Jans Corner: To mystiske mål

Jeg har underholdt med det før, men det er nu alligevel mageløst – der er weekender, hvor der absolut intet klummeinteressant sker, og så er der andre weekender, hvor man føler det, som om man sidder med den berømte ketchupflaske og banker på den.

Det første lange tid kommer der intet ud, men så går det pludselig stærkt. Sådan en weekend var denne – to mildest talt særprægede anerkendte scoringer og så endda i to af topligaerne, henholdsvis Bundesligaen og Premier League.

I Bundesligaen fik vi endnu et af de berygtede spøgelsesmål til samlingen i kampen mellem Leverkusen og Hoffenheim. Til en afveksling var det denne gang ikke et spørgsmål, om bolden efter at have ramt målmand, stolpe eller overligger slog ned et eller andet sted omkring stregen. Næh, denne her kom aldrig nogensinde gennem målrammen forfra. Leverkusens Kiessling header på mål, hårdt presset, og bolden stryger så snært forbi den ene stolpe, at den nærmest sniger sig langs sidenettet på den udvendige side – indtil der pludselig er et hul, og vupti ligger bolden inde i målet.

Hvorefter der dømmes mål – og egentlig uden de helt store forkromede protester, for ikke mange har nået at opfatte, hvad der egentlig skete – men det har de ubarmhjertige TV-billeder selvfølgelig. Så nu står vi med et mål, som er anerkendt af , dommer og  linjedommer – og hele verden kan se, at den bold aldrig nogensinde har passeret mållinjen ind i målet. Det er noget af en abe, som det tyske fodboldforbund har arvet her, for hvad gør man nu? Normalt kommenterer jeg aldrig på verserende sager, for i skrivende stund (mandag aften) er der endnu ikke kommet nogen afgørelse. Men nu vover jeg det alligevel, fordi man ved skæbnens mærkværdige tilskikkelse faktisk har prøvet det samme i Tyskland én gang før, tilbage i 1994.

Fodboldloven er usandsynlig klar på dette punkt, idet den i § 5 direkte siger, at ‘Dommerens afgørelser vedrørende det, som er foregået under spillet, herunder om et mål er scoret eller ej, er endelige’.  Så nu har vi igen ét af de klassiske dilemmaer mellem jura og moral, hvor alle kan se, at noget er pivende forkert, men reglerne til gengæld klare nok. Sat på spidsen havde dommeren kunnet ændre sin kendelse, indtil bolden var blevet sat i spil igen, dvs begyndelsessparket efter ‘scoringen’ var foretaget. Men det skete ikke, og så er løbet kørt juridisk.

Sat endnu mere på spidsen er dette principielt ikke anderledes, end hvis TV-optagelser efter en kamp havde vist, at forseelsen til et dømt straffespark blev begået uden for feltet.  Hvor er grænsen egentlig?  Svaret er, at der ikke er nogen grænse – det har fodboldloven sørget for, retfærdigt eller ej. Det er dommerens øjeblikkelige skøn, der tæller, og ikke alle mulige efterrationaliseringer, med eller uden teknisk hjælp. Så kunne dommeren selvfølgelig efter at have set TV eller fået tilpas mange sms’er  indrømme sin fejl til brug for en sagsbehandling – men hvor ville det lede os hen?  Kan man så fortryde hvad som helst, hvis TV viser noget andet? Det er godt nok en glidebane at bevæge sig ind på, også fordi kameravinkler ofte heller ikke er éntydige.

Tilbage i 1994 valgte man i Tyskland at dekretere omkamp i den tilsvarende situation, og det skulle man nok ikke have gjort, for FIFA kom på banen med trusler om bål, brand og det, som er meget værre (man rumlede endda med en udelukkelse fra FIFA, hvis ikke…) – fordi fodboldloven er så klar, som den er,  den gælder over hele verden, og det er selvfølgelig FIFAs opgave at sørge for, at den ikke bliver bøjet. Det er en frygtelig situation, fordi alle kan se, hvad der ville være det moralsk rigtige, men på papiret er løbet kørt. Mandagen har budt på tilbud fra Leverkusen om at spille kampen eller i det mindste de resterende minutter om – hvilket er smukt i relation til Fair Play, men bare ikke umiddelbart muligt lovmæssigt.

Jeg er glad for, at jeg ikke sidder et sted, hvor jeg skal tage stilling til det videre forløb – og det bliver spændende at se, hvor det hele ender. Indtil videre endnu en smuk eller snarere mindre smuk bekræftelse af, at fodbold spilles af mennesker, og mennesker fejler med mellemrum. Man kan så undre sig over, at kontrollen af målnettene før start ikke har afsløret hullet – men på den anden side kan skaden være opstået undervejs. Jeg erindrer en Intertoto-kamp i Bulgarien, hvor jeg selv var med, og hvor målnettene måtte lappes fem gange undervejs. Bare ikke lige, hvad man forestiller sig af Bundesligaen.

I Premier League var det mindst lige så grotesk, da Chelseas Eto’o mod Cardiff fik lov til at bringe sit hold foran 2-1. Målmand Marshall stod med bolden i hænderne og slog den i jorden, før han skulle sparke den ud – men så snuppede Eto’o den i opspringet og efter endnu et par pasninger lå den inde i nettet. Og målet blev godkendt.  Det måtte man godt i gamle dage (før 1997), hvis man kunne gøre det, uden at det blev til farligt spil. Enhver landsdel har haft sine specialister i den ædle kunst at fiske bolden fra målmanden.

Men nu om stunder er det jo sådan, at målmanden må have kontrol over bolden i 6 sekunder, typisk ved at holde den, men det kan også være ved at hånddrible eller for den sags skyld luftdrible, og i det tidsrum kan ingen angriber lovligt få bolden fra ham – heller ikke i selve udsparket. Det, som målmanden så til gengæld ikke må, er at frigøre bolden til spil (f.eks. ved at lægge den på jorden, så andre kan få fat i den) og derefter røre den med hænderne igen, før der har været en anden spiller på.

Det er mig en gåde, at det mål kan blive anerkendt, men linjedommerens input til dommeren i headsettet skulle efter sigende have været, at målmanden havde tabt bolden. Så ville han have frigjort den, men med al respekt nej – det var en helt gemen hånddribling, før bolden skulle sparkes ud. Heldigvis ikke kampafgørende, men uha da…