Jans Corner: Straffespark eller ej?

På grund af diverse familiefester nåede jeg ikke rundt om meget fodbold i weekenden, men så er det jo herligt, at der er vågne læsere, som kan guide hen til spændende klip. Hele to har været forbi med situationer fra Arsenal – Liverpool lørdag (begge situationer med potentielle straffespark, som ikke blev dømt). Og for at blive i boldgaden supplerer jeg selv med et, der blev dømt: fra Manchester City og Barcelona tirsdag.

Den ene situation er den, hvor Daniel Agger går efter en høj bold – hvilket Arsenals målmand Fabianski også gør fra den modsatte side. Agger header bolden forbi og rammes umiddelbart efter af Fabianskis hænder. Straffespark eller ej? Det er faktisk hundesvært at afgøre, når man som her har begge parter i bevægelse. Vi kan i hvert fald starte med at slå fast, at målmanden – i modsætning til, hvad mange (især målmænd) tror, ikke har nogen særrettigheder, fredningsbestemmelser eller andet på dette område. På den anden side er hans bevægelsesmønster jo atypisk i forhold til andre spilleres, og det gør, at der ofte kommer utraditionelle situationer ud af det. Hvis nu angriberen står stille og bliver mejet ned af målmanden, ville der ikke være meget tvivl om straffesparket – men når begge parter er i bevægelse som her, bliver den afgørende vurdering, om målmanden ved sin handling har foretaget sig noget satset (vist manglende forudseenhed, handlet risikobetonet eller undladt at tage forholdsregler i sin kamp om bolden). Den forseelse, som man skal hænge det op på her, er at ‘springe på en modspiller’ eller rettere springe mod både bold og mand og aktivt få manden med i købet. Så spørgsmålet til de mange penge er, om målmanden burde have forudset, at dette kunne ende med, at han ramte angriberen på sin vej frem. I min optik 50-50: ingen ville have kunnet bebrejde dommeren, hvis han havde taget straffesparket – men det er også svært at bebrejde ham afgørelsen her. Det ligger inden for mulighederne af det skøn, som dommeren skal foretage.

Til gengæld er der ikke meget tvivl om det satsede i den tackling med stort set alt fra hoften og nedefter, som Oxlade-Chamberlain sætter ind på Suarez mod slutningen ved stillingen 2-1. Bolden er for længst spillet videre, da indsatsen kommer, og umiddelbart er det lidt en gåde, at det straffespark ikke dømmes. Dommeren står tæt på, men på den modsatte side af spillerne, hvilket måske gør vinklen svær. Og Suarez gør bestemt ikke noget for at få det til at se mindre dramatisk ud. Han er ikke just den spiller, som har lettest ved at holde sig på benene, men selv om den får alt, hvad den kan trække, er der jo stadig en forseelse. Teknisk set kan vi diskutere, om det er en tackling, et benspænd eller et puf – sådan lidt en blanding af det hele – men et straffespark ville have været lige efter bogen.

Tirsdag aften nåede jeg at komme hjem fra et andet arrangement, så jeg kunne få de sidste tre fjerdedele af CL-opgøret mellem Manchester City og Barcelona med. En medrivende affære – og en af den type kampe, som man som dommer aldrig vil komme totalt helskindet igennem. Dertil er spillestilene og de forskellige spilleres tolerance til kropskontakter simpelthen for forskellig. Så der var situationer nok, hvor man med fuld ret kunne have valgt både A og B – og så var der den situation, som vel dybest set afgjorde kampen (en enkelt kommentar svingede sig op til at sige ‘ødelagde kampen’). Det indgår heldigvis ikke i dommerens overvejelser.

Messi fik en genial aflevering lige på kanten af offside, men i langsom gengivelse tydeligt nok, at det var der ikke. Demichelis (som i forvejen ikke havde haft jordens heldigste aften) var nødt til at nedlægge Messi med en glidende tackling med begge ben. Lige omkring grænsen til straffesparksfeltet. Kendelsen blev straffespark og rødt kort – og det sidste er der ingen grund til at spilde meget krudt på her, for stort set alle kriterierne, der indgår i berøven af oplagt scoringsmulighed er til stede: kontrol over bolden, retning direkte mod målet, som endda er ret tæt på, og ingen andre forsvarere, der kan nå at gribe ind, ud over en målmand.

Det interessante er straffesparket. For i og med at forseelsen begås lige omkring linjen, begge spillere er i bevægelse fremefter, og at tacklingen sker med to ben, bliver det interessante, hvor kontaktstedet er. Er vi inden for eller uden for feltet ? Kommentatorerne var ikke i tvivl om straffesparket ved det første live-kig (det var jeg heller ikke hjemme i den bløde lænestol), men det blev efter de langsomme gengivelser til et ret så kategorisk ‘Det er udenfor!’ – og fadede så ved senere gengivelser ud til sådan lidt hverken-eller. Og det kan jeg godt forstå, for den er modbydelig svær, og ingen af de vinkler, som kunne fremtrylles, gav lige det krystalklare svar. Som udgangspunkt kan det slås fast, at linjen hører med til feltet, og det betyder, at selv hvis kontakten sker på det absolut yderste kridt af linjen (som er op til 12 cm bred), er vi teknisk set i straffesparksfeltet – også selv om måske næsten hele spilleren bortset fra en fod er udenfor. Derfor er det uhyggelig let at blive ledt i fordærv her – især når tacklingen kommer med to ben. For mig ser det ud, som om der er to kontakter – den første muligvis udenfor, men den næste – da Demichelis’s ben glider videre – som minimum på stregen, måske endda helt inde. Hvis det er rigtigt, vil man altid kunne hænge straffesparket op på en anvendelse af fordelsreglen (selv om det hele går så stærkt, at det måske er ubevidst).

Det centrale er, at ingen kameravinkler mig bekendt endnu har vist, at forseelsen notorisk er udenfor – og så må vi stole på dommeren og hans linjedommer, som har situationen lige ind fra siden. Dommere er godt nok et udskældt folkefærd – af og til med rette – men de er dog ikke ringere stillet end anklagede i en almindelig dansk retssal: bevisbyrden ligger på den, der vil hævde, at dette er altså forkert.