Jans Corner: Én situation – men mindst fire problemer

Fodbold er vidunderligt uforudsigelig. I sidste uge lagde jeg op til en pause for offsiden, både for læsernes og min skyld. Men så dukker der noget op, der nærmest er en slags fodboldlovens Kinderæg – en situation, som rammer ned i adskillige hjørner af loven på én gang. At dømme efter de forespørgsler, som jeg har fået efter weekenden, må jeg hellere runde den og efter fattig evne sætte tingene på plads, som jeg ser dem. Vel vidende, at selv dommere landet over tilsyneladende er delt cirka lige midt over, så det er ikke helt sikkert, at freden dermed er sikret. En passende grund til at minde om, at det ikke er en eksakt videnskab, og at de tre vigtigste ord i fodboldloven er ‘efter dommerens skøn’. Men følgende er altså mit bud.

Vi skal til lørdagens kamp i Bundesligaen mellem Hertha Berlin og FC Nürnberg. Først en kort beskrivelse, inden jeg begynder at dissekere begivenhederne. Og det er faktisk én af de situationer, hvor man måske som læser kunne få lidt sjov ud af at fremsøge situationen på Google (bare tast klubnavnene), se den og danne sig sine egne idéer, før vi går i gang med den lille skruetrækker.

Ved stillingen 1-2 sætter Herthas Ramos sig igennem i højre side, overløber sin direkte markeringsspiller og får målmanden ud mod sig langt ude i højre side af straffesparksfeltet. Målmanden parerer indlægget, og Ramos ‘løber af’ lige ned og ind i en offside-position. Bolden ender længere ude på banen, hvor den straks returneres højt mod mål. Herinde parerer en Nürnberg-forsvarer bolden med hænderne på selve mållinjen, hvorefter den ender hos Ramos, der sender bolden i mål – men dommeren har forinden fløjtet for straffespark og viser forsvareren det røde kort for berøven af oplagt scoringsmulighed ved at tage bolden med hænderne på mållinjen. Efter en samtale med linjedommeren (som kuriøst nok foregår på mållinjen, dér hvor linjedommeren skal være placeret ved straffesparket!) ændres kendelsen til offside – og intet rødt kort eller straffespark. Pyha.

Lad os starte med den mulige offside. Da den høje bold kommer retur mod mål, vil både målmand og Ramos (i offside-position) samme vej. Ikke specielt målrettet, men lidt tumlingeagtigt. Vinklen på TV er ikke éntydig, men det kunne se ud, som om målmanden taber et skridt ved at skulle uden om Ramos. Måske er der endda en minimal kontakt. Man skal straffes for at genere en modspiller i offside-position ved at være en hindring for hans udsyn eller bevægelser eller ved at angribe ham for at erobre bolden. Det sidste er udelukket – men måske er Ramos en hindring for målmandens bevægelser. Men det helt centrale spørgsmål er, om det gør en forskel: ville målmanden have nået den bold, hvis Ramos ikke havde været der? Mødet mellem de to sker 8-9 meter fra det sted, hvor bolden allerede er på vej hen (og tages med hænderne af forsvareren sekundet efter). I de såkaldt gode gamle dage kunne vi til eksamen finde på at stille en situation op, hvor en angriber i offside-position ude ved hjørneflaget stod i vejen for en forsvarer, mens bolden trillede i et tomt mål. Den skulle ikke dømmes, fordi det hele ikke har nogen praktisk betydning – og det skal denne efter min bedste overbevisning heller ikke. Jeg har efterfølgende til min lettelse set, at det mener det tyske fodboldforbund på deres hjemmeside heller ikke. Og der er ingen protester fra målmanden eller andre.

Når nu offsiden er elimineret, hvad så med det forhold, at dommeren fløjter for straffespark og udvisning sekundet før bolden sendes i mål? Generelt er anvendelsen af fordelsreglen i straffesparksfeltet noget, som man i den grad skal holde sig fra – medmindre fordelen betyder, at angriberen står med bolden f.eks. en halv meter foran et gabende tomt mål. Det er ret få chancer, der er større end et straffespark – og her er der så endda en udvisning med i købet. Godt nok kan dommeren altid trække en fordel en 2-3 sekunder og eventuelt vende tilbage til forseelsen – men ved at bruge fordelen vil han jo reelt have indrømmet, at scoringsmuligheden stadig er der. Altså er der ikke berøvet noget som helst, og så er udvisningen ikke mulig. Og skulle angriberen brænde, er der heller ingen mulighed for at vende tilbage til straffesparket, for chancen for at score har jo været der og fordelen dermed blevet en realitet. Så reelt er valget mellem straffespark / udvisning og mål (hvis angriberen scorer) eller målspark / hjørnespark (hvis han brænder). Den sidste har jeg ikke fantasi til at se en dommer sælge i praksis, og den første vil det være et voldsomt lotteri at satse på. Derfor fløjter dommeren helt efter bogen straffesparket og viser det røde kort med det samme uden at afvente, hvor bolden lander (for at Ramos får den bold i mål, ville ingen kunne forudse).

Og derefter bliver han i min optik ledt i fordærv af sin linjedommer, som åbenbart har registreret den mulige offside (men ikke vinket den, for så ville han jo ikke have indtaget sin position til straffesparkets udførelse). Næste spørgsmål er: kan dommeren lave den kendelse om ? Vi er mere eller mindre klar til straffesparket, og han har vist rødt kort til forsvareren. Og svaret er, at ja, det kan han godt – han kan altid ændre sin kendelse, så længe bolden ikke er sat i spil igen. Så den side er lovmæssigt i orden – men ikke specielt elegant.

Meget går galt her. Selvfølgelig offside-vurderingen – men også hele samarbejdet mellem dommer og linjedommer (hvorfor markerer linjedommeren ikke offsiden noget før, når han nu er så sikker?) ligesom management-delen (ikke jordens smarteste sted at konferere med linjedommeren dér, hvor straffesparksfelt og mållinje skærer hinanden – og med målmanden som ivrig tilhører til en del af showet).

Dommeren gør som udgangspunkt det helt rigtige fra start – og havde han dog bare holdt fast. Som én af mine kolleger sagde tidligere på ugen i anden forbindelse: der er en grund til, at dommerens opgaver er beskrevet i § 5 og linjedommerens først i § 6. Uden at forklejne nogen, er det i sidste ende ham, der er chefen – og får øretæverne.