Jans Corner: Findes der en fløjteregel?

På grund af diverse aftenmøder sidder jeg og skriver dette allerede mandag aften, mens blomsterkrukker og andet godt flyver rundt udenfor.  Bestemt et vejr til indendørs sysler – respekt og medlidenhed til den kollega, som skal til Esbjerg og AGF i aften. Han skal vel på det nærmeste surres fast,  hvis han overhovedet kan nå frem.

Men det er jo en meget god anledning til at genopfriske, at dommerens eneste mulighed for at aflyse en kamp (hvis banen ellers er i orden med rigtige streger, to mål osv.) er, hvis den er farlig for spillerne. Det bliver sikkert en højst utraditionel omgang fodbold, men så længe der ikke er fare for flyvende reklameskilte, tribunetage eller væltende mål, er det ikke dommerens problem.

Mange tror, at han kan aflyse på grund af manglende sportslig berettigelse – det kan han ikke. Jeg husker en kamp fra min egen aktive tid, hvor der var en brandstorm på Kløvermarken i København, og hvor det ene mål simpelthen lagde sig ned. Heldigvis mens spillet var i den anden ende, og målmanden var noget ude af sit mål. Dommeren var en hård hund – han førte spillerne over på nabobanen, hvor begge mål stod endnu, og så spillede man færdig. Her ville jeg personlig nu nok have begyndt at overveje faremomentet.

Premier League er næsten altid god for mindst et klummeeksempel hver spillerunde. I denne weekend endda to – og det er dem, som jeg vil gribe fat i denne gang.  Den besynderlige Fair Play-automatik stak sit grimme hoved frem endnu engang i kampen mellem Norwich og Cardiff.  Situationen var den klassiske: en Norwich-spiller ligger skadet, og Cardiff sparker bolden ud til indkast sådan omkring kanten af eget straffesparksfelt.

Efter endt behandling skal spillet genoptages med et Norwich-indkast, og det sendes hen til Leroy Fer, som efter spillernes eget selvopfundne moralkodeks nu skal aflevere bolden til modspillerne. I stedet sætter han en inderside på og sparker bolden ind i det tomme mål, da Cardiffs målmand har taget opstilling i feltet pænt ude mod kasteren i den sikre forvisning, at bolden vil blive trillet hen til ham. Det skal selvfølgelig med, at dette foregår dybt inde i overtiden, og stillingen er 0-0. Og så har vi den gamle historie med de skuffede forventninger og overtrædelse af de uskrevne regler igen. Situationen udløser faktisk nogle scener mellem spillerne, som kunne have kastet adskillige kort af sig – det undlod dommeren, men mon ikke der triller et par bødeforlæg forbi inden længe.

Det interessante er fortsættelsen, nemlig at dommeren – da han langt om længe har fået skilt parterne ad – beordrer indkastet taget om med den begrundelse, at han ikke havde fløjtet. Den afgørelse redder muligvis flere menneskeliv, men nu kan dommeren jo ikke forholde sig til de uofficielle og uskrevne regler: han har sine 17 paragraffer at holde sig til, uanset hvor forarget man kan være.  Det duer jo ikke, hvis vi lader dommerens subjektive moralske indstilling lade ham opfinde sine egne regler. Og er det et krav, at der skal fløjtes ved udførelsen af et indkast?

Næh – fodboldloven foreskriver meget få tilfælde, hvor dommeren SKAL fløjte. Ved start og slut på hver halvleg – og ved udførelsen af et straffespark. Det sidste for at signalere, at spillernes opstilling er godkendt, og at man nu skal undlade at bevæge sig ind i feltet eller i målmandens tilfælde gå frem fra stregen. I virkeligheden står der slet ikke noget om en fløjte i lovteksten – der står ‘give tegn’. Nu er det nok de færreste dommere, der nøjes med at give håndtegn, endsige medbringe et signalhorn eller en stortromme – fløjten er blevet en konvention. Så laver dommeren sine egne regler her?  Ja og nej.

Halmstrået er, at vi har haft en skadesbehandling, hvilket normalt giver en længere afbrydelse og sender spillerne i alle retninger til vandflasker eller taktiske dessiner. Derfor er det for mig god latin i de tilfælde at signalere spillets genoptagelse med fløjt, så alle ved, at nu begynder vi altså igen.  Aner ikke, om det overhovedet har været i dommerens tanker – men alibiet er i hvert fald her. Nogle har så straks trukket Adriano-kaninen op af hatten fra FCN’s kamp mod Shakhtar sidste år – hvorfor ikke her?  Fordi her blev spillet sat i gang ved, at dommeren lod bolden falde – og så kan han jo dårligt påstå, at han ikke har givet tilladelse…

Den anden interessante episode var, at Van Persie og Shawcross havde en kontrovers i kampen mellem Manchester United og Stoke. Ikke på banen, næh såmænd i tunnelen på vej til omklædningsrummet. Hvorefter dommeren pænt bankede på døren til Stokes omklædningsrum og uddelte et gult kort til Shawcross. Og kan man virkelig det? Manager Mark Hughes havde ikke oplevet det før, og lige denne variant har jeg nu heller ikke mødt. Men i princippet er det korrekt nok.

Fodboldloven taler kun om visning af kort til spillere, udskiftede spillere og reserver på banen, men mange lande har gjort, som vi også har herhjemme, nemlig udvidet det område til også at dække strækningen fra omklædningsrum til bane og retur.  Strafmæssigt gør det ingen som helst forskel, for man ville stadig kunne indrette advarselsforseelsen også uden at vise kortet, men administrativt er det for alle parter meget lettere at kunne bruge den almindelige kortprocedure og et kryds på holdskemaet end at skulle i gang med at skrive fristil. At jeg så nok personligt havde foretrukket at give spilleren kortet i tunnelen – senest på vej ud på banen igen – er en anden historie, men det hænger fint sammen.

Selvfølgelig har man som spiller ikke carte blanche til at gøre hvad som helst, så snart man har krydset kridtstregen for udadgående. Vi har også fortilfælde herhjemme, og det lander gerne med en meget forbløffet spiller. Jeg mener at kunne huske, at det var FCM’s dengang store stjerne Mohamed Zidan, der røg i samme fælde og erklærede, at han da ikke anede, at man kunne få et kort uden for banen.  Nej, men ikke desto mindre…