Jans Corner: Man bliver aldrig færdig med den offside

Rigtige forfattere – i modsætning til ugentlige amatørskribenter som undertegnede – har gennem tiderne filosoferet over ‘angsten for det hvide papir’. Hvordan tage hul på al den tomhed, der står og glaner direkte på én, og hvordan få noget meningsfyldt ud af det. Nu om stunder bør det vel snarere hedde ‘angsten for den tomme Word-skabelon’, men de psykologiske mekanismer er uden tvivl de samme. Jeg kan godt sætte mig ind i følelserne, som jeg sidder her en onsdag aften. Ni herlige ferie- og oplevelsesdage under sydligere himmelstrøg og absolut ingen føling med mails, eller hvad der er foregået på fodboldfronten i mellemtiden. Og så hjemkomst til det danske vejr (et temperaturfald på godt en snes grader) – nok til at slå enhver kreativ tanke ud af kurs.

Men så er det jo godt, at venlige mennesker er parat til at henlede opmærksomheden på situationer, der kunne fortjene et nærmere kig. Sådan et par stykker lå i mailboxen, og minsandten om de ikke begge handlede om de offside-fortolkninger, som var i klummen for to uger siden. Jeg har fundet situationerne på nettet, og de supplerer rigtig godt betragtningerne fra den forrige klumme. Selvfølgelig variationer over et tema, men jeg synes nu alligevel, at de skal med. Jeg ved godt, at for lidt og for meget fordærver alting, og nu har offside-reglen vist også fået sit lige her og nu. Jeg lover højtideligt at holde en pause med den (medmindre der dukker et eller andet rigtig spændende op), for der er jo masser af andre ting at gribe i.

Det drejer sig om to situationer fra det absolutte topniveau – Napoli mod Atalanta i Serie A og Chelsea – Manchester United i Premier League, og det er akkurat de samme to grunde til at straffe i en offside-position, vi skal have fat i: henholdsvis ‘genere en modspiller’ og ‘opnå en fordel af sin offside-position’.

Lad os starte i Italien. I kampen mellem Napoli og Atalanta er stillingen 2-1 til hjemmeholdet med godt et kvarter igen, da der sendes en høj løs bold ind i Atalantas straffesparksfelt. Den har retning mod en Napoli-angriber, som er i en 2-3 meters offside-position (nærmere modspillernes mållinje end både bolden og næstsidste modspiller med en del af hoved, krop eller fødder). Den nærmeste forsvarsspiller (næstsidste modspiller) koncentrerer sig overhovedet ikke om bolden, men bevæger sig ned mod den totalt passive Napoli-angriber, mens han ivrigt appellerer ud til linjedommeren. Netop fordi han er ligeglad med bolden og faktisk har ryggen direkte til den, rammer den ham nu i ryggen og springer hen til en anden Napoli-angiber, som kommer fra onside-position – og han scorer. Igen én af disse situationer, man dårligt ville kunne udtænke selv. Som bekendt er det ikke i sig selv strafbart at være i offside-position – det kræver en eller anden form for aktiv indgriben fra angriberens side. At genere en modspiller – som er det eneste søm, man kan hænge en eventuel offside-kendelse på, da de øvrige strafbarheder kræver, at angriberen rører bolden – vil sige at forhindre en modspiller i at spille eller kunne spille bolden, enten ved at være i vejen for hans bevægelser eller udsyn, eller ved at angribe ham for at erobre bolden. Napoli-spilleren gør ingen af delene – han er totalt passiv og ligeglad.

Så var der den såkaldte ‘psykiske gene’, som man opererede med, indtil fortolkningsændringen afskaffede den i juli. Den gik på, at man også skulle straffes, hvis man ved at gestikulere eller bevæge sig distraherede en modspiller. Som sagt er Napoli-spilleren helt passiv, så han ville ikke engang have skullet straffes under den gamle fortolkning. Der var forskel på at distrahere (angriberen) eller lade sig distrahere (forsvareren). Ellers ville det have været dejligt nemt at være forsvarer – man kunne i princippet bare stikke en lab i vejret hver eneste gang og påstå, at man blev distraheret af ham angriberen derovre. Så konklusionen er, at angriberen i offside-position ikke gør noget som helst strafbart – og den angriber, som bolden lander hos, og som scorer, er ikke offside i det øjeblik, hvor bolden første gang sendes ind i feltet. Et kuriøst, men helt korrekt mål.

I kampen mellem Chelsea og Manchester United, hvor Eto’o satte sit præg på tingene med et hattrick, er det 3-0 målet, som vi skal have fat i. Efter et hjørnespark til Chelsea sendes bolden ind i feltet, hvor der heades på mål af anden Chelsea-spiller. Eto’o er i en mindre brydekamp med et par United-forsvarere, mest Valencia, men er, da bolden heades, i klar onside-position – bag eller i værste fald på linje med Valencia, ikke foran. Mens hovedstødet er undervejs mod mål, får Eto’o revet sig fri af Valencias greb og er nu foran ham, da United-målmanden redder bolden ud til Eto’o, som sender bolden i mål.

Godt nok var én af tydeliggørelserne af fortolkningen i sommer, at hvis der var tale om en tilfældig berøring eller redning af forsvareren / målmanden, skulle der straffes for offside, hvis bolden sprang ud til en angriber i offside-position. Men pointen her er, at positionen er blevet vurderet, da bolden sidst blev spillet af en medspiller – og her er Eto’o slet ikke offside. Man kan sige det på den måde, at hver eneste gang bolden røres af en angriber, tager dommer og linjedommer mentalt et foto af angribernes placering. Er der nogen i offside-position – og gør de noget, der betyder, at de skal straffes ? Dette positionsbillede gælder, indtil bolden næste gang røres af en angriber, hvorefter processen gentager sig. Så hvad der sker imellem de to billeder er ligegyldigt, hvis spilleren ikke var i offside-position ved det første billede. Så også dette mål er helt korrekt – men sjældent set så instruktivt som her.

Pyha – nu en pause fra offside. I den kommende weekend har vi træningslejr for de danske elitedommere, hvor de skal bombarderes med videoklip og andet godt. Det skal jeg nok vende tilbage til ved en ikke så fjern lejlighed for også at give en idé om, hvad der foregår ved sådan et arrangement, som må formodes at være lukket land for de fleste.