Jans corner – ensartethed

Ét af de temaer, som ofte kommer op, er hvordan man får dommerne til at dømme tilnærmelsesvis ens.  ‘Tilnærmelsesvis’ brugt med vilje, for med mennesker involveret kan man aldrig opnå 100 % overensstemmelse. Og slet ikke som fodboldens regelsæt er udformet – det er en rammelov, som giver dommeren nogle kriterier, som han skal anvende i sin vurdering af situationerne, og så kommer der en kendelse ud på bundlinjen. Nogle gange kan jeg godt få indtryk af, at visse kredse ønsker sig millimeterretfærdighed, men det er bare umuligt, så længe vi har en menneskelig vurdering til at afgøre (og selv med alskens tekniske hjælpemidler ville det stadig blive det samme, for det var jo i så fald fortsat et menneske, som skulle afkode de forskellige kameravinkler osv.). Det skal selvfølgelig ikke forhindre os i at tilstræbe en så høj grad af ensartethed som muligt, og det bruger vi (og ikke mindst dommerne !) faktisk rigtig meget krudt på – men i fodbold findes der ikke nogen absolut retfærdighed. Vi har ikke med en eksakt videnskab at gøre – men en menneskelig vurdering. Det er ikke uden grund, at de tre gennemgående ord i fodboldloven er ‘efter dommerens skøn’.  På det punkt er dommerne ikke anderledes end spillerne – der er gode og dårlige dage, men ingen fejler med vilje. Jeg er naiv nok til at tro, at det i det lange løb over en sæson går nogenlunde lige op – men det er selvfølgelig et postulat. 

At gøre kendelserne så ens som muligt er én ting. Det forsøger vi med vores topdommere, hver gang vi har dem samlet regionalt – dels ved samlinger, hvor den fysiske test skal bestås hver gang, og hvor vi griber fat i de kontroversielle ting, der har været siden sidst,  dels ved den årlige træningslejr, hvor alle er samlet – næste gang sidst i januar – hvor vi prøver at nå frem til konsensus om en dommerlinje med støtte i en gevaldig masse videoklip. Men en helt anden og mindst lige så vigtig øvelse er at prøve at gøre vurderingerne af dommerne så ens som muligt. Det har man,  både i DBU- og lokalunionsregi et korps af udviklere (i tidligere tider kaldet bedømmere) til.  For det nytter jo ikke noget, at vi ovenfra prøver at bøje dommernes vurderinger af konkrete situationer ind mod en midtnormal, hvis de tilbagemeldinger, som de får efter afvikling af en kamp, stritter i alle retninger. Derfor er en harmonisering af udviklernes synspunkter en mindst lige så stor opgave – og derfor er eliteudviklerne også med på træningslejren med elitedommerne, så de samme budskaber når ud overalt. Det er begge parter faktisk rigtig glade for.

Danmark er trods alt et relativt lille land, og her er afvigelserne blandt udviklerne heller ikke større, end at de er til at overse, selv om vi alle er forskellige som mennesker. Men tænk så på, at det principielt samme problem gør sig gældende inden for UEFA med dets 54 medlemslande og et sted mellem 170 og 200 observere (som udviklerne hedder i dette regi), som vurderer dommerne, giver gode råd, karakterer med mere. Selv om reglerne er de samme, er der kulturelle forskelle fra nord til syd og fra øst til vest – både generelt og hvad angår fodboldkulturen. Hvilke udfordringer stilles dommerne overfor i deres hjemlige turneringer, hvordan mener observeren, at en ‘ideal-dommer’ skal se ud og agere – og hvordan omstiller man sig fra den nationale spillestil til noget ofte helt andet ?  Alt dette skal gerne bøjes ind mod en europæisk fælles linje, så tingene kommer til at se nogenlunde ens ud. UEFA begyndte for 6-7 år siden at samle deres observere i grupper på ca. 35 i en to års-cyklus, og her arbejdes der virkelig med at bibringe en fælles opfattelse af tingene. En kamp er selvfølgelig altid i centrum, og det er forsøgt i flere varianter.  Første gang, hvor jeg var med, overværede vi en kamp live, som man bagefter tog udgangspunkt i. Det rummer naturligvis et vist element af lotterispil – for hvad nu, hvis kampen bare ikke rummer nogen som helst udfordringer for dommeren ?  Ved den lejlighed skulle vi i grupper finde frem til de centrale punkter i kampen og føre en rollespils-samtale med et dommerudvalgsmedlem (i dommerens rolle) på et udvalgt omåde fra kampen.  Fokus var primært på, hvilke situtioner vi valgte til at understøtte netop vores punkt – men selvfølgelig også på samtaleformen.  Før det andet kursus fik deltagerne sendt en DVD med en på forhånd håndplukket kamp, og her var der virkelig smæk for skillingen – det var i hvert fald ikke tilfældigt, at netop den kamp var blevet valgt. Vurderingsrapporten skulle indsendes på forhånd, og så blev der på kurset taget udgangspunkt i deltagernes besvarelser, samtidig med at der også var øvelser over skemaer fra andre kampe. Fokus var her primært på formulering.  Senest var jeg til kursus i Dublin i starten af december, og her havde man valgt en helt tredje model. Nu så vi en kamp på storskærm i plenum og tog de nødvendige noter (og den kamp var bestemt heller ikke fundet ved lodtrækning, skulle jeg hilse og sige). Samtidig var der øvelser, hvor vi – igen ud fra ‘ægte’, men anonymiserede skemaer – skulle finde frem til den afgivne karakter ud fra det, som en af vores kolleger havde skrevet. 

Næste morgen fik vi  hver udleveret et dommerudvalgsmedlem, som skulle illudere dommeren, og hvor vi – ud fra vores noter fra storskærmskampen – skulle føre en meget komprimeret samtale, hvor de vigtigste punkter kom frem.  Og straks efter hjemkomst indsende vurderingsrapporten. Så denne gang var fokus dels på samtalen, dels (og nok mest) på karaktergivningen og hvad man anså som væsentlige forbedringspunkter.

Det virker muligvis alt sammen lidt indforstået, men på den anden side synes jeg, at det er vigtigt at vise, at det ønske om ensartethed i dommernes afgørelser, som ofte bringes frem, faktisk er noget, som der satses rigtig hårdt på både nationalt og internationalt. Og der arbejdes både med dommerne, så dommerlinjen bliver nogenlunde konsistent – men også med udviklerne, så de forsøger at præge dommerne i den rigtige retning. De to ting kan simpelthen ikke adskilles.