Jans Corner: Hele den tyrkiske musik

Som skrevet ofte før er et gennemgående motto for denne klumme (og for alt, hvad jeg gennem tiderne har foretaget mig på fodboldlovens område), at virkeligheden overgår fantasien. Fodboldloven er en rammelov, som giver dommeren mulighed for at fortolke inden for en given ramme, dog defineret af et sæt kriterier for vurderingen. Han kan altså ikke bare beslutte sig for, at i dag gider han søreme ikke spille med offside, for det er for besværligt. Omvendt er det forbløffende, hvor mange officielle afgørelser, der egentlig gennem årene er taget for at hjælpe dommeren på rette vej, også på områder, hvor man skulle tro, at dette sker dog aldrig. Men det må det jo have gjort et eller andet sted i verden, medmindre der sidder en hel hær af skrivebordsgeneraler og udtænker giftige situationer. (Det kan jeg godt selv engang imellem få mistanke om, når jeg bliver spurgt om de berygtede ‘Hvad nu, hvis…’ – situationer. Ofte et signal til, at nu kommer der et eller andet mere eller mindre forskruet.) Men i virkelighedens verden har jeg i denne klumme inden for det sidste år også været rundt om usandsynlige, men reelle situationer som f.eks. reservemålmænd under opvarmning, der pisker ind og redder et mål; massører, der afbryder behandlingen af en spiller for at standse en bold på vej i mål; bolden, der smyger sig langs målnettet på den ydre side og lige finder det absolut eneste uautoriserede hul i nettet, så den lander inde i målet, og der dømmes mål. Og meget andet. Det lader sig altsammen besvare ved et check i fodboldloven, uden at dommeren egentlig behøver skønne noget som helst.

Med undtagelse af den vildfarne bold, som optrådte i den tyske Bundesliga, er det ofte mere ydmyge rækker rundt om i verden, som leverer materialet – og med vore dages myriader af kameraer, ikke bare de officielle, men også fra mobiltelefoner o.l., ligger situationerne lynhurtigt på nettet. Til stor glæde for os, der jagter specialtilfældene til vinterens undervisning. Dels som underholdning og et godt grin, men så sandelig også for at minde dommerne om, at de til enhver tid skal være forberedte på, at nu kommer der en situation, som de aldrig har mødt før eller siden. Men tingene sker altså også på absolut højeste niveau.

Sådan en situation dukkede op i den bedste tyrkiske række midt i december i kampen mellem Kasimpasa og Besiktas – af en kaliber, så ikke engang jeg selv ville have turdet stille den op til et teorimesterskab for de hårde hunde, for det var lige godt en tak for usandsynligt. Ikke desto mindre…

På forunderlig vis har vi under spillet fået en ekstra bold på banen – kastet ind af en bolddreng i forbindelse med et indkast. For at den ikke skal lave ravage (man behøver jo ikke afbryde på grund af to bolde på banen, bare den overskydende bold ikke har indflydelse på begivenhederne), har en af Kasimpasas forsvarsspillere samlet den op og løber nu rundt med den i hænderne, mens spillet lystigt går videre. Det går egentlig også fint, indtil Besiktas er ved at få en mulighed for gennembrud akkurat inde i straffesparksfeltet. Så går naturen over optugtelsen hos forsvarsspilleren med bolden, og han tager sin egen bold og kaster den, så den rammer den rigtige bold, sender den langt væk fra angriberen og derved forpurrer målchancen. Det lyder helt ude i hampen, men interesserede er meget velkomne til at lave Google-søgning på Kasimpasa og Besiktas – og situationen vil dukke op.

Hvad gør dommeren nu? I det aktuelle tilfælde endte dommeren med at tildele forsvareren en advarsel for usportslig opførsel og dømme indirekte frispark på grund af advarslen. På videoklippet ser han simpelthen imponerende overbevisende ud, og det var egentlig også min egen første intuitive indskydelse. Men så begyndte det at dæmre, at der i tidligere tider havde været en FIFA-afgørelse på kastede genstande. Gad vide, om den var der endnu, eller var den blevet overhalet indenom. Den var der stadig.

Det takseres som hands og spillerens forlængede arm, hvis en spiller holder en genstand i hånden, kaster den og rammer bolden. De typiske eksempler er en støvle eller benskinne – men selvfølgelig også en bold, selv om det ikke er den autoriserede af slagsen, som alle de andre spiller rundt med. Før vi går videre til vores tyrkiske ven, så lad os dvæle ved benskinnen: hvis en forsvarer i straffesparksfeltet kaster en benskinne efter bolden (og rammer den), er der straffespark – hvis målmanden skulle finde på at gøre det samme, må vi nøjes med at dømme det indirekte frispark for usportslig opførsel og tilhørende advarsel, for målmanden må jo gerne tage bolden med hænderne i sit eget straffesparksfelt. Det samme gør sig selvfølgelig gældende, hvis spilleren ikke kaster genstanden, men bare fysisk forlænger armen ved at holde genstanden i hånden.

Kasimpasa-forsvarerens handling er ifølge denne afgørelse en klokkeklar hands og skulle have udløst et straffespark. Worst case kunne vi endda være endt i en udvisning for berøven af oplagt scoringsmulighed – det nærmer vi os så trods alt ikke her, men en lovmæssig advarsel for usportslig opførsel vil spilleren i teorien ikke slippe for. Når det så stadig bliver til et straffespark og ikke et indirekte frispark for advarslen for usportslig opførsel, skyldes det et andet hjørne af reglerne: når der er to samtidige forseelser af samme spiller, straffes den groveste.

Det seneste i skrivende stund omkring denne saga er, at diverse netsider rapporterer, at kampen skal spilles om. Kasimpasa vandt 2-1, og selvfølgelig har et manglende Besiktas-straffespark kunne have haft en indflydelse på kampens resultat. Men der skal uden tvivl nok vise sig at være mange appelmuligheder fra begge sider, så lad os se, hvad det bliver til.

Intet af det ødelægger imidlertid pointen: en situation som denne vil indtræffe en gang ud af en million, og ud fra ren statistik og sandsynlighedberegning vil ingen dommer opleve den to gange i sin karriere. Ikke desto mindre skal han kunne løse situationen, når den kommer og gribe rigtigt i posen første gang. Forvent det uventede.