Jans Corner: Når sneen daler…

I sidste uge sluttede den internationale sæson 2013, og det skete med et par ting, som på hver sin meget forskellige måde er spændende.  En kamp over flere dage mellem Galatasaray og Juventus – og UEFAs eksekutivkomitémøde i Bilbao.  Det sidste først.

Man kunne efter mødet læse, at nu blev reglerne lavet om, så man ikke længere omkring berøven af oplagt scoringsmulighed i straffesparksfeltet kunne risikere den såkaldte  ‘tredobbelte straf’: straffespark, udvisning og efterfølgende karantæne. En gammel traver, som dukker op med jævne mellemrum, og som man kan sige både for og imod.

Det  imponerende var, at det hele blev solgt, som om regelændringen allerede var klappet og klar. Det lykkedes endda at få en tidligere international dommer til at udtale sig jublende. Det er han selvfølgelig velkommen til – men der er altså lang vej endnu (som det også indirekte fremgik flere steder – men langt nede under brølet af en overskrift).

UEFA har udtalt sig positivt om en ændring. Nu skal den bæres videre til The International Football Association Board, som er fodboldens lovgivende organ. Dér sidder en samling mennesker, som råder over i alt otte stemmer: fire fra de britiske øer (England, Skotland, Wales og Nordirland) og fire fra FIFA. Sammensætningen er selvfølgelig historisk betinget og afspejler, hvor det egentlig var, at fodboldspillet startede. For at få en regelændring igennem skal mindst seks medlemmer stemme for. Med andre ord kan de britiske øer ikke gennemføre noget uden resten af verden – og omvendt.  

Det er den træghed i systemet, som gør, at fodboldreglerne stadig er nogenlunde genkendelige i forhold til de oprindelige – nogle finder det ultra-forstokket, jeg synes egentlig, at det er en charme og en en garanti for, at man ikke falder for det første, det bedste modelune. Men sådan er vi jo forskellige.

Man kan som sagt argumentere frem og tilbage for, om den tredobbelte straf er rimelig, eller om berøven i straffesparksfeltet kun bør koste en advarsel. Tilhængerne af en ændring vil sige, at der ikke er berøvet nogen som helst målchance, eftersom der fluks udleveres en ny ved kasse 1, nemlig et straffespark. Modstanderne – og det vil sige blandt andet mig selv – vil anføre, at det jo ikke er givet, at straffesparket er et godt bytte. F.eks. den tænkte fremtidige situation, at målmanden flår en angriber ned én meter fra mållinjen for blankt mål, hvilket veksles til et straffespark 11 meter fra mål med en målmand mellem stængerne (som den ikke-udviste målmand i den ondeste af versionerne så måske endda redder). Risikoen er der også nu, bare med en reservemålmand, men så spiller man da i det mindste 11 mod 10 resten af vejen.   

Det bliver nok et temperamentsspørgsmål, hvad man foretrækker. Men uanset hvad skal man tænke sig rigtig godt om. Det er én af fodboldlovens bærende søjler, at en forseelse vurderes ens – uanset hvem, som begår den, hvor på banen den begås, og på hvilket tidspunkt og ved hvilken stilling i kampen den begås. Den søjle begynder man at file i ved en ændring. Så helt personligt ville jeg hellere have, at man begyndte at overveje den automatiske karantæne og ikke udvisningen. Så straffes forseelsen stadig i den kamp, hvor den er blevet begået. 

Forslaget har været oppe mange gange før, er nået til The Board og er blevet sendt baglæns igen. På et eller andet tidspunkt kommer det nok, men jeg vil blive forbavset, hvis det sker i 2014, for man er notorisk meget tilbageholdende med ændringer i et slutrundeår.  Men OK – jeg er blevet forbavset (og det, som er værre) tidligere.

Mediedækningen var også interessant på anden vis – nemlig som et skoleeksempel på kildekritik eller mangel på samme. De tre danske netmedier, som jeg checkede nyheden på, var alle som én nået frem til, at det handlede om forseelser begået af målmanden i eget straffesparksfelt. Hvis blot én havde ulejliget sig med at checke UEFAs officielle pressemeddelelse fra mødet, ville de have opdaget, at det (selvfølgelig) ikke bare handlede om målmanden, men om alle forseelser i straffesparksfeltet. Jeg vil gætte på, at der har været et telegrambureau inde over som mellemled, som har misforstået det hele, og som alle ukritisk har baseret sig på. Klassisk – men ikke særlig betryggende. Og ikke begrænset til journalister – jeg kender det også fra forskning i mine egne fag: fejl kan få lov til at stå meget længe, når først de er kommet på tryk, hvis ikke nogen går til kilden og checker.

Galatasaray og Juventus satte igen en fed streg under, at dommerens eneste muligheder for at aflyse er, hvis kampen ikke kan afvikles efter reglerne (f.eks. hvis man ikke kan se stregerne), eller hvis banen er farlig. Om det er køn fodbold eller ej, er ikke hans problem. Den baneansvarlige kan selvfølgelig aflyse, hvis han er øm om sit græs, og hans ord vil til hver en tid overtrumfe dommerens, men der skal nok meget til på dette niveau. Jeg så selv kampen i embeds medfør hjemme foran skærmen – begge dage. Tirsdag aften var banen oplagt farlig, fordi sneen bare blev liggende, og det hele var uhyre glat, hvilket man også kunne se på de stakler, som havde vundet nitten ved at skulle forsøge at skrabe linjerne rene. Onsdag eftermiddag sneede det igen, men nu blev sneen ikke liggende, så selv om der var godt med mudder, og situationerne mildest talt var tilfældige, kørte man igennem.

Nogle undrede sig over genoptagelsen dagen efter – men UEFA har som helt fast princip, at man så vidt overhovedet muligt afvikler kampen inden for 24 timer. Her var der en lodtrækning at tage hensyn til – men også ellers, sikkert både af praktiske og sikkerhedsmæssige grunde: der er trods alt kommet mange fans langvejs fra og med store udgifter. De er nok ikke rare at have gående rundt, hvis de ikke får deres kamp.

Så det blev en utraditionel afslutning på året – og årets klummer, for nu vil jeg nemlig tillade mig at gå i jule- og nytårshi og først stikke hovedet ud igen den 10. januar. Rigtig glædelig jul og godt nytår til alle læsere, nye som gamle.