på Vestamager Idrætsanlæg. Kampen sluttede dog 14-0  – det var lidt ensidigt, så den største udfordring bestod i at holde styr på scoren og holde balancen på den meget ujævne bane, men der var så musik til arbejdet, da Tårnby FF havde medbragt et mobilt diskotek, som spillede under hele kampen. Der er til info kommet en meget fin lille tribune, så tilskuere (og en udvikler) har et fint overblik over banen på Uganda Ground.

Som et indspark til foråret vil jeg opfordre til, at alle læser nedenstående klumme, som blev forfattet  af lovprofessor Jan Carlsen tilbage i juni 2009.

Den holder stadig vand 100 %, da den omhandler ”fodboldlovens ånd skåret ud i pap”, som Jan så malerisk kan citeres for.

Husk vores klubaften og kursus tirsdag den 8. april – tilmelding er ikke nødvendig – der er mad (kr. 50) fra kl. 17.30, og kursus begynder kl. 19.

Held og lykke til alle og til jer som debuter i nye rækker!

Pas på jer selv og hinanden.

Frank
Formand, KFD

En af de allervigtigste passager i fodboldloven er gemt godt og grundigt væk i afsnittet med internationale fortolkninger og danske afgørelser til § 5.

Den lyder i al sin gribende enkelhed ’Det er lovens ånd, at kampene spilles med så få afbrydelser som muligt. Derfor er det dommerens opgave kun at straffe klare lovbrud. Fløjten for bagatelagtige eller tvivlsomme forseelser skaber irritation og modvilje hos spillerne og ødelægger tilskuernes fornøjelse.’

Faktisk forsvandt denne passus ud af den internationale lovbog ved den store revision i 1997, fordi man sagde, at dette er selvfølgeligt.  I Danmark valgte vi nu alligevel at beholde afsnittet som en dansk afgørelse, dels af veneration for vores forgængere, som oprindelig satte den ind – dels fordi vi føler, at dette virkelig er lovens ånd skåret ud i pap, samtidig med, at det ikke altid forekommer så selvfølgeligt.

I hvert fald er det noget af det, som giver de hyppigste reaktioner og misforståelser. Det kan være svært selv for spillere og trænere på topniveau at forstå, at kampene ikke dømmes 100 % ens, når det nu er det samme regelsæt, der gælder.

Selv hvis vi ser bort fra, at forskellige dommere kan opfatte den samme situation forskelligt og dermed være uenige i, om der foreligger en overtrædelse eller ej, er der et helt centralt problem tilbage. Hvornår er en forseelse bagatelagtig ? Det er oplagt, at man ikke som dommer kan anlægge den samme linje i en serie 4-kamp som i FCK-Brøndby. Men regelsættet er det samme.

I den samme kamp kan man også sagtens komme ud for, at det, som var en bagatel i starten, bestemt ikke er det, når en tilsvarende episode kommer forbi senere. Hvor mange gange har man ikke selv oplevet, eller bare hørt kommentatorer sige, at nu må dommeren se at få fat / give nogle kort e.l., hvis ikke han skal tabe kampen på gulvet ?  Forseelserne er måske ikke objektivt blevet anderledes, men temperaturen i kampen har gjort, at bagatelgrænsen har flyttet sig. I den forstand er spillerne som en hund på en flexline: den kan få masser af snor, så længe der er fred og ingen fare, men når byens store hankat ses i det fjerne, er det med at få halet snoren ind igen. Så kan man altid give los igen, når katten er passeret.

Det er her, dommerne virkelig skilles i får og bukke. Hvem kan fornemme i tilpas god tid, at nu skifter tingene karakter og kan dermed forebygge – og hvem opdager det først, når det er for sent og skal til at reparere ? Det behøver ikke engang at være spillernes attitude eller udviklingen i kampen, der gør udslaget. Det er måske bare en stor regnbyge, som gør banen glat og tacklingerne og reaktionerne mere uforudsigelige.

Selv på en normal bane og med normale vejrforhold kan forudsætningerne være vidt forskellige. Paradoksalt nok er noget af det vanskeligste, man som dommer kan komme ud for,  en niveauforskel på holdene. F.eks. en kamp mellem et hold divisionsreserver og et førstehold fra en mindre klub. Reserverne er vant til at træne med førsteholdet, er vant til højere tempo og mere kontante kropskontakter, samtidig med, at de ofte er teknisk dygtige. Deres bagatelgrænse ligger højt. Førsteholdet kæmper det bedste, de har lært, men er alt andet lige sjældent vant til det samme tempo, samtidig med, at deres reaktioner og tacklinger måske kommer lige et splitsekund langsommere. De er ikke vant til den samme intensitet, når de selv angribes – og omvendt kommer deres egne indsatser ofte knap så polerede og vel timede. Deres bagatelgrænse ligger typisk lavere.  Og så er der basis for konflikt.

I sådan en kamp kan man som dommer have hundesvært ved at finde en mellemting, hvor alle parter er tilfredse med niveauet, og man kan faktisk komme ud for at måtte køre med to forskellige niveauer for forsætlighed, ét til hvert hold, for at styre tingene igennem. For det nytter jo ikke noget, at man som dommer har en forestilling om, hvilken linje der skal køres, hvis spillerne ikke er med på den. Så er det én mand mod 22, og det går sjældent godt.

Så ja, regelsættet er det samme, man spiller efter det over hele jorden – men ud over at dommerne er forskellige, er spillerne det så sandelig også, selv i et lille land som Danmark. Det, som er en bagatelagtig forseelse for den ene, er det bestemt ikke for den anden – og så er det, at dommeren skal udfolde al sin fingerspidsfornemmelse. Hvorefter det måske ikke kommer til at ligne den linje, som kollegaen kørte i sidste weekend.