10.01.2010 – Videnskab & nationalitet

Kort før jul kunne man i flere aviser læse alarmerende overskrifter i stil med ”Dommerens nationalitet er afgørende for kortet”. Det viste sig at referere til en engelsk undersøgelse foretaget af henholdsvis en lektor og professor i økonomi (!!) ved universiteterne i Bath og Nottingham. De havde analyseret 1.717 kampe fra Champions League og UEFA-Cup”en i årene 2002/3 og 2006/7, set på antallet af tildelte røde og gule kort til henholdvis hjemme- og udehold og sammenholdt med dommerens nationalitet. Det kom der en masse interessante iagttagelser ud af. Græske dommere giver flest gule kort af alle til hjemmeholdet.. Dommere fra Portugal giver flere gule kort til udeholdet – og har den største registrerede forskel på gule kort til hjemme- og udeholdet. Engelske dommere uddeler markant flere røde kort til både hjemme- og udehold, mens belgiske dommere kun giver rødt kort til hjemmeholdet for hver 62 kampe, mens der falder ét til udeholdet for hver 15 kampe. Generelt falder der flere røde kort til udeholdene – op til 2-3 gange flere, når det er en dommer fra Frankrig, Rusland, Skotland, Slovakiet eller Schweiz. Hold fra de fem store ligaer (England, Italien, Tyskland, Spanien og Frankrig) får klart færre kort i forhold til hold fra lande uden for gruppen, når de mødes. Dommere fra små nationer er mere forudindtagede og mere påvirket af klubnavne fra de store lande osv. osv. (Danske dommere ligger ret neutralt, så de er ikke spændende.)

Konklusionen er, at ”materialet udgør et konkret faktuelt grundlag, som kan hjælpe fodboldens myndigheder med at diskutere, hvilke positive handlinger de kan foretage for at sikre retfærdige og afbalancerede vurderinger fra dommerne, f.eks. at opfordre dommerne til at undgå, hvad der sandsynligvis er ubevidst favoriseren i deres afgørelser”. Javel. Hvordan man lige skal undgå noget ubevidst, gad jeg godt vide. Forfatterne skriver også, at de har udregnet formler for at vurdere den indflydelse, som dommernes og klubbernes nationalitet, holdenes styrke, tilskuertallet, stadionarkitekturen og tidspunktet i turneringen har haft på antallet af røde og gule kort. Der må ligge en Nobelpris lige om hjørnet, hvis det skulle være lykkedes at sætte selve fodboldspillets sjæl på formel på den måde

Med det forbehold, at undersøgelsen endnu ikke er offentliggjort (jeg HAR kæmpet for at opspore den), og jeg derfor kun kan gå efter forfatternes egen pressemeddelelse, må jeg indrømme, at jeg er noget forbløffet. Hvis jeg i sin tid i yngre stenalder, da jeg afleverede mit hovedfagsspeciale, havde haft et tilsvarende forhold til videnskabelig metode, tvivler jeg meget på, at jeg var kommet ud med et stykke papir i hånden.

En totalt videnskabelig undersøgelse ville kræve, at man lod forskellige dommere dømme nøjagtig den samme kamp med nøjagtig de samme begivenheder osv. I sagens natur umuligt, selv hvis man ville lade et dommerpanel foretage vurderingen ud fra TV. Man står med en række objektivt korrekte tal i hånden, og de kan naturligvis kombineres på mange måder (især hvis man begynder at lave korrigerende formler). Tallene viser ubestrideligt én ting: dommere fra forskellige lande har uddelt forskelligt antal kort til ude- og hjemmehold fra forskellige lande. Og hvor er så lige årsagssammenhængen ? Jeg vil helt uvidenskabeligt byde ind med nogle alternative faktorer, som også kunne spille ind.

Små hold pådrager sig flere kort mod store hold, fordi de er nødt til at begå flere ulovligheder for at bremse de dygtigere spillere, som typisk har bolden mest. Forseelser begås oftest, når man vil erobre en bold – ikke når man vil beholde den. Af samme grund får udeholdene flest kort – fordi det ofte er op til hjemmeholdet at skabe kampen og udeholdet derfor presses i bund. Engelske dommere er bedre repræsenteret i den europæiske topgruppe end så mange andre lande, derfor får de også kampe længere henne i turneringen, hvor intensiteten bliver størst og forseelser til røde kort flest osv. osv.

Min helt subjektive og totalt uvidenskabelige oplevelse er, at dommere med en nationalt bestemt dommerstil (og fodboldkulturen ER forskellig, både for dommere og spillere, selv om reglerne er de samme), faktisk i stort omfang lægger den af, når de kommer ud i Europa. Jeg var for et par år siden sat på en kamp på et sent stadie i UEFA-Cup”en: spansk dommer, skotsk og tysk hold. Og jeg gøs, for tre mere forskellige fodboldopfattelser skal man vel lede længe efter. Det blev en blændende kamp (og dommerpræstation) – to gule kort, hvor der i den spanske liga måske var faldet det firedobbelte.

Så tallene er korrekte – men den sammenkædning, som kan retfærdiggøre overskrifterne, mangler. Forfatternes afsluttende kommentar fortjener at blive citeret i sin helhed: ”Mens vores analyse viser, at nationalitet har en vigtig indflydelse på dommerkendelser, er det svært at få et konkret mål for størrelsen på effekten, delvis fordi det ikke er let at få overblik over samspillet mellem dommerens nationalitet, klubbernes nationalitet og holdenes ry. En måde at komme dybere til bunds i dette er at foretage en meget større undersøgelse over længere tid.” Det er til gengæld til at forstå: her er to forskere, der gerne vil have flere penge til deres projekt